Lad os få det ud af verden med det samme. Ja, Tom Ford er den selvsamme mand, som fra 1994 til 2004 var kreativ leder af modehuset Gucci og siden designer under eget navn.

Og ja, han har begået en film akkurat så lækker og veldesignet, som man kunne forvente af en mand med dén baggrund.

Men ’A Single Man’ er heldigvis langt mere end en filmisk modeopvisning.

George har mistet sin mand
’A Single Man’ er Fords filmatisering (og frie omskrivning) af Christopher Isherwoods roman af samme navn.

Colin Firth spiller den altdominerende hovedrolle som den britiske collegeprofessor George i Los Angeles i 1962.

INTERVIEW »Jeg afskyr at være en del af det her spil«

George har lige mistet sin elsker og samlever gennem seksten år, den noget yngre Jim (Matthew Goode) i en bilulykke, og filmen følger ham gennem et døgn på den dag, han har besluttet skal være hans sidste – indtil livet viser sig at stille en masse forhindringer i vejen for hans ellers pedantisk velplanlagte exit.

Sanselige beskrivelser
Isherwoods roman er skrevet som en bevidsthedsstrøm, og filmen gør romanen kunsten efter: allerede i de første minutter er kameraet på overarbejde og sanser, ser og opfanger alt. Støjen fra naboernes børn, fornemmelsen af en knitrende hvid, nystrøget skjorte, morgenlyset, der strømmer gennem vinduerne i den stilfulde etplansvilla, hvor George siden Jims død har kæmpet med at få eksistensen til at hænge sammen.

Ford og Firth
I klip får vi stykket forhistorien sammen, og scenen, hvor George bliver ringet op af Jims onkel, som fortæller om den tragiske ulykke, er et blændende eksempel på, hvor eminent Fords personinstruktion og Firths fine spil går i hak.

Den korrekte professors høflige reaktion på nyheden og den efterfølgende forståelse, da onklen fortæller, at han ikke er velkommen til begravelsen. George er kun alt for bekendt med sin manglende bevægelsesfrihed som homoseksuel mand i en tid, hvor homoseksualitet er et blandt mange onder som atomkrig, missilkrise og Elvis’ hofter (»Lige dén frygt er vist begrundet nok«, tilstår George med et smil over for sine elever).

George bevæger sig i et usynlighedsfelt. Diskret og elegant med en snert af arrogance i de henkastede skulderbevægelser går han mod strømmen og løfter sig op over den småborgerlige, frygtfulde atmosfære, der omgiver ham.

Men hans lidenskab må forblive usynlig, hvis han skal forblive respektabel, og det faktum har han inkorporeret i sin tilværelse med stoisk ro.

Selv i drømme, da han går hen imod ulykkesstedet, hvor Jim ligger sølet i sit eget blod, mens sneen daler ned, skridter han frem med en gådefuld elegance.

Selvlysende livslyst
Det drømmende siver også over i selve filmen, hvor Georges bevidsthed om livets forestående ende får ham til at se verden med skærpede sanser.

Pludselig er nabopigens laksko ikke bare pastelblå, men selvlysende, nabokonens smil synes sært tillokkende, sekretærens parfume har en fortryllende effekt, og blandt de studerende er der en ung mand (Nicholas Hoult), der tilbyder sit venskab.

George påstår ganske vist, at han har mistet kærligheden til livet. Men filmen afslører noget andet.

‘A Single Man’ er en debutfilm, men der er intet usikkert ved Tom Ford, der synes at have en instinktiv fornemmelse for film.

Liberal farveholdning
Der er en scene, hvor George er på vej ind i en spritforretning for at købe gin til aftenens selskab hos veninden Charley (Julianne Moore, som altid blændende) og bliver passet op af en ung spansk charmør med James Dean-hår.

George takker ja til en cigaret og står i det pink eftermiddagslys og ser ud over LA. En for handlingen komplet ligegyldig scene, som alligevel er fuld af fremragende detaljer: George parkerer bilen foran en enorm plakat for Hitchcocks ‘Psycho’ med Janet Leighs vidt opskræmte øjne, og scenen er netop et eksempel på, hvordan man ved at slå øjnene op kan se verden på ny.

Samtidig er detaljen en anerkendelse af Fords filmiske forbilleder, heriblandt Hitchcock og spanske Pedro Almodóvar, hvis liberale farveholdning må have været en væsentlig inspirationskilde for Ford, der gentagne gange lader farvetemperaturen skifte fra kold til varm, når George oplever små glimt af lykke.

Præcist og rørende
Men alle de stilistiske finesser (og dem er der mange af) overstråler aldrig filmens centrale drama om en mand, der svæver i limbo mellem liv og død, drøm og virkelighed, overflade og dybde.

Dybt rørende og ekstremt præcist spillet af Colin Firth, der har fortjent alle de hædersbeviser, han er nomineret til.

Og så er den en løfterig begyndelse på en forhåbentlig lang filmkarriere for Tom Ford, hvis billedsans kan gøre selv den mest vinterforbistrede biografgænger nyforelsket i livet.

Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.