At være på den rette side i en sag er ikke ensbetydende med, at man vinder diskussionen.

Det er den barske lærestreg, iranske Soraya lærer, da hun uretmæssigt anklages for utroskab af sin mand, der gerne vil slippe af med hende, så han kan gifte sig på ny uden at betale hustrubidrag.

I Iran er kvinder nemlig skyldige, indtil det modsatte er bevist. Og straffen for utroskab er stening.

Det er den frygtelige historie, Cyrus Nowrastehs film ’Soraya M.’ fortæller på baggrund af den fransk-iranske journalist Sahebjams Freidounes roman, som bygger på en sand historie.

Retten på sin side
’Soraya M.’ har retten og alle argumenterne på sin side, og filmens budskab står ikke til diskussion.

Selvfølgelig er det barbarisk og forkasteligt at stene kvinder og i endnu højere grad for noget, de ikke har gjort. Men det gør den ikke automatisk til en god film.

Filmkunst handler nemlig ikke kun om, hvad der siges, men også om, hvordan det bliver sagt.

Forstenet og forstemt
’Soraya M.’ drives frem mod det uundgåelige (filmens originaltitel ’The Stoning of Soraya M.’ overlader ikke meget til fantasien). Da hendes dødsdag oprinder, sidder man og ønsker, at Nowrasteh havde haft modet til at afbryde fortællingen og overlade det gruopvækkende syn til tilskuerens egen fantasi.

I stedet ledes vi med den dødsdømte til en sadistisk filmet henrettelsesscene, hvis afstumpede brutalitet minder om korsfæstelsen i Mel Gibsons ’The Passion of the Christ’. Men frem for at blive berørt sidder man tilbage forstenet og forstemt over synet af den blodige bylt, der engang var en kvinde.

Hvis man da ikke har forladt biografsalen inden da.