»Den er min stemme«, siger U2-guitaristen The Edge i ’It Might Get Loud’ om, hvor vigtig lyden af hans instrument er for ham.

Guitaren er hans foretrukne udtryksform, og han er ikke ene om at gå i ét med instrumentet i filmen. Også Led Zeppelins Jimmy Page og Jack White fra The White Stripes udtrykker her deres uforbeholdne kærlighed til rockmusikkens foretrukne soloinstrument i særdeleshed og til dele af rockhistorien som helhed.

Til forskel fra de fleste andre musikdokumentarer beskæftiger ’It Might Get Loud’ sig således ikke kun med en udvalgt begivenhed eller et enkelt kunstnernavn.

Instruktøren David Guggenheim vandt i 2007 en Oscar for dokumentarfilmen ’An Inconvenient Truth’ med miljøforkæmperen Al Gore i hovedrollen, og med ’It Might Get Loud’ sigter han endnu en gang betydeligt højere end det jævne.

Tre generationer mødes
Ved at lade tre superguitarister fra tre forskellige generationer mødes i samtaler og sammenspil i filmen giver han mulighed for indsigt i både deres forskellige styrker og deres begribelse af noget så svært forklarligt som rockguitarens karisma.

Interesserer man sig ikke en kæft for rockhistoriens førende soloinstrument, guitaren, er ’It Might Get Loud’ nok ikke den rette film. For ekstrovert højt og, vil nogle af os mene, støjende smukt bliver der spillet fra begyndelsen, hvad enten det er 67-årige Jimmy Page, 48-årige The Edge eller 34-årige Jack White, der betjener strengene.

Samtidig får man tidligt i filmen en fornemmelse af, hvor forskellige disse tre ikoner inden for de seneste fire årtiers rockmusik er. Symptomatisk nok er det den forsigtige The Edge, som formulerer filmens titel. »It Might Get Loud«, advarer den mere under- end overspillende musiker forsigtigt i filmen, hvor han mange steder fremstår som en teknikinteresseret guitarist.

Han stræber efter lys og enkelhed, både når han arbejder i sit studie i Irland, og når han tager guitar og forstærker med ud til hjemlandets kyst for at spille ved synerne og lydene af havets og himlens »elementer«, som han udtrykker det. Filmen formidler flot, hvordan The Edge med det ekkogyngende spil opererer lige så elegant som en balletdanser på tåspidser.

Vil meget og lykkes med det meste
Sensualitet og seksualitet er centrale drifter i Jimmy Pages spil. Selv sammenligner han ikke for ingenting sin solo i en af rockmusikkens mest kendte sange, ’Stairway To Heaven’, med en orgasme.

Hvor The Edge siden 70’erne har tilstræbt enkelhed som reaktion på den storladne side af 70’ernes rock, viser filmen, hvordan Jimmy Page evner at kæle for de mest avancerede detaljer.

I sammenligning med de to europæere er Jack White en upoleret, amerikansk ny-hillbilly, der bruger løs af blues, garagerock, punk, country og ikke mindst en vrede, der har rødder i hans opvækst i en søskendeflok på ti i det fattige Detroit.

David Guggenheim vil meget med sin film og lykkes med det meste. Visuelt er ’It Might Get Loud’ en oplevelse – hjulpet af de tre hovedpersoners forskellige udstråling. Jimmy Page er den langhårede, grånede notabilitet.

The Edge er en anelse sky bag tophuen og de tætsiddende øjne. Og Jack White er den ekspressive æstet bevidst iklædt 100 år gammelt, nobelt nybyggerdress, antikvariske biler og dampende cerutter.

Derudover tager filmen os vidt omkring fra Dublin til herresæder i England, pauvre lejligheder i Detroit og tilsyneladende endeløse landeveje i Tennessee.

En medrivende og nødvendig dokumentar
Indholdsmæssigt får Guggenheim gennem de tre guitarister fortalt om både deres individuelle baggrund og tidsepoker i rockhistorien – fra den tidligere amerikanske blues over 60’erne engelske skiffle til 80’erne og 90’erne, hvor en gruppe som U2 kunne fylde arenaer og tilmed tegne en tidsånd.

I dag er rockscenen mere fragmentarisk, og det er David Guggenheims film så også – på godt og også på ondt.

For klipningen af filmen levner ikke tilskueren for meget hvile. De gentagne spring fra guitarist til guitarist tenderer indimellem japperi, selv om man kunne have dvælet et halvt minut længere ved en udsigt fra Irland eller en indsigt i den møbelpolstreforretning, Jack White arbejdede i, før han for alvor slog sig på musikken.

Det ødelægger dog ikke, at ’It Might Get Loud’ er en medrivende; ja, nødvendig dokumentar, hvis man elsker rockhistorien og en god guitar.

Og så er det altså en uddelt fornøjelse at se de tre store, men stadig ydmyge guitarister afslutte filmen med en indfølt version af The Bands nummer ’The Weight’, der bedre end mange andre sange rummer rockens mytologiske favntag med både det jordnære og det abstrakte.