Den afsluttende scene i Michael Hanekes Cannesvinder ’Det hvide bånd’ kan ikke undgå at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på tilskueren.

Ikke på grund af sit umiddelbare indhold – et kor af pletfrie børn står i landsbykirken og synger en smuk Bachkoral – men på grund af alt det, den skjuler, nemlig de gruopvækkende begivenheder, der er foregået i filmens forudgående to en halv time.

At begynde med at afsløre slutscenen er normalt helligbrøde for anmeldere. Men ikke i dette tilfælde. For slutningen røber faktisk intet om filmens handling. Den udspiller sig, som om intet var hændt, og isoleret set fremmaner scenen en stemning af fredfyldt idyl, mens landsbyboerne langsomt fylder op i kirken, hvor et mildt forårslys skinner ind gennem ruderne.

Nok antyder landsbyboernes spartanske sorte tøj og vejrbidte ansigter et hårdt liv, men den strengt protestantiske stemning vidner også om et samfund med sunde kerneværdier som familie, tro og hårdt arbejde.

’Det hvide bånd’ er Michael Hanekes første historiske film, og den udspiller sig i en nordtysk landsby ved indgangen til Første Verdenskrig. Men typisk for den 67-årige instruktør, der ikke just er kendt som en filmisk hyggespreder, er det småt med nostalgien.

LÆS OGSÅ Anmelderne: Cannes-vinder er et vaskeægte mesterværk

Filmen er et skyldbetynget kig ind i en fortid, der, som filmens fortæller siger, måske »kan kaste lys over nogle af de ting, der siden skete her i landet«.

Fortællerstemmen (Ernst Jacobi), der taler fra en tidsmæssig afstand, tilhører landsbyens unge skolelærer (spillet på lærredet af Christian Friedel), der er en af de mere venligsindede mennesker i en by, hvis hverdag viser sig at indeholde både blodskam, børnemishandling og almen brutalitet.

Ondskabens opblomstring
Mange af landsbyens folk arbejder for baronen (Ulrich Tukur), der sammen med præsten (Burghart Klaussner) repræsenterer magten i byen. Men byens ro og orden forstyrres af en række tilsyneladende uforbundne, uhyggelige begivenheder. Byens læge (Rainer Bock) falder på sin hest, da nogen har spændt en usynlig line mellem træerne på hans grund.

Kort efter dør en arbejdskvinde efter et fald gennem gulvet i en af baronens lader. Kvindens søn raserer i vrede baronens kålmarker, og samme aften findes baronens søn tævet og bundet ude i skoven.

Mellem disse sadistiske handlinger får vi et glimt ind i landsbyens dagligliv, hvor præsten systematisk afstraffer sine børn, og hvor lægens yngste søn udspørger sin storesøster, om alle, han selv og hun inkluderet, skal dø?

Sådanne glimt af barnlig uskyld bliver dog hurtigt kvalt – ikke bare af de voldelige voksne, men af børnene, der er i færd med at blive til monstre – noget, der tegner dystre perspektiver for, hvad der skal ske med netop dén generation i Tyskland i de følgende tredive år.

Det er ondets rod, Michael Haneke udforsker i ’Det hvide bånd’. Og uden at ordet nazisme nogensinde nævnes, ligger det forrest i bevidstheden, når tilskueren forlader den lange, strenge sort-hvide film.

Tilskueren er medskyldig
Som altid skal man ikke opsøge Hanekes film for trøst eller skulderklap. Hans film er som at se gennem en tåget rude; man skal selv gøre en indsats for at skabe sig et udsyn, og indsatsen belønnes med en flad lussing. Sådan også i ’Det hvide bånd’, hvor uhyggen er til at tage og føle på, men svær at sætte ord på.

Tilskueren ser aldrig forbrydelserne, volden eller overgrebet, men mærker dets effekt. »Jeg ønsker at voldtage tilskueren til autonomi«, har Haneke engang udtalt, og overgrebet er mærkbart gennem hele hans filmiske oeuvre.

Indtil 1997 boede Haneke i hjemlandet Østrig, hvor han producerede sine første film, der blev mødt med en voldsom kritik. Det gjaldt ikke mindst gennembruddet, ’Funny Games’ (1997), som Haneke genindspillede i USA forrige år.

