Svindlere er fascinerende figurer.

Mens det store flertal af os lister rundt i en hverdag, hvor tipskuponen er eneste – minimale – chance for at score den store gevinst, blæser de på love, regler, hæmninger og moral og udtænker utrolige numre for egen vindings skyld.

Det er dog de færreste, der er så gennemført smarte, at de ved selv at optræde som spioner og meddelere får politiets opmærksomhed rettet mod deres kolleger i eksempelvis toppen af et stort firma, mens de selv uforstyrret kan lænse selvsamme selskab for millioner.

Virkelig svindelhistorie
Tricket kan studeres i Steven Soderberghs komedie ’The Informant’, baseret på den virkelig historie om Mark Whitacre (Matt Damon).

En biokemiker, der kom med i ledelsen af korngiganten ADM og angav sine chefkolleger til FBI for at fikse priserne verden over.

I et par år fungerede virkelighedens Whitacre som hemmelig agent og optog hundredvis af bånd fra møder og samtaler med kolleger og forretningspartnere til FBI, mens han selv bedrog firmaet for over 11 millioner dollar.

Overraskende Matt Damon
Lige så overraskende, som det altid synes at være for alle involverede, når eksempelvis en Stein Bagger afsløres, lige så forbløffende er det at se Matt Damon som kvabset, brillebærende, let kluntet og glat løgnhals på de bonede gulve.

Parodi på kontormus
Den normalt så hårdføre skuespiller ligner nærmest en parodi på en kontorfunktionær med fire børn og en sur kone derhjemme fra en dansk familiekomedie fra halvfjerdserne, spillet af Finn Nørbygaard.

LÆS ARTIKEL Matt Damon i ny rolle som halvfed meddeler

Venligheden selv, let fjottet, men fuld af skumle hensigter, iskoldt udtænkte løgne og den lommefilosofi, Matt Damon flittigt øser ud af filmen igennem.

Satser på komedie
Der står komik skrevet hen over hele rollen og det breder sig til resten af filmen. Steven Soderbergh, der stod bag genindspilningerne af ’Ocean’s Eleven’ til ’Thirteen’, satser rent på komedien.

LÆS ANMELDELSE Clooney & co. underholder i kupfilm

De fleste roller i filmen er besat med stand-up-komikere. Og Marvin Hamlischs kitschede musik bobler og sprutter som et tilbageholdt latteranfald.

Musikken minder også om 1970’erne med årtiets lette pornofilm og lige så letbenede krimikomedier i en film, der i det hele taget har påfaldende svært ved at ramme sin tid, i begyndelsen, af halvfemserne.

Måske fordi det er en pointe i sig selv, at tiden – og herremoden! – står stille i en landlig flække som den, filmen foregår i?

I så fald endnu en pointe, der ikke rigtigt fungerer i en komedie, der vist skal forestille at have en form for social slagside, men aldrig rigtigt får brodden ind.

Hvordan skal vi kunne holde af eller for alvor forbløffes af en fæl kapitalist, der snyder alle, mens han fortæller os mærkværdige filosofiske overvejelser og postulater med et tonefald, som var han sandhedens tjener på Jorden?

Jævnt underholdende
Filmen er jævnt underholdende, fordi Mark Whitacre vedholdende har nye overraskelser i ærmet i det, der dybest set er et altfortærende ønske om at blive elsket.

For hver afsløring af hans løgne, dukker ti nye anklager og søforklaringer op. Hjulpet på vej af hans søde kone, spillet af den altid seværdige Melanie Lynskey, bygger fantasten konstant nye luftkasteller op.

Om han overlever sin svære balancegang på den stiplede linje nederst på regnskabet, skal ikke afsløres her.

Men da historien om virkelighedens Mark Whitacre er veldokumenteret, er det kendt, at baggrunden for svindelnumrene og de utrolige løgne var psykisk sygdom.

Kan man gøre grin med den slags tragedier? Ja, det kan man godt og indimellem er det morsomt. Problemet er bare, hvem der er til grin? FBI, der hopper på limpinden, kollegerne i ADM, de japanske forretningsforbindelser, Whitacre selv eller konen derhjemme?

Lidt ligegyldig
Det nægter ’The Informant’ at tage stilling til og ender dermed selv med at blive en splittet film, som ikke kan finde ud af at placere sin sympati nogen steder.

Derfor forekommer filmen som en lidt ligegyldig, men hyggelig og lejlighedsvis morsom farce om, hvor farligt det kan være at angle efter popularitet.

Læs flere filmanmeldelser på www.ibyen.dk