Der er almindelige spillefilm og helaftensfilm, og så er der de RIGTIG lange film!

En som Marco Tullio Giordanas ’En italiensk familie’ (’La Meglio Gioventu’) med den nette spilletid af 6 timer.

Selv om den vandt Un Certain Regard-prisen ved filmfestivalen i Cannes i 2003, har så lang en film af naturlige årsager svære vilkår i biograferne.

Filmen er produceret af den italienske tv-station RAI og blev vist over to aftener i italiensk fjernsyn, men er for eksempel også blevet set af 100.000 i biografen i Holland.

8 år senere
Og nu har man altså chancen for – otte år senere – at se filmen med danske undertekster i en dansk biograf, den lille art cinema Posthus Teatret i det Indre København. Og dette noget overrumplende og overvældende tilbud om en heldagsforestilling viser sig så rigelig at være anstrengelserne i sædemusklerne værd.

Faktisk er det en pointe, at ’En italiensk familie’ ikke er spor svær at se.

Som Bernardo Bertoluccis ’1900’ spænder den over et stort stykke af nyere italiensk, konfliktfyldt historie, men hvor ’1900’ ved gensyn virker mere end en anelse overgearet og firkantet, er ’En italiensk familie’ trods sine dramaturgiske paralleller en helt anden slags film. ’En italiensk familie’ har på én gang tv-seriens lethed og hovedværkets tyngde.

En klassisk familiehistorie
’En italiensk familie’ er fortællingen om Italien fra 1966 til 2000. Den er fortalt som en familiehistorie, og helt klassisk er de to centrale hovedpersoner brødre, der fra barndomshjemmet i Rom går hver sin forskellige vej ud i tilværelsen.

Alessio Boni spiller den smukke gulddreng Matteo, der scorer topkarakterer og får pigehjerterne til at banke. Men har svært ved at finde sig til rette uden for bøgernes verden og radikalt river sig løs fra papiret og alle forventninger med en karriere i militæret og politiet.

LÆS OGSÅ Laaangsom film om naturkraft og utroskab

Luigi Lo Cascio spiller hans bror Nicola. Knap så begavet og mere sød end flot, men med mere sans for indlevelse og mennesker. Han ender som uegennyttig forkæmper for psykiatriske patienter, der langt op i nutiden blev behandlet som galehuslemmer fra middelalderen.

Men psykiater bliver han først efter en dannelsesrejse til det skandinaviske paradis Norge, hvor luften er ren, pigerne blonde og korruption en by i ...nå ja, Italien.

Fronter trækkes op
Under oprydningsarbejdet efter den store katastrofe i Firenze, da floden Arno i 1966 gik over sine bredder, mødes de to brødre efter en adskillelse. Den ene som karseklippet soldat. Den anden som langskægget ungdomsoprører.

I mudderet møder Nicola den hårdt opstrengede pianistinde Giulia. Parret bliver en del af det politiske ungdomsoprør, men kun Giulia bliver tiltrukket af den radikalisme, der ender i De Røde Brigaders morderiske forsøg på at fremprovokere revolution med likvidering og kaos.

Foto:  Posthus Teatret

Fronterne bliver trukket skarpt op. Systemets mand Matteo over for sin svigerinde fra De Røde Brigader med Nicola som lus mellem to hårde negle. Det er her, instruktør Marco Tullio Giordana viser den rutine, han har oparbejdet i talrige film siden debuten i 1980.

De dramatiske modsætninger er til at tage og føle på, men ikke på noget tidspunkt slipper Giordana sit sikre tag i personernes troværdighed. Den italienske fristelse til at kamme over bliver holdt i ave, og det stringente dramatiske forløb bliver kun stærkere af, at filmen undervejs udvikler relevante sidespor og uanstrengt bliver en skøn italiensk odyssé, der via storbyerne Rom og Torino fører til Toscana og Sicilien.

Som 'Matador'
På sin egen ligefremme måde er ’En italiensk familie’ et særdeles bemærkelsesværdigt projekt.

Som i ’Matador’ får man virkelig tid til at lære personerne at kende, men i modsætning til de blide karikaturer i Lise Nørgaards ’danmarkshistorie’ bliver figurerne i ’En italiensk familie’ virkelige snarere end elskelige.

Ikke mindst fordi Giordana har modet til at lade personerne træffe valg i deres liv, som ikke altid er gennemskuet med dramatisk røntgenblik.

Peger frem mod Berlusconi
De store historiske begivenheder bliver gennemspillet. Oversvømmelsen i Firenze. Gadekampe i Torino under ungdomsoprøret. Den store strejke og massefyringerne på Fiat-fabrikkerne.

Mordet på Falcone og det omsiggribende mafiavælde. Forureningskatastrofen fra Seveso spøger i baggrunden, og med institutionaliseringen af kleptokratiet sendes der pile fremad i historien med retning imod Berlusconis buksebag.

LÆS OGSÅ Berlinale siger 'vielen Dank' for denne gang

Alle disse begivenheder er inkorporeret i denne italienske familiehistorie, men det virkelig mesterlige er, at man ikke på noget tidspunkt føler, at nogle af personerne er fundet på for at sætte ansigt på en begivenhed eller en udvikling. Det er de selvfølgelig! Men på Marco Tullio Giordanas brede kanvas springer de alle som én til live.

Og så føles seks timer faktisk ikke som et minut for meget.