Lad os gå til biddet og servere konklusionen først: De mange, der elskede første del af Twilight-serien, kan slappe af og glæde sig til en hyggestund mere i biffen med varulve og vampyrer i kamp om den samme pige, tunge suk fra skønjomfruen, blegede mænd med læbestift, en helvedes masse træer og dybt seriøs teenage-længsel mod død, ulykke og den store kærlighed.

De, der derimod ikke forstod eller påskønnede universet, kan roligt holde sig væk, thi der er intet nyt under månen.

Inden nogen her får den indlysende ide at indvende, at jeg da vist bare er en bitter blodsuger, der ikke hører til målgruppen, skal der ikke herske den mindste tvivl om, at de har ret.

Tilstået – jeg er ikke en teenagepige med hjertet fuld af længsel efter den mest umulige kærlighed, man kan opdrive. Når det er slået fast, må det nødvendigvis tilføjes, at der omvendt heller ikke er noget som helst i ’The Twilight Saga: New Moon’, der inviterer mig eller andre udenforstående indenfor i universet til den store fanskare.

Tungsindig romantik
Som ’Twilight’, der satte sagaen i gang sidste år, er ’New Moon’ en tungsindig film om længsel og savn samt farerne ved at give sig hen til forelskelse og passion.

Man behøver ikke at have uddannet sig til psykolog for at se skovens mange træer som penissymboler og hele den platoniske romance mellem den over 100 år gamle vampyr Edward Cullen (Robert Pattinson) og brunetten Bella Swan (Kristen Stewart) med det vanskelige sind som trangen til og frygten for at miste mødommen.

Hvis han giver efter for sin lyst, springer blodet, og det betyder hendes endeligt som menneske. Der er nu engang en vis risiko forbundet med at snave med en vampyr. Ligesom det for en vampyr svarer til at være på date med sin frokostburger.

Odds er mere end bare almindeligt hårde for den unge kærlighed. Da Edwards bror forsøger at æde Bella til hendes egen fødselsdagssammenkomst, indser vampyrfamilien, at det er bedst at forlade menuen, mens den stadig er varm.

De flytter fra den flække i de nordamerikanske skove, hvor filmen foregår, og efterlader en knust Bella. Til sidst får hun hjælp fra sin ven, den indianske dreng Jacob (Taylor Lautner), der må have tilbragt hele tiden siden første film med at løfte jern i det lokale fitnesscenter.

Han har ikke alene tillagt sig en overkrop, der gør ham mere oplagt som fotomodel for Björn Borg-underhylere end som skuespiller, men springer til overflod også ud som varulv. En skabning, der meget belejligt viser sig at være vampyrernes hovedfjende.

Trekantsdrama fra Helvede
Der er med andre ord lagt op til et trekantsdrama, udtænkt i Helvede, da Edward vender tilbage til skoven og i selskab med Bella støder på varulven Jacob med den konstant blottede torso.

I trekantsscenen forsøger Chris Weitz at tilføre de mange hjertesuk lidt forudsigelig humor, men det bliver ved det lidt for fortænkte forsøg. Langt bedre lykkes filmens indimellem smukke billedside, der også tager os på en udflugt til den udsøgte landsby Volterra i Toscana og Rom til en slags retssag hos vampyrernes råd, den såkaldte Voltari.

Om parret skal skilles eller Bella ofre sit menneskeliv for at blive en vampyr, der kan leve med sin udkårne, må man se filmen for at finde ud af.

Medmindre man synes, at Robert Pattinson er et hot hunk af et mandfolk med sin ligblege teint og knaldrøde læbestift (og det er der mange, der gør), er Kristen Stewart en anden god grund til at følge med.

Der er en enorm sejhed i den determination, det 19-årige stortalent giver rollen som den forelskede Bella, men også en sårbarhed og en smerte, som fornemt personificerer ekstremerne i en teenagers liv.

Ufrivillig komisk
Dog undtaget den lange og klichesvulmende del af en i forvejen alt for lang film, hvor hun hænger på en stol derhjemme med sit knuste hjerte. Her kan selv hendes far, politimanden Charlie (Billy Burke), filmens eneste normale og sympatiske væsen, ikke stille noget op.

Det kan voksne mennesker i det hele taget få svært ved med ’New Moon’, der ikke bare er lang som et ondt år med en virkelig gnaven teenager i hjemmet, en romance uden sex og en actionfilm uden blod og lusede varulve fra computergrafikkens overdrev.

Den er lige så ufrivilligt komisk som denne måneds anden ’storfilm’, ’2012’. Men hvis det virkelig er meningen, at vi skal grine mest ad film om katastrofer og undergang, hvad siger det så om vor tid? Svaret må hyles mod månen ved midnat, hvis man ellers har det. Ellers bare hyl. Der er gode grunde til det.

Men hvis det virkelig er meningen, at vi skal grine mest ad film om katastrofer og undergang, hvad siger det så om vor tid?