Det er torsdag. Klokken er lidt i 20, og foran den gamle stationsbygning over for Nørrebro Station står en mindre hær af rygere i februarkulden og småpludrer. Om lidt vil de gå ind i bygningen og gøre klar til aftenens forestilling. Men først ryger de færdigt. Helt ned til filteret.

Indenfor i varmen diskuterer to piger, om den står på øl eller kaffe i dag. »Jeg fik kaffen sidste gang, den er vildt god«, siger den ene. Coffee it is. Den lille interimistiske bar er prydet med hjerteformede balloner og lysende plasticvioler fra den lokale etniske gaveshop.

På midten af disken blandt røgelsespinde og farvekridt ligger kultfilmen ’I Tyrens Tegn’. Sirligt placeret i en 30 graders hældning, så den ikke går nogens øjne forbi, og alle tvinges til at spørge, om det er den, vi skal se.

Småt og low budget
Det er det ikke, men det er tæt på. »Velkommen til Filmstationen og en aften med sex fra det ydre og indre rum«, lyder det oppe fra lærredet. Efter lidt uddybning står det klart, at den lettere kryptiske overskrift blandt andet dækker over seksualundervisning fra 1950’ernes USA – fulgt op af en amerikansk undervisningsfilm fra sidste år om samme emne.

»Vi skal også på en rejse ud i fremtiden med sex i det ydre rum, orgasmepiller og andre magiske maskiner«, fortæller Sebastian Chatham, da alle har fået noget at drikke af og sidde på.

Han og makkeren Lasse Smith har siden juni sidste år hver anden torsdag budt velkommen i den nedlagte, fredede stationsbygning. Velkommen til stumfilm med livemusik, koncertfilm på kunstgræs og dokumentarfilm, der ikke projiceres op på noget andet lærred i byen.

Det er småt og low budget, men på en eller anden måde også lidt eksklusivt. Og hvor i byen kan man ellers lege med modellervoks eller tegne en tegning til baren under forestillingen, hvis man pludselig bliver ramt at en muse?

Onaniens dæmoni
Efter lidt knas med lyden er vi i gang, og årtiets seksuelle forskrækkelser skuffer ikke. Synet af mor, der overrasker lille Billy med hånden nede i bukserne og tørt konstaterer: »Jeg ved godt, hvad du laver, det må vi straks tale om«, er bare solid underholdning i al sin uskyldige enkelthed. Salen hulker af grin.

De korte undervisningsseancer fortsætter med pædagogtyper, der noget anstrengt underviser handikappede i forplantningskunstens mekanikker, unge piger, der måbende får præsenteret deres første bind uden medfølgende manual og ikke mindst en ubetalelig sekvens mellem en ældre herre og en fint vandkæmmet knægt.

Placeret i brune lædermøbler over for hinanden får de sig en mand til mand-snak om onaniens dæmoner. Med ild i pejsen og dæmpet belysning taler de sig dog frem til, at det alligevel ikke er verdens undergang, at man mærker trangen til hive lidt i enderne en gang imellem.

Det hele går hen og bliver en smule tragikomisk med den sidste film i undervisningsforløbet. Den portrætterer tilstandene i Florida sidste år og viser stribevis af gravide teenagere, der ikke aner, hvad et kondom er for en størrelse.

Ingen bliver smidt ud
Den tygger de så lidt på – de omkring 50-60 fremmødte – og skyller efter med øl fra Netto og mellemristet kaffe fra Columbia. En professionel kafferister er nemlig blandt de frivillige, fortæller Sebastian Chatham efter forestillingen.

»Hun dukkede op en aften og spurgte, hvilken slags kaffe vi serverede, hvorefter vi kiggede forvirret på hinanden og sagde »øh, sådan noget guldnoget«. Så tilbød hun at komme og riste kaffe til forestillingerne, og det har hun gjort lige siden«, siger Sebastian Chatman med taknemmelighed i stemmen, mens han sætter computeren til at afspille nogle animationsfilm på lærredet.

Aftenens program er officielt forbi, men der er stadig fut i både røgelsespinde og stearinlys, og alle er velkomne til at hænge ud og hygge, så længe de vil, efter forestillingen. Sådan er det på Filmstationen. Her smider man ikke nogen ud, og det passer Johannes Følsgaard, en af aftenens gæster, glimrende.

»En biograftur plejer jo at være en håbløs asocial omgang. Her på stationen hygger man lidt sammen både før og især efter filmen, og det er jo super fedt. Især fordi folk er en skæg blanding af meget filminteresserede og dem, der bare er her for at hygge lidt på en torsdag«.

Prisen sat ned til gratis
Ud over den frivillige arbejdskraft er Filmstationen blevet en realitet med støtte fra Kvarterløft Nord-Vest, der som et kommunalt projekt siden 2001 har forsøgt at puste liv i bydelen for enden af Nørrebro.

I sommer søgte Sebastian og Lasse om at få lov at bruge den gamle stationsbygning samt 10.000 kr. til at købe udstyr for. De fik begge dele, og selv om pengene for længst er brugt, og Kvarterløft Nord-Vest ikke længere eksisterer, kører rullerne på Filmstationen videre.

»Vi har da i hvert fald stadig nøglerne, og der kommer mennesker hver gang, så vi har ikke tænkt os at stoppe«, som Lasse Smith siger.

»Og så har vi jo sat prisen ned fra 10 kr. til ingenting. Flere af vores film får vi kun lov til at vise, fordi vi ikke tager entre, men hvis bare de fleste køber en øl eller en kop kaffe, så har vi råd til at købe forsyninger ind til næste gang, og det er sådan set fint nok«, følger Sebastian Chatham op.

Hygge med hinanden
Klokken er ved at være midnat. En lille blandet flok holder stand ved et af de små caféborde i hjørnet, og filmdrengene begynder så småt at rydde op. Snakken går allerede på næste torsdag, hvor filmen ’Freaks’, en kultklassiker fra 1936 om vanskabninger, dværge og den umulige kærlighed, er på plakaten.

Det handler om at give folk en anderledes filmoplevelse i et kvarter, som ifølge de to projektmagere i dén grad mangler et kulturhus, hvor både kreative mennesker og andet godtfolk kan udfolde sig og hygge med hinanden.

»Der bor jo så mange af dem herude i Nordvest. Standup’ere, musikere, kunstnere, der alle cykler ind til byen for at optræde. Vi vil vise, at man kan lave noget, der fungerer herude, og det har vi gjort med Filmstationen. Så er det bare op til folk at komme i gang med at starte Musikstationen, Digtstationen, Kunststationen og så videre«, siger Lasse Smith og knapper en ny Harboe guldøl op.

»De koster i øvrigt det samme som de almindelige. Det må du godt skrive«.