Den berømte orator, tidligere b-skuespiller og præsident Ronald Reagan taler til folket.

Han er på toppen af sin karriere i rollen som verdens mest magtfulde mand. Han holder tilhørerne og den halve verden i sin hule hånd.

Men så læner manden ved siden af præsidenten sig diskret hen imod ham og hvisker et lige præcis hørligt »Speed it up!«.

Hvem pokker siger »Få så lige lidt fart på« til USA’s præsident?!

Jo, det gjorde såmænd Donald Regan. Præsident Reagans stabschef og økonomiske strateg, som trådte ind i administrationen fra et job som bestyrelsesformand hos Wall Street-giganten Merrill Lynch.

Perfekt illustration
Med dette ene klip får Michael Moore perfekt illustreret sin tese i ’Kapitalismen: En kærlighedshistorie’.

Nemlig at Reagan var de mægtige finanskræfters marionet og indsat på toppen af verden for at gennemføre enorme skattelettelser for USA’s rigeste.

Med dette billede som ikon hævder Moore, at USA’s økonomiske politik, siden Reagan tiltrådte i 1981, i realiteten har været styret af Wall Streets konger og ikke af de folkevalgte i Washington.

Som altid bliver Michael Moore og hans team ved med at grave, indtil de finder billedet, der samler alle trådene i ét uudsletteligt moment, der fanger Moores fjendebilleder – om ikke med fingrene i kagedåsen, så i hvert fald med bukserne nede om haserne.

Har forvandlet dokumentarfilmen
I rollen som demokratiets hofnar og utrættelig agitator for ’den lille mand’ har Moore ikke sin lige. Han har helt forbløffende forvandlet dokumentarfilmen fra at være noget, som foregik i relativt snævre cirkler, til at være et medie, der er med til at sætte dagsordnen i medierne.

Skal man i vore dage have gennemslagskraft, må man vide, hvordan man underholder, mens man bedriver politik i det offentlige rum.

Det ved Michael Moore bedre end de fleste.

LÆS ARTIKEL Michael Moore er tilbage i flyvende form

’Kapitalismen: En kærlighedshistorie’ leverer mange overbevisende argumenter for, at sammenfaldet mellem direktionsgangene hos Wall Streets største investeringsbanker og det amerikanske finansministerium og den amerikanske nationalbank er så stort, at det mest af alt har lignet et U-rørs princip.

Ligner konspirationsteori
Dermed ligner det selvfølgelig også en af de populære konspirationsteorier.

Men hvis man skal fortælle effektive modfortællinger i et samfund, hvor det store flertal af under-Amerika får sine nyheder fra det ultrakonservative og stærkt manipulerende Fox News, nytter det næppe meget med fine fornemmelser.

Svær at afvise
Så ’Kapitalismen’ går til makronerne med billeder, der nærmest fremstiller USA som en social ødemark og et fallitbo.

Så slemt ser det selvfølgelig ikke ud de fleste steder, men selvom Moore smører tykt på, er filmen også svær at afvise.

At konsekvensen ikke mindst under George Bush d. Yngre både har været et snigende underskud af demokrati, et voldsomt voksende underskud på statens finanser og en målrettet gigantisk omfordeling af goderne til fordel for de allerrigeste i samfundet, ligner ikke en løs påstand.

Ikke bare brødnid
Men Moores pointe er heldigvis ikke bare brødnid og misundelse. Det virkelig sønderlemmende i hans kritik er de hårrejsende sociale skævheder, som opstår som følge af en ureguleret markedsøkonomi.

Ikke mindst når økonomien braser sammen, fordi den viser sig at have mindet mere om et albansk pyramidespil end om hyggelige nationaløkonomiske begreber som ’samfundshusholdning’.

Det er selvfølgelig her, filmens følelsesmæssige centrum befinder sig. Hos ofrene, der i den aktuelle krise er blevet trampet ned efter dansen om guldkalven.

Underminering af gamle dyder
Moores kritik går mere grundlæggende på, at omfordelingen ikke blot har betydet en gigantisk gældsættelse og en regulær afmontering af det amerikanske produktionsapparat, men nok så katastrofalt en underminering af gamle amerikanske dyder.

Af almindelige menneskers mulighed for at få deres tilværelse til at hænge sammen i en kerneamerikansk kernefamilie.

Moore hævder i sin film, at ’sund’ profit som den, der udspringer af en produktion af konkurrencedygtige varer, er blevet erstattet af ’usund’ profit baseret på en helt uigennemskuelig kasinoøkonomi, der producerer samfundsonder snarere end samfundsgoder.

Denne gang dropper Moore enkeltsager som våbenkontrol og sygesikring og tager fat på hovedstolen. Selve Systemets elendighed.

Klinger af socialisme
Mange af Moores synspunkter vil i amerikanske ører grangiveligt lyde som socialisme eller det, der er værre.

Moores strategi er at nævne kommunisme og socialisme så mange gange, at man umuligt kan beskylde ham for at have en skjult dagsorden.

Samtidig tager han de værdikonservative ved hånden, når han hævder, at røverne fra Wall Street har stjålet den amerikanske drøm fra det folket og forvandlet kapitalismen til en ukristelig og grum parodi på det frie initiativ.

Det står ikke nogen steder i den amerikanske forfatning, at grådighed og socialdarwinisme skal være samfundets byggesten. Tværtimod.

Så Moore tager kirken, George Washington og Franklin D. Roosevelt i ed på, at USA rettelig burde handle om samfundssind, lighed, velfærd og demokrati.

