The Wolfman’ er en genindspilning af den klassiske gyserfilm af samme navn fra 1941 med Claude Rains i rollen som sir John Talbot. Han spilles her af Anthony Hopkins, som er en af de største fornøjelser ved den nye genindspilning. En anden er filmens tone, som undlader al tungen i kinden-ironisering og dyrker et velgørende rendyrket retroudtryk.

Historien handler om skuespilleren Lawrence Talbot (Benicio del Toro), som – meget sigende – kaldes hjem fra en forestilling af Shakespeares ’Hamlet’ til sit barndomshjem Blackmoor, da hans lillebror forsvinder. Hjemme venter hans far (Hopkins) og broderens forlovede, Gwen (Emily Blunt) med den sørgelige besked, at hans bror er død.

Dræbt af et mystisk monster, som folkene i landsbyen diskuterer naturen af. For et bæst så stærkt kan kun være et dyr – men en forbrydelse så grusom må da i sagens natur være et menneskeligt værk, som de herligt lakonisk slår fast.

Lawrence beslutter sig for at blive på Blackmoor, ind til han har løst mysteriet og hævnet sin brors død. Men snart mærker han bogstaveligt talt, at bæstet inden i ham rører på sig.

Rendyrket gotisk gys
’The Wolfman’ er en usædvanlig gammeldags gyserfilm – et rendyrket gotisk gys, hvor uhyggen består i de små detaljer, der fremmaner stemningen; vrinskende heste, knirkende døre, bjæffende hunde og et mørke, der mere end noget signalerer ’it’s out there’.

Men finessen ved historien er, at uhyggen netop ikke kun lader sig reducere til den ydre ondskab (selv om landsbyboerne er hurtige til at kaste skylden på de lokale sigøjnere) – ondskaben skal nemlig findes inden i selveste helten.

SE TV Del Toro genopliver 60 år gammel horrorfilm

Filmen lader sig således opdele i to halvdele: den første, hvor Lawrence kæmper for at finde udyret, den anden, hvor Lawrence har opdaget, at dyret – den blodtørstige varulv – findes inden i ham selv, og hvor han må gemme sig fra ordensmagten (symboliseret af Hugo Weaving, der indtager rollen som Scotland Yards udsendte med stor naturlighed) ud fra devisen ’Kill or be killed’.

Men kan han samtidig beskytte Gwen, som han er begyndt at nære varme følelser for, mod sig selv?

Helstøbt hyldest
Der er som sådan ikke de store overraskelser i ’The Wolfman’, som spiller på alle de velkendte tangenter i skildringen af mødet mellem det civiliserede moderne menneske og det primitivt dyriske, der lurer i os alle.

Settingen i Victoriatidens England er blot med til at understrege mødet mellem den præindustrielle (’vilde’) fortid og modernitetens logiske insisteren på at finde en rationel forklaring på de bestialske forbrydelser.

Der spilles også på en hel del lommefreudianske teorier (en fraværende mor, en voldelig far, barnet som vidne) og overtro af enhver slags – teorien om lykantropi (at et menneske kan forandre sig til en ulv), sigøjnere med tarotkort, teorier om månens indvirkning på mennesker m.m.

Filmen er dog befriende gammeldags og ærlig i sin tilbagevenden til det go’e gamle gys, som man kender det fra Hollywoods guldalder, hvor Universal Studios lod både Frankenstein, Dracula og herværende ulvemand gå til filmen.

Med sin uforbeholdne begejstring og en herligt tilbageskuende stil er ’The Wolfman’ en helstøbt hyldest til forbillederne.

Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.