Sidste efterår talte jeg for første og foreløbig eneste gang med Henning Moritzen.

Det var til premieren på ’Min familie’ på Betty Nansen Teatret. Indenfor på scenen spillede bl.a. Ghita Nørby.

Moritzen spillede ikke med. Han har ikke spillet teater længe, men han går i teatret. En flittig gæst, selv om det er med stok.

Da der var pause, stod vi – pludselig overladt til hinandens selskab – udenfor på gaden i mørket. »Du giver vel ikke en cigaret, jeg har sgu glemt mine«, sagde han.

Og humpede hen til mig; i al sin magt og pondus.

Venlig og generøs
Så stod vi dér og røg en smøg sammen. Hvad gør man i sådan en situation? Holder sin kæft og lader skuespilleren være i fred? Begynder at tale stolper op og ned om, hvor god han er?

Så begyndte han heldigvis selv at tale – om skuespillerne inde på scenen: om, hvor gode de var. Venlig mod ham, han talte med. Generøs mod dem, han talte om.

Optaget af det teater, han på én gang ikke længere er en del af, men stadig tager levende del i …

Nej, det var slut med at stå på en scene. Lidt film blev det dog til, tilføjede han – ret beskedent og uden at røbe mere.

I januar dukkede han op i kortfilmen ’Grisen’. Ingen stor rolle, men spillet med tyngde.

Fuldtræffer som 80-årig
I går dukkede han så op igen – for fuld styrke – i Rumle Hammerichs ’Headhunter’.

Ifølge Politikens filmredaktør: »Moritzen kan notere sig en fuldtræffer som 80-årig«.

ANMELDELSE 'Headhunter' er en velsmurt spændingsfilm

Henning Moritzen, der netop er fyldt 81, kan jo bare det der: Han kan give den naturlige fylde og helt selvfølgelige aura til magtmennesket; patriarken og faderen. Her er det i rollen som koncernkonge. Og lad os bare for en ordens skyld tilføje:

Det er ikke Moritzens eneste fuldtræffer – han har snart sagt ikke haft andet!

Selv om det nok er hans sidste. Nu kan det nemlig være slut, har han selv udtalt. Det var til Berlingske Tidende i søndags: »Hans sidste filmrolle, for kræfterne rækker ikke længere til lange optagedage«.

'Jeg har været en heldig kartoffel'
Det skal være ham tilgivet. Oven på et langt liv og en fantastisk lang karriere må man godt sige sig tak for kaffe – og for festen.

Vi andre kan så lade filmen løbe tilbage – og meget passende give den titlen: »Jeg har været en heldig kartoffel«.

Det var Moritzens egen konklusion, da han fyldte 80.

Politikens Harald Engberg kaldte i en tale i 1970 Moritzen for »Scenens lykkebarn. De er i dag den største succes i dansk teater. Alt, hvad De rører ved, synes at lykkes«.

Noget af det, Moritzen rørte ved uden for Det Kgl. Teater, skete i radioen.

’Karlsens Kvarter’ blev sendt hver uge med Moritzen og Lise Ringheim som Per og Bitten. Jeg stod sammen med min mor og vaskede op – til lyden af dem hver lørdag i slutningen af 1960’erne.

Den store kongelige skuespiller
Eller det skete på tv, når Danmarks Radio sendte en Holbergforestilling fra Det Kgl. Teater. Jeg lå hjemme på gulvet i provinsen og gloede ind i kassen og grinede og grinede: Reenberg i titelrollen som ’Den Stundesløse’, Ghita Nørby var det vist som den frække stuepige Pernille og Moritzen i en række komiske forvandlinger som Oldfux.

Moritzen og Holberg – det er en hel historie for sig. Og det er den ene, men betragtelige side af ham: den store kongelige skuespiller.

Ham, der kunne spille alle de roller, det skulle være, og næsten også gjorde det – hver gang med utrolig succes. ’Svejk i Anden Verdenskrig’ – med hængerøv i bukserne. Billy Jack i ’Teenagerlove’, hvor det kongelige duarder, dengang i begyndelsen af 60’erne, gik hen og blev helt ungt og moderne.

