Oh, at være de første til at se ’Pigen der legede med ilden’, anden del af de tre planlagte Stieg Larsson-filmatiseringer!

Forgængeren, ’Mænd der hader kvinder’, har indtil nu solgt næsten 1 million biografbilletter i Danmark, og det publikum, der mandag aften indfandt sig i Palads til såkaldt snigpremiere på 2’eren, forventede intet andet end en gentagelse af succesen.

Ganske vist plejer vi filmanmeldere at se filmene til lukkede morgenvisninger uden publikum, men i tilfældet ’Pigen der legede med ilden’ betød de mange planlagte snigpremierer, at flere tusinde biografgængere ville få set filmen inden anmelderkorpset, og derfor har Politiken besluttet undtagelsesvis at anmelde filmen før premieren.

LÆS ARTIKEL Snigpublikum: Sådan er ny Larsson-film

LÆS OGSÅ Stieg Larsson-film er allerede udsolgt

LÆS OGSÅ Tusinder smugkigger på Salander

Samler op hvor etteren sluttede
Derfor sad undertegnede mandag aften i en propfyldt biografsal med forventningsfulde filmelskere. En håndsoprækning viste, at bare én enkelt stakkel i salen ikke på forhånd havde set ’Mænd der hader kvinder’, og kendskab til forgængeren er da også en forudsætning, for ’Pigen der legede med ilden’ spilder ikke mange sekunder på at samle op på forhistorien.

I stedet drøner den direkte ind i et hæsblæsende plot, hvor journalisten Mikael Blomkvist (Michael Nyqvist) og hackeren Lisbeth Salander (Noomi Rapace) genfinder hinanden i en sag om handel med østeuropæiske kvinder.

Salander i front
I modsætning til i ’Mænd der hader kvinder’ står Noomi Rapaces navn før Michael Nyqvists på de indledende skuespillercredits. Med al rimelighed, for ’Pigen der legede med ilden’ er Noomi Rapaces film på godt og ondt.

Rapace indtager igen rollen som den voldsdømte Lisbeth Salander, der vender tilbage til Stockholm efter et par år i Caribien, hvor hun hackede sig til en mindre millionformue. Samtidig bliver Mikael Blomkvist opsøgt af en ung journalist, der sammen med sin forskerkæreste har optrevlet en sexhandelssag om kvinder fra Østeuropa.

Sagen afslører en række prominente navne på listen over sexkøbere, heriblandt Lisbeth Salanders stygge værge, Bjurman, hvis sande natur vi allerede fik at se i ’Mænd der hader kvinder’ – en titel, der ikke mindst inkluderede netop ham, som voldtog Salander og udnyttede sin juridiske og økonomiske magt over hende.

Da først den unge journalist og hans kæreste og siden Bjurman findes dræbt, peger både motiv og beviser på Salander, der jo umuligt kan have begået mordene – eller kan hun?

LÆS ARTIKEL Noomi Rapace skammer sig over Larsson-film

Salander som dyrisk hævner
Allerede i ’Mænd der hader kvinder’ stjal Rapaces farverige Salander-figur billedet fra Nyqvists sympatiske Blomkvist – en forskydning, der fungerede fint, fordi han trods alt forblev kardinalfiguren i fortællingen, det rolige centrum for den hæsblæsende handling. I ’Pigen der legede med ilden’ er fortællingens fokus forskudt til Salander, og i endnu højere grad må Noomi Rapaces mystiske måneansigt bære filmen.

Rapace er en spændende skuespillerinde, i sin udstråling både sej og skrøbelig, og med Salanders kropslige skjold – et tatoveret søuhyre snor sig op ad hendes magre ryg, og to næsepiercinger giver hendes ansigt en tyrs arrige udtryk – bliver hun til en dyrisk hævner, der nægter at lade sig fange i den offerrolle, hendes livsforløb har tildelt hende.

Ild til far
Uden at fortælle for meget kan det afsløres, at Salander rejser sig fra etteren som Fugl Føniks fra asken – at hun er titlens pige, der legede med ild, kan man ikke være i tvivl om, da allerede etteren viste hendes barndomserindringer fra den handling, der beseglede hendes skæbne: et mordforsøg på faderen, som hun forsøgte at slå ihjel ved at overhælde ham med benzin og sætte ild til ham.

Brutalt? Ja, for søren, men som Blomkvist siger, så afskyr Lisbeth mænd, der hader kvinder. Og i modsætning til andre brændte børn skyr Salander ikke ilden, men løber den stik modsatte vej: tilbage ind i den ild, hun antændte år tilbage.

LÆS ARTIKEL 'Mænd der hader kvinder' satser og vinder

Mørk pige med mystisk baggrund
Rapace, hvis åbne ansigt i øjeblikke kan minde om Maria Falconetti fra Carl Th. Dreyers klassiske stumfilm ’Jeanne d’Arc’, er den person, der forbinder trådene i ’Pigen der legede med ilden’, og derfor kunne man med fordel have åbnet filmen med en grundigere introduktion.

For hvor hun i ’Mænd der hader kvinder’ kunne fremstå uudfoldet som en mørk pige med en mystisk baggrund, kommer hendes forhistorie for alvor i spil i ’Pigen der legede med ilden’. Og uden at kende den er det umuligt at forstå, hvad hendes forbindelse til mordene er, endsige hvorfor hun dog ikke kontakter Blomkvist, når hun ved, at han er indblandet i sagen.

