Wes Andersons komedier er så demonstrativt egenartede, at de deler publikum i to: En del, der får nok, før filmen er forbi – og så dem, der slet ikke kan få nok.

Men den sidste kategori var rigtig stor til både ’The Royal Tenenbaums’ (2001), ’The Life Aquatic with Steve Zissou’ (2004) og ’The Darjeeling Limited’ (2007) – alle halvt absurde komedier om særprægede karakterers tvangsneuroser eller fikse ideer og let kiksede familieforhold.

Dukkefilm for voksne
Nu har Anderson så kastet sig over noget for ham teknisk og kunstnerisk helt nyt: stopmotiondukkefilm.

Men også i ’Fantastic Mr. Fox’ er der stadig så meget Andersonfaktor, at publikum på ny vil dele sig efter samme mønster. Animation eller ej: En del af dem, der hurtigt vil få nok, er børn, og ikke kun de mindste.

For Anderson tager strøm på både sig selv, sin genre og sine figurer, og dén distance til begivenhederne – f.eks. skilte med ’kapiteloverskrifter’ a la stumfilm – skal man kunne goutere.

Derfor har filmen også stadig engelsk titel, originale stemmer og kun danske undertekster.

Civiliseret ræv
Bag filmen ligger ellers en børnebog af den altid let ildevarslende waliser Roald Dahl (’Charlie og chokoladefabrikken’ m.fl.), men på dansk blev den aldrig samme succes som på originalsproget.

Den er om en ræv, der lægger hønsetyveri og vildskab på hylden, bliver familiefar, får et civilt levebrød og investerer i en mere borgerlig bolig, et træ i stedet for hulen.

Men før han bliver den rene hængeræv, planlægger Mr. Fox det sidste store kup mod bonderøvene Boggis, Bunce og Bean og deres fristende lagre af fjerkræ og alkoholisk cider.

Med rævens tilbagefald forvandles dyrenes fredelige landliv til krig mod navnlig Bean, ciderfabrikanten med Michael Gambons sammenklemt onde stemme og træk af hans slappe fjæs og blodskudte blik.

Willem Dafoe som gangsterrotte
Fox kæmper desuden mod sin egen forfængelighed og mod sin kones skuffelse over tilbagefaldet.

Og med et fast Andersontema kæmper Fox’ undermålersøn Ash desuden for sin fars anerkendelse, vild af skinsyge på sin mere vellykkede og cool fætter Kristofferson.

Omkring dem kæmper pungrotte, grævling, muldvarp, væsel og sågar en skønt sej gangsterrotte (med Willem Dafoes stemme) bare for livet. Faste Andersonfolk som Owen Wilson og Bill Murray lægger stemmer til andre dyr.

Filmen skifter rytme, ja, næsten genre flere gange undervejs, med stadig nye hints til forgængerne: Fatters tilbagefald fra hverdagens trummerum kender vi f.eks. fra ’The Incredibles’; underjordisk tunnelflugt fra landbrugsindustrien genkalder ’Flugten fra hønsegården’; landarbejderformandens guitarballade om fribytterræven anslår toner fra både Disneys og ’Shrek’s versioner af Robin Hood; og det endelige opgør mellem dyr og townspeople lægges der op til med scenografi fra ’High Noon’.

En ræv i fåreklæder
Men to forhold skaber enhed gennem skiftene: For det første den ironiske distance i overdrivelserne (»You’re glowing«, siger Fox til fruen – som straks står med en himmelsk stråleglans).

Den anden røde tråd er vist en kønsrollediskussion forklædt som Mr. Fox’ »eksistentielle« overvejelser, som han selv kalder dem med George Clooneys mest skamløst sexede kælderbas: »Hvem er jeg? Er sandheden ikke, at jeg er et vildt dyr?«.

Hans spisevaner bekræfter det. Men dertil må enhver mor jo – her med Meryl Streeps stemme – svare, at hun »er ligeglad med sandheden«, bare familien ikke sættes på spil.

Original stopmotion
Anarkistisk oprør mod artig forudsigelighed er tema og desuden typisk træk ved alle instruktørens film.

Men når ironi, lommefilosofi og mere tilfældige indfald ikke ligefrem standser fremdriften, er ’Fantastic Mr. Fox’ blevet en vittig og original kærlighedserklæring til gammeldags stopmotion fra før digitaliseringens tid.

En lun rævekage af en fabel om det, historikeren Svetonius vist allerede påpegede for knap 2.000 år siden: »Ræven skifter pels, ikke vaner«.