Ellers var det først og fremmest på film, han gjorde sig. Udseendet har han jo haft med sig: »Dyppet i ynde« har Ghita Nørby sagt.

Kendt for de store faderskikkelser
Det må snart være blevet til langt over fyrre film. Højdepunkterne fra 1950’erne og 60’erne tæller bl.a. ’Harry og kammertjeneren’, ’Forelsket i København’ og ’Poeten og Lillemor’. Og med de moderne fuldtræffere, der siden er fulgt.

Det rigtig spændende er de år, der følger fra midten af 1980’erne og ikke mindst op gennem 90’erne. Her sker noget.

De store faderskikkelser står frem – lidt efter lidt – på både scenen og film, og det er med dem, Moritzen viser alt det, han indtil da så godt som har underspillet: det tragiske format.

Den første er som den pensionerede politiker i Lars Noréns ’Sommer’ på Det Kgl. Teater i 1994 – igen med Ghita Nørby, der spillede skuespillermor: familien som et helt teaterstykke!

Moritzen gik lidt mere stille med teaterdørene, udstyret med livrem og seler, men truende nok, når trygheden blev truet af bøssen i den ene søn og manden i den anden.

Ih, han spillede godt. Jeg skulle tilmed anmelde det. Den fik ikke for lidt, selv om stjernerne – dem i aviserne – ikke var indført endnu: Moritzen havde aldrig været bedre!

'Jeg finder vejen'
Og så viste det sig, at vi kun lige havde set toppen af bjerget. I 1999 stod han på Betty Nansen Teatret i det hundesvære stykke ’København’ – om mødet i 1941 mellem Niels Bohr og den tyske atomfysiker Werner Heisenberg, spillet af Søren Pilmark.

Det blev på det symbolske plan også et møde mellem en far og en søn. Moritzen spillede sin Bohr med hele sin sceniske autoritet: stoltheden over sin elev, skuffelsen over at være blevet forrådt, følelsen af at miste (endnu) en søn. Men også parat til at tilgive.

Essensen af storhed og menneskelighed. Og tragedie.

Det var også i 90’erne, Henning Moritzen på det private plan havde mistet. I 1994 døde hans elskede kone gennem 40 år, skuespilleren Lise Ringheim:

»Jeg har været konfronteret meget stærkt med det omkring Lises død. Hvordan fanden klarer jeg det her? Men jeg tror, jeg har været så lykkeligt et menneske, at jeg – ikke hurtigt, for jeg kommer jo aldrig over det, aldrig – men jeg finder vejen«.

Set udefra: Han fandt vejen.

Afskyelig, frastødende rolle i 'Festen'
Det er, som om han konstant har lagt noget nyt og større til sig selv som kunstner. En moderne klassiker: godt gammeldags design, men med på noderne.

Eller som han kaldte udfordringen, da han skulle spille patriarken i Thomas Vinterbergs ’Festen’: »Det er, som om de unge instruktører lige vender os en halv omgang«.

Og succesbarnet, dyppet i sol og ynde, blev vitterlig vendt en halv omgang i kameraet, samtidig med at han skulle bevæge sig ned i sindets mørke skakter: faderens overgreb på familiens børn. For en skuespiller, der gennem et helt liv havde forsvaret sine roller, var den her den værste – afskyelig og frastødende, som Moritzen udtalte, men tilføjede:

»Altså, hvad fanden, jeg er skuespiller, og en skuespiller bør kaste sig ud i alle slags roller, også dem, der tilsyneladende ligger fremstilleren meget fjernt«.

Karriere som én lang fest
Ja, hvad fanden! Moritzen satte hele sit menneskelige og kunstneriske format ind – han gjorde rollen til sin – og føjede hermed et sent, men særligt kapitel til historien om sig selv.

Historien om et liv og en karriere, der stort set og på den gode måde er forblevet: én lang fest.

Alt dette – eller i alt fald noget af det – kunne man jo godt have sagt til ham. Sidste efterår, hvor vi stod og smøgede den uden for Betty Nansen Teatret.

Men nu er det blevet sagt! Så kan Moritzen altid korrigere næste gang, vi mødes i teatret. Han skylder mig jo i forvejen en cigaret.