Det hele begynder i 1982. Vietnamveteranen John Rambo vender hjem til sit fædreland for at leve i fred med sine traumatiske minder som elitesoldat, grøn baret, fra en krig, som USA muligvis ikke tabte, men bestemt heller ikke vandt.

Rambo har indiansk blod i årene, hvilket primitivt, men stærkt signalerer personens autenticitet. Han er en rigtig amerikaner med retten til landet, magten og æren.

Dæmonisk faderskikkelse
Men han bliver chikaneret og arresteret af lillebyens sherif, slipper løs og fører en veritabel guerillakrig med fælder og baghold ude i landets nordvestlige skove, som i regn og tåge ligner junglen i ’Nam.

Vor helt begår sig som en fisk i vandet, professionel og helt igennem kompetent til at dræbe med enten de bare næver af børstet stål eller med håndvåben større end plæneklippere. Det har han lært af oberst Samuel Trauman, en både dæmonisk og dog empatisk faderskikkelse.

Det er da også denne som i sidste ende overtaler Rambo til at komme ud af skovene og ind i civilisationen igen.

En ideologisk film
’Rambo: First Blood’ lancerer med brask og bravur Sylvester Stallone som enspænderen og dræbermaskinen, en postmoderne dinosaurus fra en storkrig, der stadigvæk er et væskende sår i den amerikanske mentalitet. Men etteren adskiller sig meget fra de øvrige Rambo-film, hvoraf den fjerde har premiere just nu.

Dels indledes ’Rambo: First Blood’ faktisk i det alvorlige hjørne med en historie om Rambo, der opsøger en kollega fra krigen, som viser sig at være død af kræft.

Dels er det en ideologisk film, som nok så meget handler om hjemmefrontens foragt for hjemvendte soldater, der ikke har vundet en endelig og egentlig sejr.

Den kolde krigs første front
Første halvdel af filmen er ret ’kedelig’ i sit signalement af dem, som vender hjem fra krigen.

Anden del eskalerer til gengæld til et veritabelt og hidsigt korstog mod civilisters stædige kvietisme og sadistiske kujoneri; at lade stå til og leve passivt videre uden at genoprette nationens selvtillid og hele selvværd – vi er i den kolde krigs sidste årti og fase – over for ondskabens imperium, hvis første front selvfølgelig ligger i Vietnam.

Alt dette træder frem i Stallones meget mumlende monolog på filmens sidste spole, som sådan set som syntaks atter har den amerikanske dolkestødlegende i spektakulær form: Vi kunne have vundet krigen, bare vi havde fået lov af tøsedrengene og papirnusserne i Washington og omegn.

Neokonservatismens frontmand
I ’Rambo: First Blood II’ tre år senere er Rambo tilbage i Vietnam for at befri amerikanske og glemte krigsfanger og slå en masse fjender ihjel. I ’Rambo III’ fra 1988 hjælper han – tragisk-ironisk i den grad – Taleban med at bekæmpe sovjetrusserne i det invaderede Afghanistan.

Og i den fjerde og nye er Rambo så i Myanmar/Burma for at skyde asiatere til støvregn og smælde springskaller til skurke med skæve øjne.

Den røde fare overtaget af den gule – eller taler vi, som filmens bagmænd gør det i pressenotater, om direkte filmisk støtte til demokratiets venner i militærstyret Myanmar?

Savl, bavl og spaghetti
Allerede med den første omgang Rambo, som blev sendt ud, næsten før Stallone som Rocky havde danset foreløbig sidste runde i ringen, blev han naturligvis skydeskive for landets forsonende og ’tøsedrengede’ venstrefløj, stand-up-komikere, som elskede at parodiere Slys italiensk-amerikanske machomanerer med muskler i tove på en firkantet torso, hans heftige monologer med en mudret stemmeføring fuld af spaghetti, savl og bavl.

Ja alt, hvad der kunne krybe og gå på krykker af politisk korrekthed langede ud efter mandens meget primitive opfattelse af det politiske scenarium og statsræson.

Den aktive republikaner Stallone alias Rambo var præsident Ronald Reagans sort-hvide slyngelfilosofi gestaltet med krop og karate, der uden pardon udrydder alt til venstre for Det Gamle Testamente med sin maskinpistol, flammekaster og cirkelspark.

Søren Krarup blev fan
Herhjemme blev denne ideologikritiske tolkning af Rambo-filmene cementeret i kronikform af den kendsgerning, at en af Rambos største danske fans var selveste Søren Krarup, som så ham som en sand patriot og forsvarer af værdige værdier.

Således kunne du snart døbe Rambo i den politiske tvivls vand – reaktionær revanchist eller populistisk folkehelt? Publikum var ikke i tvivl og stemte for det sidste, hvor filmanmelderen mestendels antog det første.

Der er ingen grund til at renvaske Rambo-filmene ideologisk. De er på alle måder udtryk for neokonservatismens og ’old school’-reaktionæres opfattelse af det politiske teater, hvor Gud og Satan manikæisk og ideologisk slås om verdensherredømmet selv ned i mindste detalje fra klædedragt til kernevåben.

Populistisk ramboisme
Spørgsmålet er selvfølgelig, om det så gør noget, om denne politiske og populære optik med Rambo som reaktionens rebel har ændret noget som helst på lang og mental sigt?

Vietnam er i dag et yndet turistmål for vesterlændinge og oser af forsoning. I dag er Rambos tidligere allierede, partisanerne i de afghanske bjerge, hans realistiske og yderst effektive fjender. Du kan hævde, at hele den ulykkelige krig mod Saddam Husseins Irak og opfattelsen af naboen Iran er ren populistisk ’ramboisme’.

Sådan hedder det faktisk på nyamerikansk, når man gendøber og opdaterer fortidens kanonbådspolitik, amerikansk militær, som lige på en studs går ind og retter noget udenrigspolitik, som ikke lige er i landets interesser.

En gedigen karakterskuespiller?
Og filmenes generelt meget tynde handling, som mestendels går op i hat og håndgranater, er den – bortset fra blærerøvselegance og raffineret engelskhed – så meget anderledes fra James Bond-film? Hvis stadige verdensopdeling i venner, kvinder og fjender heller ikke ligefrem er noget klogt fra Le Monde?

Stallones evner som skuespiller er slet ikke til noget Hamlet eller Macbeth, men hånden på hjertet, var Sean Connery alle dage ligefrem grydeklar til at agere kong Lear elle Richard III?

Men gådefulde er alligevel Slys ubændige hang til at vende tilbage til forne succeser, de skallesmækkende fyre, Rocky og Rambo, når han sandsynligvis kunne udvikle sig til en gedigen karakterskuespiller. For ti år siden viste han faktisk fint spil som den lettere retarderede og sympatiske sherif i ’Copland’ oppe imod tunge drenge såsom Harvey Keitel og Robert De Niro.

Erroll Flynn-genet
Den i dag 61-årige Sylvester Gardenzio Stallones symptom kaldes i branchen Errol Flynn-genet efter drengehelten fra mellemkrigstidens Hollywood, som heller aldrig kunne slippe sin kårde eller smide kappen.

Men lige meget hvordan du vender og drejer din AK-47, så er der altså noget komisk over, at en actionhelt som sådan skulle være på aldersrente og mimrekort.