At lave spændingsfilm om det politiske spil eller intriger på erhvervslivets kolde top er en hundesvær genre.

Spændingsmaskineriet skal køre som smurt, men uden at man mister interessen for de menneskelige dilemmaer. Konstruktionen skal handle om kynisme, men rumme et afgørende element af empati.

Det skal være mystisk og spændende, men samtidig realistisk. Den danske baggrund skal virke troværdig, men det hele må alligevel godt være sådan lidt lækkert på den amerikanske måde.

Funktionaliteten skal være i top, men en personlighed skal skinne igennem.

Det er der da heller ikke særlig tit, der bliver lavet en vellykket politisk eller corporate thriller herhjemme. Thrillere, som vil noget mere end bare skabe lidt uhyggehygge, er i det hele taget sjældne gæster i dansk film.

De senere år har film som ’Kandidaten’, ’Flugten’ og ’Fluerne på væggen’ bakset med spændingselementet uden helt at få fat.

Når Søren Kragh-Jacobsen slap pænt godt af sted med ’Det som ingen ved’, var det takket være sit personlige engagement i filmens politiske kritik, der gav filmens fodformede spænding en egen og meget dansk tone.

På niveau med 'Kongekabale'
Men ingen af de nævnte kan måle sig med Rumle Hammerichs ’Headhunter’, der har Nikolaj Arcels ’Kongekabale’ som eneste oplagte rival og reference.

Også ’Headhunter’ er en gennemført begavet og velsmurt spændingsfilm, som går tæt på centrale aktører på det danske samfunds top.

Magtkamp i containerkoncernen
Denne gang gælder kongekabalen ikke et stort politisk parti, men derimod magtkampen i en koncern så stor og økonomisk magtfuld, at den på afgørende punkter udgør den reelle magt bag de politiske partier.

N.F. Sieger lyder jo ikke så lidt som A.P. Møller, og når Siegers containere dominerer på verdenshavene, tænker de fleste nok Mærsktanken til ende.

Det er pirrende med så direkte en reference. Det betyder selvfølgelig ikke, at man kan sætte lighedstegn mellem magtkampen i Siegerkoncernen og manøvrer i Mærskmastodontens top.

’Headhunter’ klarer sig da også fint uden, fordi dens magtkampe er af klassisk snarere end aktuel støbning.

Sent gennembrud for instruktør
Rumle Hammerich udnytter sin rutine fornemt. Både som instruktør og kreativ leder har Hammerich været vidt omkring, men det er først nu som 54-årig, at han folder sig ud som fuldmoden instruktør.

Dette sene gennembrud 26 år efter debuten er da et usædvanligt karriereforløb, må man sige! Sammen med Åke Sandgren har han skrevet et stærkt manuskript uden de vidtløftigheder, der torpederede Sandgrens politiske thriller ’Fluerne på væggen’.

Godt plot
Plottet er godt, replikkerne mundrette og spændingskurven sikkert opbygget. Fotografen Dan Laustsen sætter af princip ikke et øje forkert.

Man bider især mærke i de mange billeder af broer, når hovedpersonen, headhunteren Martin Vinge, skal krydse endnu et faretruende åbent vand med ukendt dybde.

Rekvisitterne er derimod i flere tilfælde lidt klodsede. F.eks. en bog med titlen ’Tilståelsen’ placeret i bogreolen lige ud for næsen af en anklaget.

I helt klassisk Godfatherstil er det historien om en mand, der får et tilbud, han ikke kan afslå. Headhunteren Martin Vinge får til opgave at finde den gamle koncernkonge Niels Frederik Siegers afløser.

Det skal ske i al hemmelighed, så kronprinsen, Siegers søn Daniel, ikke får nys om det. Daniel står på spring til at overtage roret, men den gamle vil have nyt blod udefra.

Martin Vinge aner hurtigt ugler i mosen. Skal han ’blot’ udføre et af den slags job, han er den bedste til? Eller er han valgt som et skarpt våben i et opgør med mange ubekendte?

Far-søn-tema
Det er et spil med shakespeareske temaer. Det handler om magten og kronen, om forræderi og troskab og ikke mindst om fædre og sønner.

Det sidste gør ’Headhunter’ lovlig insisterende. Forholdet mellem den gamle og den unge Sieger skal ikke blot spejle sig i Martin Vinges forhold til sin søn, men også i Martins forhold til sin afdøde far.

At der er en nærmest kromosombetinget fjernhed og ubehjælpsomhed i forholdet mellem fædre og sønner, får lige lovlig meget plads. Det går ud over andre relationer i filmen, der forbliver skitserede.

Til gengæld er far-søn-tematikken med til at give figurerne kød og blod, og det er på grund af skuespillerne, at ’Headhunter’ hæver sig over blot og bar funktionel elegance.

Birollerne er over en bred kam velspillede. Og i hovedrollerne er der format.

Lars Mikkelsen folder sig ud
Lars Mikkelsen har medvind i øjeblikket. Han spiller den glatte Martin med de seriøse sprækker under den hårde overflade, så man bare nyder at se, hvordan Mikkelsens repertoire hele tiden folder sig ud.

Foruden det foruroligende, lidt slangeagtige hug har han nu fået lov til at vise mange andre sider af sit talent. Han er både skarp og sårbar som Martin Vinge.

Kyniker af profession, men roden til kynismen handler mest om selvforsvar. Der er en velgørende klarhed over Lars Mikkelsens spil i selv de mest komplekse roller.

Henning Moritzen rammer plet
Over for sig har Mikkelsen så Henning Moritzen, der kan notere sig en fuldtræffer som 80-årig. En godmodig herre, denne N.F. Sieger. Man kan ikke lade være med at holde lidt af gamle Niels Frederik og hans havregrød.

Man kan næsten heller ikke lade være med at stole på ham.

Men man fornemmer den absolutte magts mærkværdige, selvfølgelige aura hos denne erhvervslivets Cæsar, der selv i svækket tilstand gør, hvad han kan for at holde sin Brutus fra livet. For imperiets skyld.

Sikkert i mål
Jo, der er på mange måder både stil og sus over ’Headhunter’. Stilistisk kan man da godt savne bud på en originalitet, der for alvor kunne rykke den fri fra tv-seriernes æstetik.

På den anden side er man så også fri for risikoen for, at en velkomponeret spændingsfilm skyder sig selv i foden med manierede indfald.

’Headhunter’ er på alle måder en god og gedigen dansk genrefilm i en virkelig svær genre. Og det er altså hverken hvert eller hvert andet år, vi får lov til at se sådan én.

Læs flere filmanmeldelser på www.ibyen.dk