’Funny Games’ markerede kulminationen på hans indledende øvelser i brutalt at udstille skrøbeligheden i kernefamiliens og forbrugssamfundets tryghed. I modsætning til de voldsforherligende hollywoodfilm, som Haneke tager skarpt afstand fra, vises volden aldrig direkte.

I stedet består uhyggen i de greb, Haneke anvender for at aktivere tilskuerens bevidsthed. Filmen er et voldsomt angreb på tilskueren og en udfordring til vores implicitte deltagen i den brutalitet, filmen fremviser, og den foruroligende skyldfølelse gør filmen så ubehagelig, at en del af tilskuerne forlod salen ved ’Funny Games’-verdenspremieren i Cannes i 1997.

Kortlægge et europæisk, moralsk landskab
Efter at han flyttede til Frankrig, blev Haneke mere optaget af at kortlægge et større europæisk, moralsk landskab. I de følgende film – ’Kode ukendt’, ’Pianisten’, ’Ulvetider’ og ’Skjult’ – blev Hanekes ønske om at chokere og aktivere tilskueren erstattet af skildringen af den tavse tragedie i forholdet mellem individet og det politiske i form af temaer som overvågning og indvandring.

Europas betændte fortid lurer altid som en kølig understrøm gennem filmene – ikke mindst i den mesterlige ’Skjult’ (2005), hvor fransk politis voldelige massakre på algeriske demonstranter i forbindelse med den algeriske uafhængighedskrig er det storpolitiske bagtæppe for forholdet mellem den intellektuelle, velstående Georges og hans barndomsven Majid.

En tysk barndomsfortælling
Det er også i dette perspektiv, ’Det hvide bånd’ skal forstås. Filmen, der har været ti år undervejs, kan i det lys ses som en kulmination i Hanekes oeuvre, hvor enten hjemlandets eller Europas fortid altid har ligget som en dyster undertone.

Det hvide bånd, som titlen refererer til, er et symbol på renhed og uskyld, som den strengt puritanske præst tvinger sine børn til at bære, efter at han har givet dem med pisken i en af filmens mest barske scener, som vi – typisk for Haneke – kun hører, ikke ser.

De stakkels børn ser for hvert minut af filmen stadig mindre uskyldige ud, og flere af børnene, blandt andre præstens uvorne søn, som præger filmens plakat, har noget decideret dæmonisk over sig, der mere end antyder, at afstumpetheden nedarves og muliggør den totalitarisme, der få årtier efter skyller ind over landet.

Det forklarer også filmens undertitel – ’Eine deutsche Kindergeschichte’ (’En tysk børnefortælling’), der absolut ikke skal tolkes som, at ’Det hvide bånd’ er for børn, men snarere som at filmen er en fortælling om den tyske fascismes barndom.

Europas ondeste instruktør
Så vidt det underliggende indhold, der dog aldrig tynger filmen, som til trods for de 144 minutter ikke føles et sekund for lang. Christian Bergers knivskarpt komponerede visuelle tableauer kombineret med farveløsheden og den alvidende, til tider let ironiserende, fortællerstemme giver indtryk af en autoritativ fortællestil, der ved første øjekast kan synes at stå i kontrast til filmens pointe om netop autoritetens farlige afgrund.

Men ved nærmere eftersyn efterlader filmens æstetik tværtimod et stærkt antiautoritært aftryk i tilskueren, som provokeres til selv at reflektere over filmens uhyrligheder. Æstetikken og fravalget af farver er dermed både et stilistisk og et indholdsmæssigt valg. Nok er der toner af Dreyer, Hitchcock, Bergman og Kubrick i den episke fortælling, men samtidig er ’Det hvide bånd’ 100 procent Haneke.

LÆS OGSÅ Portræt: Filmkunstens alvorsmand snuppede palmen

Og dermed cementerer Haneke sig som Europas uden sidestykke ondeste instruktør, der, i en tid, hvor filmkunsten i al almindelighed satser ensidigt på den uforpligtende underholdning, fortsætter med at fastholde sin forpligtelse til at krænke tilskueren. For som instruktøren har sagt i et interview: »Filmen ender i tilskuerens bevidsthed, ikke på lærredet«.