Besætningen, den udsyrede historie og forfilmene lover det helt store for denne amerikanske komedie, der går til angreb på krigen mod terror med humoren som våben.

Desværre indfries forventningerne ikke, selv om der (selvsagt) er eminente øjeblikke, hvor de involverede kræfter slipper geniet løs.

LÆS ARTIKEL Anmelderne er uenige om Clooneys gedefilm

For Coen-fans
Med påmindelser om andre skæve film med krigen som udgangspunkt som ’Dr. Strangelove’ og ’Three Kings’ fyrer instruktøren Grant Heslov i sin blot anden film det helt tunge skyts af på en let måde, der som udgangspunkt vil tænde fans af brødrene Coen.

Baseret på en dokumentarisk bog af Jon Ronson om mildt sagt bizarre metoder i det amerikanske forsvar folder handlingen sig ud på to planer, der aldrig rigtig mødes på en troværdig og sammenhængende måde.

Den let mislykkede lokaljournalist Bob Wilton (Ewan McGregor) tager til Irak for at bevise, at han er en mand, som kan levere krigsreportage fra de mest livsfarlige scener.

Telepati og åndelige tricks
På grænsen møder han en underlig handelsrejsende, der ’i virkeligheden’ viser sig at være Lyn Cassady (George Clooney), udsendt ’Jedi-kriger’ med blandt andet synske evner. Han er den bedste repræsentant for den nedlagte ’New Earth Army’, der måske/måske ikke vil genopstå i Iraks ørken.

En enhed i den amerikanske hær, som ved hjælp af det overnaturlige – synske evner, telepati, tankens umådelige kraft og koncentration og andre åndelige tricks – i nogle år fik lov at arbejde i al hemmelighed. Men som blev nedlagt, da det kom frem, at hippiehæren også brugte stoffer og prostituerede i sine ’forsøg’ under ledelse af den legendariske officer Bill Django (Jeff Bridges).

Han har uddannet sine ’krigermunke’ under mottoet: ’Vi må være den første supermagt, der har superkræfter’. Alt går fint, indtil soldaten Larry Hopper (Kevin Spacey) bliver indrulleret i enheden og begynder at skabe splid og misundelse.

Snørklede forklaringer
Handlingen springer frem og tilbage mellem træningen i New Earth Army i 80’erne i USA til eventyret for Cassady og Bob Wilton i Irak. De bliver taget til fange af terrorister, slipper fri ved hjælp af Cassadys heksekunster og havner atter i suppedasen.

I filmens første halvdel snubler både komikken og handlingen flere gange over lidt for snørklede og indviklede forklaringer af de paranormale metoder i hippiehæren.

Inden man når frem til den kostelige scene, da George Clooney helt bogstaveligt nidstirrer en ged, risikerer man at miste interessen for arbejdet med de ’synske spioner’ og andre fænomener i den ellers fascinerende regnbuehær.

Selv om der hele vejen er tale om fantastiske skuespillere, er der ikke meget nyt at hente hos dem.

Manuskript trænger til en hjælpende hånd
George Clooney, der som altid fylder hele lærredet med sit nærvær og en på en gang overvældende og skæv fysik, bruger sine stirrende øjne, som han også gjorde det i Coenbrødrenes mesterlige ’O Brother Where Art Thou’.

Og Jeff Bridges er næsten tilbage i rollen som ’The Big Lebowski’ for nu at blive i familien. Men både manuskriptet og instruktionen her trænger til en hjælpende hånd fra eksempelvis Joel og Ethan Coen.

I kraft af sit tempo og den raske handling, der dog nogle gange bliver lige tjep nok, er der ikke tale om en ørkenvandring, men derimod om en slingrende rute med udvalgte oaser af genial humor.

Overspillet fjolleri
Både Ewan McGregor, som faktisk har fået tildelt nogle af filmens sjoveste replikker, men har lidt problemer med sin britiske accent som fortæller, og Kevin Spacey, der forsyner hele new age-trippet med noget ægte og veltimet galskab, er gaver til filmen.

Derimod er det, som om de tilsigtede højdepunkter, som eksempelvis en amerikansk militærlejr i Iraks ørken, hvor alle er høje på lsd, ikke rigtig virker. Det bliver overspillet fjolleri i stedet for den præcise komik og satire, den i sig selv bizarre handling kalder på.

Muligvis vil amerikanere grine ad den slags scener, men i Europa virker de forældede. Som at forestille sig hippierne fra filmmusicalen ’Hair’ i en militærlejr eller de danske ’kovbøjdere’ fra ’Præriens skrappe drenge’ på svampetrip.

For meget, mand!
Med en historie så udsyret som denne er der brug for alt andet end overdrivelser.

Der er snarere brug for at gentage filmens eget motto igen og igen: ’Mere af det her er sandt, end du vil tro på’.

Men faktisk er problemet slet ikke troværdighed i det, der trods alt også er en komedie. Med alle de udslip af galskab, virkelighedens amerikanske hær og militære indsatser har budt på i de senere år, er man klar til at tro på stort set alt. Hvis altså bare historien hænger nogenlunde sammen.

Det kunne den såmænd sagtens have gjort, hvis man bare havde fortalt den fra starten i stedet for at tage alle de hasarderede spring i tid, sted og handling.

Det bliver for nu at citere Dan Turèll, der sikkert som udgangspunkt ville have elsket disse løjer, »bare for meget, mand!«.