Godt nok kan man stemme, men man har skabt et system, hvor alt for mange føler sig sat uden for enhver form for reel indflydelse.

Benytter sædvanlige kneb
Michael Moore bruger alle sine sædvanlige kneb. Den ironiske brug af klip fra gamle film og tv-programmer er om muligt endnu mere veloplagt end normalt.

De mange eksempler på groteske udskejelser i vor tids amerikanske kapitalisme er uden undtagelse rystende beskrivelser af metoder, der gør det helt velbegrundet, når filmens præster og biskopper vover pelsen og forfægter, at kapitalismens kynisme har udartet sig til et onde.

Udstiller dødslotto
Man behøver blot nævne de såkaldte ’Dead Peasants’-forsikringer.

’Døde fæstebønder’ er det i filmen oversat til. Store firmaer – mange af de største på kloden – udtager livsforsikringer på de ansatte uden deres viden.

Hvis de dør, får de pårørende ikke en klink, mens storbankerne, supermarkederne og de multinationale firmaer tjener styrtende på deres døde medarbejdere.

Jo yngre folk er, når de kradser af, jo større gevinst i dødslottoet!

Ligner bananrepublik
Politisk sætter Michael Moore fokus på den lune sengehalm, der forbinder Wall Street med de folkevalgte politikerne på en måde, som her får USA til at ligne en bananrepublik med et betragteligt større budget.

»Et økonomisk statskup«, kalder en højtstående politiker ligeud de 700 milliarder dollar, som i Bushregeringens sidste dage i huj og hast og i en ophedet atmosfære af oppisket frygt for økonomisk kernenedsmeltning blev givet til de store banker på Wall Street.

Uden at man krævede noget til gengæld. Ikke engang en kvittering eller en forklaring på, hvor skatteydernes pengene forsvandt hen. Så det har man da heller ikke fået.

For mange grædende børn
Men ikke alt fungerer lige godt i Moores maskineri. Han er god til at finde ofre, men der er alt for mange scener med grædende børn og voksne.

Det kommer til at ligne et gennemskueligt trick. Det samme gør Moores klassiske rolle som hofnaren, der løber magtens mænd på dørene.

Så snart de hører navnet Michael Moore og ser hans ’rotunde’ korpus med den karakteristiske kasket på toppen af det bebrillede hoved, bliver døren smækket i.

Luvslidt 'dørsælger'-kneb
Det er sjovt nok og tavsheden absolut talende. Men som dramaturgisk kneb er ’dørsælgeren’ Moore ved at være luvslidt.

Fortællingen om de seneste 30 års amerikanske historie som en entydig proletarisering af det store flertal i USA går mistænkeligt let hen over den velstand, som ikke mindst en voksende sort middelklasse tilsyneladende nød godt af undervejs.

Overdrivelse fremmer forståelsen. Men kan også gøre det modsatte. Tiden er denne gang ikke på Moores side. Filmen ville have været stærkere som en profeti.

Nu er han nærmest blevet overhalet indenom af Bernie Madoffs skurkestreger. At Obama vandt valget, er et håbefuldt signal i filmen, men det hjælper ikke dynamikken i historien om Wall Street-slynglerne.

Underholdende og rystende
Men uanset disse svagheder er ’Kapitalismen’ stærkt underholdende og regulært rystende.

Det er da en chokerende oplysning, at USA nu er en såkaldt plutonomi, hvor den rigeste procent ejer mere end de fattigste 95 procent til sammen.

Er det mon et tegn på sund samfundsøkonomisk dynamik eller entropi?

Men det mest perspektivrige er Michael Moores fortale for almindelige amerikaneres generobring af muligheden for at kunne leve et anstændigt liv.

Hvor enhver arbejder og yder sit, så de kan tjene nok til dagen og vejen og have tid til at tage sig af deres familie. Det er vel ikke særlig revolutionært. Snarere en kritik af det globaliserede samfund.

Men noget fundamentalt er blevet skudt i smadder, når skolelærere, politibetjente, piloter og andre af samfundets bærepiller skal have både to og tre job for at få det hele til at løbe rundt.

Der er to amerikanske drømme. De handler begge om retten til at udfolde sig frit. Den ene handler mest om at blive rig. Den anden handler også om fællesskab og anstændighed.

De to behøver ikke udelukke hinanden. Men skal man tro bare lidt af ’Kapitalismen’, så er det lige præcis, hvad der er sket. Der er ikke noget nyt i, at den amerikanske kapitalisme er hård i filten.

J.P. Morgan og Rockefeller var ikke ligefrem hyggeonkler. Men i modsætning til nutidens finansfyrster så byggede de rent faktisk andet og mere end luftkasinoer, da de skabte deres formuer.

Og Michael Moore selv?

Har udtømt opskriften
Ja, på en eller anden måde er det svært at forestille sig, at han kan lave flere film efter den samme opskrift.

Nu har han fortalt historien, der samler trådene bag film som ’Roger & Me’, ’Bowling for Columbine’, ’Fahrenheit 9-11’ og ’Sicko’.

LÆS ANMELDELSE Michael Moores 'Sicko' er politisk slapstick

Han har sat sig i hovedstolen og brugt sine tricks så mange gange, at det næppe går igen på samme måde. ’Kapitalismen: En kærlighedshistorie’ kan meget vel være et farvel til den Michael Moore og de metoder, vi har lært at kende fra hans film og denne tvetydige kærlighedserklæring til det frie initiativ.

Læs flere filmanmeldelser på www.ibyen.dk