»The only thing we have to fear is fear itself«.

Det berømte citat udtalt af USA’s præsident fra 1933 til 1945, Franklin D. Roosevelt, optræder tidligt i Michael Winterbottoms og Mat Whitecross’ dokumentar ’The Shock Doctrine’.

Det selvsamme citat, igen udtalt af det amerikanske demokratis mentor Roosevelt selv, optræder også i slutningen af filmen.

Og begge gange er den sort/hvide optagelse af Roosevelt både konkret og symbolsk påmindelse om, at frygt nu som før kan være effektiv politisk og såmænd også personligt styreinstrument, der får kritik til at forstumme.

Bestseller-mursten
Det ved instruktørparret af ’The Shock Doctrine’. For fire år siden stod de sammen for den faktisk ikke helt så vellykkede dokumentar ’The Road To Guantánamo’.

LÆS OGSÅ Helvedet i Guantánamo

Og det ved den kontroversielle kritiker af kapitalistisk kultur, den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein. Hendes analyser af neoliberalismens og kapitalismens fortrædeligheder har irriteret og ophidset borgerlige tænkere det seneste årti.

Ligesom hendes tidligere bøger blev murstenen ’Chokdoktrinen’ fra 2007 alligevel en bestseller. Mange finder det befriende, at hun – mundret og uden at være let at gribe i faktuelle fejlantagelser – taler lige ud om manglen på demokrati i en ellers såkaldt fri verdensorden.

Fjender og helte
Filmen ’The Shock Doctrine’ bygger på Kleins bog med samme titel og undertitlen: ’The Rise Of Disaster Capitalism’.

LÆS OGSÅ Aktivistforfatter skrider fra filmprojekt

Det siger sig selv, at instruktørerne har klippet en hæl dér og en tå et andet sted for at få sammenhæng i deres informationstætte og arkivbilledtunge fortælling om alt muligt fra demokraternes idol Roosevelt til anvendelse af elektrochok, Pinochets diktatur i Chile fra 1973-1990, Margaret Thatchers succesrige krig mod Argentinas invasion af Falklandsøerne i omkring 10 uger i 1982, Boris Jeltsins lemfældige udførelse af embedet som Ruslands første præsident efter Sovjetunionens endelige opløsning i 2001 og præsident George W. Bushs alliancer med det amerikanske efterretningsvæsen CIA og militæret under terrorfrygten og invasionen af Irak i årene efter terrorangrebet i 2001.

Forpustet af opremsninger af informationer?

Det bliver man altså også af at se ’The Shock Doctrine’, som oven i købet går et historisk skridt videre end Naomi Kleins bog. Hendes manuskript gik i trykken året inden, finansmarkedet kollapsede i 2008, men filmen har både finanskrisen og hendes antikapitalistiske analyse af den med.


Og den aktuelle finanskrise passer også ind i Kleins kritiske analyse af den ekstremt liberale økonom Milton Friedmanns antagelser om, at økonomiske chok og kriser virker som forløsende terapi på samfund.

Friedmann har været et ideal for liberalister især siden midten af 60’erne.

Naomi Klein siger, han tog fejl, og i ’The Shock Doctrine’ er han fjenden, hvor Roosevelt er helten, og Barack Obama, sammen med Roosevelt og hans udtalelse om ikke at lade frygten styre, er håbet.

LÆS OGSÅ Obama er superstjerne uden substans

Musikalsk lydspor
Personificeringerne af fjender og idoler er vel betænkelige i en film om noget så komplekst som de seneste mange års økonomiske og politiske udvikling.

Men det er også et effektivt filmisk greb, der gør det lettere at fordøje den enorme mængde arkivmateriale, man er vidne til. Den ene storpolitiske konflikt efter den anden ruller frem. Indimellem understøttet af lidt for spekulativt følelsesmanipulerende musikalske lydspor.

Som om man ikke uden dem kunne fatte, at Winterbottom og Whitecross ligesom Naomi Klein kalder skruppelløse banker og politikere for skurke og heller ikke foretrækker totalitære kommunistiske styreformer, men respekterer de skandinaviske socialdemokratiske modeller, der ellers ikke er, hvad de var.

Klar i mælet
’The Shock Doctrine’ er en ordentlig mundfuld at sluge og diskutere.

Som film er den egentlig ganske traditionel, men den er opløftende kontroversiel klar i mælet, mens den fortæller den anden historie om liberalismen end den, mange især siden Murens fald i 1989 har hæget om.

Man kan ikke gennemskue alting. Men man kunne jo frygtløst prøve at stille sine egne spørgsmål?