Et menneske kan klare meget. Det er Claireece ’Precious’ Jones (Gabourey Sidibe) fra Harlem i New York et levende bevis på. Hun er 16 år gammel og er netop blevet smidt ud af skolen, fordi hun venter sit andet barn.

Hun er ordblind, faretruende overvægtig og har i forvejen en datter med Downs syndrom – begge børn er resultat af hendes egen fraværende fars sjældne øjeblikke af nærvær.

Hun lever alene med sin mor (spillet frygtindgydende grum af Mo’nique), der ikke alene er en voldelig, brutal og ukærlig mor, men også et grundlæggende modbydeligt menneske, der i årevis har set jaloux til, mens hendes mand forgreb sig på deres datter og nu straffer selvsamme datter for at have frarøvet hende hendes mands kærlighed.

At Precious kaldes netop dét virker derfor som en hån, for alle steder bliver hun mindet om, at hun er værdiløs og aldrig vil blive til noget, og det er måske den allerstørste forbrydelse.

I hvert fald sker der noget helt uventet for Precious, da hun på den alternative skole for utilpassede piger møder den tillidsfulde lærerinde Blu Rain (Paula Patton), der insisterer på, at alle er gode til noget.

Precious begynder så småt at tro på sine kvaliteter som menneske og som mor for det barn, der melder sin ankomst godt halvvejs inde i filmen, selv om livet for mennesker som Precious altid vil skulle leves op ad bakke, hvilket filmen da heller ikke forsøger at underspille.

Atypisk problemfilm
Hvis nogen efter dette referat skulle have fået den tanke, at ’Precious’ er en typisk, socialrealistisk film, der forsøger at fremmane medlidenhed, tager man helt fejl.

’Precious’ er så langt fra den typiske problemfilm, som tænkes kan, og selv om man på ingen måde kan misunde Precious hendes skæbne, fremstår hun aldrig entydigt som en stakkel.

Filmen er som sit forlæg – Sapphires roman ’Push’ – fortalt i første person, og Precious er en pige, der præsenterer sig selv uden omsvøb i et forfriskende direkte sprog (»De talte som på de tv-kanaler, jeg aldrig så«, siger hun om sin lærerinde og dennes elskerinde).

Fortællingen, der foregår i 1987, er holdt i en rå og ucensureret realisme, der skruer op for de kulørte effekter efter forgodtbefindende, som i det voldsomt ubehagelige tilbageblik, hvor vi ser Precious’ far forgribe sig på hende.

Den stærkt svedende, fede mand løsner sine bukser, lægger sig over sin datter og stønner: »Du er meget bedre end din mor«, hvorpå der klippes til maden, der syder på komfuret: spejlæg og grisetæer stegt i masser af fedt.

Indre drømmeliv
Men ’Precious’ dyrker ikke kun det barske; tværtimod undgår instruktør Lee Daniels de traditionelle, velmenende socialrealistiske molakkorder ved at lade filmen bryde ud i skønsang fra tid til anden i form af Precious’ drømmesekvenser, hvor hun tænker sig til et andet liv med en lyshudet kæreste og en karriere i showbiz.

Midt i al grumheden og grimheden er der også en tro på det skønne, det fantastiske og livsbekræftende, og de humoristiske sekvenser er en hyldest til Precious’ indre drømmeliv, hvor hun kan søge tilflugt, når det ydre bliver for svært at bære.

Lee Daniels har tidligere produceret den Oscarvindende ’Monster’s Ball’ og pædofilidramaet ’The Woodsman’, og i sin instruktørdebut ’Shadowboxer’ (2005) lod han Helen Mirren og Cuba Gooding Jr. danne et af filmhistoriens vel nok mest usandsynlige lejemorderpar.

Daniels’ vildt eklektiske stil, der spænder fra grum socialrealisme til kulørte musicalsekvenser, vil nok få nogle til at afskrive filmen som en utroværdig virkelighedsflugt.

Mariah Carey som socialrådgiver
Men det er samtidig den postmoderne blanding af de uens stilarter, af det høje og det lave, af de totalt ubeskrevne skuespillere og superstjerner som Mariah Carey og Lenny Kravitz (i rollerne som socialrådgiver og sygeplejer), der giver ’Precious’ et løft ind i en anden dramatisk sfære.

Og så er det ikke mindst den cocktail, der giver filmen sin brede følelsesmæssige appel: ’Precious’ fortæller en historie, vi alle kan trænge til at høre på en måde, der får os til at høre efter.

LÆS OGSÅ Oscarkandidat viser USA's store bagside

Filmen er en hyldest til Precious’ livskraft, og den utrænede Gabourey Sidibe er utrolig overbevisende i en rolle, der må være svær som den krop, hun går rundt med – på en gang et gemmested og et værn mod den omgivende verden af vold. Man tror på hende og ønsker hende det bedste – hvis filmen kan, kan hun også!