Jeg føler mig rystet i min grundvold.

Betaget, kvalm og med rystende knæ forlader jeg biografen. Og hvor tit er det lige, at man kan sige det om en film?

Lars von Triers ’Antichrist’ er en film, man må hade eller, nå ja elske er nok ikke lige ordet!

Den rummer nogle af de mest chokerende og udpenslede scener, jeg har set. Og samtidig har den givet mig nogle af de mest uforglemmelige billeder.

Gravet sine fingre ind steder, hvor film normalt heldigvis ikke rumsterer rundt.

Det er ikke en film, man vil anbefale til sine værste fjender. Til gengæld er det en film, man vil tilskynde de mest hærdede af sine bedste venner at se.

'Antichrist' vil få mange hug
Man kan sige meget grimt om ’Antichrist’, og mit gæt er, at der vil blive sagt og skrevet mange hånlige ting om Von Triers film i de kommende dage.

Nu kommer vi jo heldigvis fra et land, hvor vi er oplært til at tåle hån, spot og latterliggørelse, men Lars Von Trier vil blive beskyldt for at bedrive terapi i al offentlighed, for at have lavet en film, der som opreklameret thriller er en joke og for som kvindeskildring bogstavelig talt at være temmelig langt ude i skoven.

Alle er fuldstændig korrekte observationer. Men ’Antichrist’ er til gengæld også noget helt, helt andet.

Et unikt billedværk
Den er et billedværk, der som mange andre kunstværker vækker voldsomme og uvelkomne følelser.

Og oven i købet tillader sig at grine af det samtidig! ’Antichrist’ er en film, hvis lige man ikke har set magen.

En film, der går fuldstændig på tværs af alle tendenser i en i øjeblikket temmelig konform kunstart.

Man har set mange gode film på årets Cannes-festival, men ’Antichrist’ er den første, der har sprængt alle rammer for god smag og virkelig suget til sig af kunstens indvolde i en grad, så man får lyst til at spytte dem ud igen.

Inferno og drømmespil
En thriller? Ikke rigtigt.

Snarere en mavepinefremkaldende rejse ind i et menneskeligt helvede.

Et inferno og et drømmespil, for nu at henvise til den Strindberg, som Lars Von Trier selv erkender sig dybt inspireret af. Naturalisme og ’troværdighed’ har sjældent været Triers force og interesserer ham tilsyneladende mindre end nogensinde.

Fra at være et relativt realistisk fortælling om sorg udvikler ’Antichrist’ sig til et symbolsk og seksuelt amokløb tilsat makabre vittigheder.

Fortællekunsten klarer sig som regel bedst ved at iklæde den banale sandhed den komplekse fortællings klædedragt.

Men i sin fortælling om et ægtepar, der mister deres eneste barn, da de er uopmærksomme fordi de knepper som vanvittige, går Von Trier i stik modsat retning.

Mesterværk som makværk
’Antichrist’ er et provokerende værk, der vil genetablere Lars Von Trier som kultskikkelse og i forbifarten klynge ham op på filmbranchens højeste kors som den mest opblæste egotripper i verden.

Men i al sin ubehagelige, banale, brillante og lattervækkende groteske billedstorm er ’Antichrist’ også et dybt seriøst, meget personligt og meget lidt tidstypisk kunstværk om småting som sorg, død, sex og altings meningsløshed.

Et mesterværk forklædt som makværk.

LÆS OGSÅ: 'Antichrist' har klassikerpotentiale

LÆS OGSÅ: Nils Thorsens interview med Lars von Trier 'Jeg er verdens bedste instruktør'

LÆS ALT OM CANNES PÅ POLITIKENS TEMASITE

Download interview med Lars von Trier i anledning af en visning på Københavns Universitet. Til iTunes. Gratis. (eksternt link)