»Jeg har arbejdet over 10 år på at lave ’Ærens dage’«, forklarer Rachid Bouchareb, da jeg møder ham på et hotelværelse i Paris tidligere på året. Og det er svært at forestille sig, at denne venlige, lidt forsagte mand i cowboybukser og noget, der minder om en militærjakke, bevidst har sat sig op mod det øverste Frankrig. Men det har hele tiden været intentionen, hævder han.
»I hele arbejdet med filmen har jeg haft ét mål, nemlig at udskifte officiel fransk historie med den virkelige franske historie. At fortælle, hvad der virkelig skete i hæren – hvorfor mange unge anden- og tredjegenerationsindvandrere kan være stolte af deres fædre og bedstefædre, og hvilken blodig uretfærdighed der er overgået dem. Og det ser heldigvis ud til at lykkes nu«.
På ulige fod
’Ærens dage’ følger fire nordafrikanske soldater, der – akkurat som 400.000 andre fra de franske kolonier – forlader deres hjem for at slås for Frankrig. Kolonisoldater, som franske skolebørn har hørt mindre end lidt om i deres historieundervisning. Og endnu mindre har de hørt om, hvordan de blev forfordelt i hæren.
Lige fra, at de blev brugt som kanonføde, til at de blev snydt for deres madrationer. Og tilsyneladende er det kun en række embedsmænd, der har kendt til, at kolonisoldaterne siden 1959 kun har modtaget en tredjedel af den pension, som fuldblodsfranskmændene har modtaget.
Skuespillerne blev sidste år ved filmfestivalen i Cannes kollektivt belønnet med guldpalmen for bedste mandlige hovedrolle. En ære, som Rachid Bouchareb naturligvis er glad og stolt over. Men han er endnu mere stolt over det politiske resultat, som hans film har afstedkommet.
»Filmen rørte præsident Jacques Chirac, eller måske var det hans hustru Bernadette, så dybt, at han omgående sørgede for, at krigspensionen blev hævet. For mange af de mere end 80.000 fra dengang, som stadig er i live, er der tale om både seks- og syvdoblinger af deres pension. Noget, der virkelig kan mærkes«, siger Rachid Bouchareb. Men hermed er hans mission med filmen ikke overstået.
Interviewet 100 veteraner
»Vi har sendt mere end 400 dvd’er med filmen til franske historielærere i håb om, at de vil forlange, at Frankrigs historie skrives om. Eller at de i det mindste, tager de faktiske kendsgerninger ind i deres undervisning«.
Den 47-årige Rachid Bouchareb er født i Paris af algeriske indvandrere. Hans egen onkel kæmpede i den franske hær i Vietnam, og hans bedstefar deltog i Første Verdenskrig. Fra dem har han hørt en del historier om vilkårene for kolonisoldater i den franske hær. Derudover har han interviewet over 100 nordafrikanske veteraner fra Anden Verdenskrig.
»Det er alle deres historier, jeg har kogt ned til de fire hovedpersoner. Den algeriske korporal Abdelkader, den pengebegærlige marokkaner Yassir, snigskytten Messaoud og gedehyrden Said. Hver især repræsenterer de sider af de vidt forskellige unge mænd, som blot havde det til fælles, at deres land var koloniseret af Frankrig«.
Ny politisk film
Mere end tre millioner franskmænd har set ’Ærens dage’, som foruden at vinde prisen for bedste mandlige hovedrolle i Cannes også indbragte Rachid Bouchareb en Cesar (den franske Bodil, red.) tidligere på året. Og så var filmen nomineret til en Oscar for bedste fremmedsprogede film i år, side om side med bl.a. Susanne Biers ’Efter brylluppet’. ’Ærens dage’ var nomineret som en algerisk film, hvilket hænger sammen med, at Rachid Bouchareb har dobbelt statsborgerskab.
»I Algeriet har kun cirka 200.000 set filmen i biograferne indtil nu. Men når den senere på året bliver vist i tv, vil mere end 15 millioner få set den. Plus naturligvis alle dem, som har set pirat-dvd’erne med ’Ærens dage’. Og det er mange, for pirat-dvd’er sælger godt i Algeriet«, griner Rachid Bouchareb, som allerede er gået i gang med manuskriptet til en opfølger for ’Ærens dage’.
Ny film om Algeriet
»’Ærens dage’ stopper samtidig med Anden Verdenskrigs ophør. Herefter vendte de algeriske soldater hjem til den store skuffelse over ikke at blive sluppet fri af Frankrigs favntag. Abdelkader repræsenterer Ahmed Mohamed Ben Bella, som vendte hjem til Algeriet og blev leder af Den Nationale Befrielsesfront FLN, og som blev den første præsident, da republikken blev udråbt 5. juli 1962. Det er den tid, som min nye film kommer til at handle om«, fortæller Rachid Bouchareb.
’Ærens dage’ ændrede fransk historieskrivning. Det skal blive spændende at se, om Rachid Bouchareb har nogle trumfer gemt i ærmerne, som vil ændre Algeriets nyere historie.
Print
Send


































Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit