Lad os starte med den dårlige nyhed, så det ligesom er overstået og bragt af vejen: Jorden går faktisk under i 2012, nærmere bestemt 21. december. Pyha, så er det på plads.

Og så til den gode nyhed: Det er ikke vores skyld. Glemt alt om atomkrige, klimaophedning og andre menneskeskabte katastrofer. Naturen klarer det hele selv.

I hvert fald ifølge tyskfødte Roland Emmerichs med spænding imødesete undergangsepos, ’2012’, hvis trailer er den mest sete i internettets historie. En film, der, som det vil være kendt af mange, tager sit udgangspunkt i mayaindianernes ældgamle kalender, hvis tidsregning stopper i 2012, dog ikke på nogen bestemt dato.

Jordskælv og tsunamier
Den slags er rigeligt til de konspirationsteorier og vor tids fremherskende paranoia om dommedag. Kobler man det så med geologiske målinger, der viser, at Jordens indre temperatur stiger med rasende fart efter eksplosioner og udslip af varme på Solen, går det med rasende fart frem mod den endelige udslettelse.

Emmerich svigter altså ikke vores kollektive frygt og lader kontinenterne forsvinde i rasende fart. Et enkelt overlever dog. Og nej, det er ikke USA, sådan som mange konspirationer hævder på nettet. Hvor menneskeheden måske får lov at forplante sig og leve videre, må man se filmen for at hitte ud af.

LÆS INTERVIEW MED INSTRUKTØREN Dommedags-instruktør: Det nytter ikke at bede til gud

Fortællingen tager sin begyndelse i 2009, hvor geologen Adrian Helmsley (Chiwetel Ejiofor) erfarer, at temperaturen stiger drastisk inde i vor klode. Det vil uvægerligt føre til forskydninger af jordskorpen, gigantiske jordskælv og tsunamier af altødelæggende kraft.

Hvem skal overleve
Den gode geolog drøner til Washington for at advare præsidenten og få sat gang i en form for redningsaktion.

Ikke af planeten Jorden som sådan og menneskeheden – at det er en umulig mission, fremgår hurtigt i filmen, der derfor ikke er endnu et epos om en helt, som skal redde os fra udslettelse i desperat kamp med tiden, skruppelløse forbrydere eller hele magtapparatet.

Her handler det blot om at sikre arternes overlevelse ved at sejle de heldige få væk fra katastrofen på – næsten – helt sikre fartøjer ligesom i sin tid Noah med sin ark.

Men pladserne er få og spørgsmålet derfor: Hvem skal sejles i sikkerhed? Det er de moralske og politiske spørgsmål, der drøftes i ’2012’, og Roland Emmerichs alibi for at lave endnu en undergangsfilm efter hans enorme succeser med samme tema: ’Independence Day’, ’The Day After Tomorrow’ og ’Godzilla’.

I det spil er det heltene geolog Helmsley, den sorte præsident Wilson (Danny Glover) og hans datter Laura (Thandie Newton), der alle stævner mod undergangen med værdighed og humanisme intakt.

Modsat mener stabschefen i Det Hvide Hus, Carl Anheuser (Oliver Platt), ikke, at hvem som helst kan blive passager i de redningsbåde, der er forbeholdt magten og den økonomiske elite.

Mellem stress og grineflip
Langt fra den kæmper den mislykkede science fiction-forfatter Jackson Curtis (John Cusack) sin egen kamp for at redde sin skilsmisseramte familie væk fra ødelæggelserne i Californien.

Vi ville ikke befinde os i omegnen af Hollywood, hvis der ikke var en all American familie at følge og identificere sig med. Så det gør vi i den vilde rutsjetur på kanten af katastrofen, der udgør actiondelen i ’2012’.

Den veludførte og stort set overbevisende computergrafik, der bærer filmen, følger vi gennem familiens øjne: Californien synker i havet, Las Vegas fortæres af støvskyer, og storbyer skvatter sammen til bjerge af grus.

Uden følelser og ytringer, der føles omtrent så store, computerskabte og katastrofale som ødelæggelser af Jorden, ville ’2012’ ikke være en Hollywood-blockbuster. Man får skiftevis stress og grineflip af de horrible replikker og betroelser, der skal lukkes ud på den yderste dag.

Særligt guddommelig er en scene, hvor John Cusack, der her er gået fra at være krøllet, men charmerende og intellektuel antihelt til krøllet, men charmerende og intellektuel actionhelt, kravler op fra et brændende jordskælvskrater, løber hen ad en startbane, som opsluges bag ham, med det yderste af neglene får hevet sig om bord til familien og udmattet sætter sig til at stirre på sin ekskones nye kæreste med dræbende jalousi.

Cool-komisk Zlatko Buric
Når Roland Emmerich lader Malibu Beach og hele Los Angeles’ strandbælte ryge i havet først, hangarskibet ’U.S.S. John F. Kennedy’ knuse Det Hvide Hus på en enorm flodbølge, flytter Wisconsin til Sydpolen, lader Michelangelos berømte loftsmaleri i Det Sixtinske Kapel flække lige mellem Guds og Adams fremstrakte fingre, er det svært ikke at se på ’2012’ som politisk og religiøs satire.

Muligvis ufrivilligt komisk, men sjovt er det. Humor båret på en tsunami af hævntørst.

Ligesom de mange stereotyper, der præger filmen. Gæt for eksempel, hvor den usympatiske skurk kommer fra? Da, naturligvis er han en nyrig russisk gangster, spillet med et helt stalinorgel af cool komik af Zlatko Buric, der formår at servere ægte galskab på et tidspunkt, hvor undergangsfilmen er ved at udvikle sig til en regulær folkekomedie.

Det er vist ikke meningen. Og derfor må ’2012’ trods sin fine grafik og solide undergangsaction nøjes med en gennemsnitlig karakter.

Og må vi så til sidst trække vejret dybt og minde om, at der ikke er tale om en dokumentarfilm. Det er – så vidt vides – fiktion, at Jorden går under i 2012.

Emmerich svigter ikke vores kollektive frygt og lader kontinenterne forsvinde i rasende fart

LÆS ARTIKEL Mød Dommedag med et smil på læben

LÆS FLERE FILMANMELDELSER HER