Selve krimiintrigen i ’Pigen der legede med ilden’ ligger ikke i direkte forlængelse af plottet fra ’Mænd der hader kvinder’, men figurerne går igen, og igen har deres baggrunde og livsforløb betydning for opklaringen.

At Salanders og Blomkvists veje krydses igen, er en af de mange usandsynligheder, man må leve med i ’Pigen der legede med ilden’, og skønt det jo nok er Stieg Larssons romaner snarere end filmatiseringerne, man må rette den kritik imod, skæmmer de mange usandsynligheder den færdige film, der fremstår som en noget svagere fortælling end forgængeren.

LÆS ARTIKEL Stieg Larsson-instruktør: Jeg har lavet en enormt god film

Glem Kill Bill
Larssons romaner indgår i den klassiske svenske krimitradition med at søge skurkene i samfundets top, og en dyb samfundsmæssig mistro gennemsyrer ’Pigen der legede med ilden’.

Men hvor man i ’Mænd der hader kvinder’ kunne forklare personernes følelser og handlinger via deres samfundsmæssige, historiske og politiske kontekst, er flere af figurerne her friere udtænkt. Det gælder især den Frankenstein-lignende albino med de overmenneskelige kræfter.

Men der bliver også skruet gevaldigt op for Salanders kræfter. Hun blev allerede i etteren etableret som en kvinde, der forsager alle kvindelige dyder. Her får hendes fysik et hak opad, og alt i alt får Salanders overlevelsesdrift Uma Thurmans figur fra ’Kill Bill’ til at ligne et lille lam.

Det gør filmen så meget desto mere underholdende, og publikum i salen giver sig da også til at klappe spontant, når Salander konfronterer kvindehaderne med sine utraditionelle forhørsmetoder, men i forhold til etterens krasse realisme går der ren femi-Rambo i ’Pigen der legede med ilden’.

LÆS INTERVIEW MED NOOMI RAPACE Stieg Larssons Pippi Langstrømpe går goth

TV-format kan anes
Oprindelig var ’Pigen der legede med ilden’ og den tredje og sidste film, ’Luftkastellet der blev sprængt’, tænkt som tv-film a hver 3 afsnit. Men da ’Mænd der hader kvinder’ begyndte at gå sin sejrsgang i de skandinaviske biografer, skyndte man sig at klippe filmmaterialet sammen til en spillefilm. Hvilket da også giver bedre mening, når nu bøgerne er så righoldige i deres fortællinger, så populære og dermed potentielt indbringende ved biografernes billetluger.

Desværre mærker man tv-formatet rumstere i filmens tempo og opbygning.

Det store crescendo frem mod den dramatiske afsløring og kulmination i ’Mænd der hader kvinder’ er her erstattet af flere mindre bølgebevægelser i den dramatiske dynamik. Fortællingen finder aldrig rigtig ro, sådan som ’Mænd der hader kvinder’ gjorde i de lange passager, hvor Lisbeth og Mikael sad og lagde det detektiviske puslespil, og de mange små dramatiske kulminationer tager pusten fra det endelige opgør, der falder med et ekstremt blodigt og noget klodset brag.

Ligeledes virker billedsiden mindre helstøbt end de tindrende frostlandskaber i etteren, der takket være Eric Kress’ flotte kameraarbejde fik det til at gyse koldt i biografsalen.

Kress er her skiftet ud med svenske Peter Mokrosinski, men mere væsentligt er det sandsynligvis, at instruktør Niels Arden Oplev er erstattet af svenske Daniel Alfredson. Niels Arden Oplevs gode personinstruktion, som han allerede demonstrerede med filmene ’Drømmen’ og ’To verdener’, gjorde Larssons lidt firkantede personer til troværdige typer, og Oplev skabte flotte og intenst fortættede lag på lag-billeder, der understregede plottets sociale og menneskelige komplikationer.

LÆS ARTIKEL Salander og Blomkvist slår alle rekorder

Mangler det lille ekstra
’Pigen der legede med ilden’ er gedigent krimihåndværk med fuld smæk for skillingen, men sammenlignet med ’Mænd der hader kvinder’ mangler den det lille ekstra, der løftede forgængeren fra en gennemsnitlig genrefilm til en intens visuel og dramatisk oplevelse.

Toeren byder på genkendelsens glæde: Vi ser det samme gode spil fra især Michael Nyqvist og Lena Endre (er det kun mig, der har svært ved at forstå, hvad han vil med Salander, når han har den skønne Erika lige ved hånden?), og Jacob Groths stemningsskabende musik er fortsat en fryd.

’Pigen der legede med ilden’ indfrier akkurat forventningerne og leverer varen med både biljagt, pigesex og masser af hævn for de tørstige – men tilbage står indtrykket af en film, der både er mere konventionel og mindre visuelt opfindsom end forgængeren.

Sket er sket, men man kunne godt ønske sig, at Niels Arden Oplev havde fået lov til at instruere alle tre.

LÆS OGSÅ Salander og co. sætter sig på efterårssæsonen