Efter i årevis at have begået sig som den lette komedies førsteelsker med renskuret, dengset charme, debuterer skuespilleren Ben Affleck med kulsort stråleglans som instruktør af en intens og overraskende thriller om et emne i den tunge ende.

I lighed med ’Mystic River’, der med Clint Eastwood som instruktør blev et regulært mesterværk, er ’Gone Baby Gone’ baseret på en roman af den næsten altid gode krimiforfatter Dennis Lehane. Udgangspunktet for denne filmatisering er oven i købet også den selvtægt, der ikke mindst i USA fylder så meget.

Ghetto med misbrugsproblemer
Fra et ghettolignende kvarter i det sydlige Boston, forsvinder den 4-årige Amanda McCready, der er både hvid og blond, men ikke desto mindre har en mor (Amy Ryan) med massive misbrugsproblemer.

En aften, hvor hun er på værtshus og senere tumler rundt med sin pusher-kæreste, forsvinder datteren hjemmefra. Politiet indleder under ledelse af den legendariske kaptajn Jack Doyle (Morgan Freeman) pligtskyldigt endnu en efterforskning i en af de alt for mange sager om forsvundne børn i storbyen.

På besøg hos storpusheren
Den forsvundne Amandas tante Bea (Amy Madigan) opsøger i desperation i selskab med sin modstræbende mand (Titus Welliver) parret Patrick Kenzie (Casey Affleck) og Angie Genarro (Michelle Monaghan), der sammen driver et bureau som privatdetektiver. Under de skræmmende spørgsmål – hvem stjal Amanda og hvor længe vil hun overleve? – går jagten ind med hele genrens batteri af falske og blinde spor, uhyggelige fund og erkendelser.

I en af de mest intense scener opsøger detektiverne en giftig og iskold storpusher (fremragende udleveret af rapperen Slaine fra Boston).

Men vi aner hurtigt, at Ben Affleck som instruktør ikke bare vil lege kispus med sit publikum.

Dette er en film, der ud over at ville opklare en kriminalgåde, vil nå helt ind i hjerterne på sit publikum med nogle helt andre spørgsmål om, hvordan så mange skæbner kan få lov at gå til bunds i så rigt et samfund som det amerikanske?

Får de overhovedet reel hjælp, hvis de udsættes for en forbrydelse, og hvordan kan vi lukke øjnene for børnenes vilkår i sådan en verden?

Med stor og tilsyneladende ægte nysgerrighed zoomer kameraet ind
Med stor og tilsyneladende ægte nysgerrighed zoomer kameraet igen og igen ind på de mange tabere, der befolker filmen, som ville det aflure dem forfaldets skrækindjagende sandheder.

Ind i mellem fører det for vidt og til for mange løse ender, men som indbegrebet af en dårlig mor uden antydning af konsekvens, er Amy Ryan på mærkværdig vis helt guddommelig. Ligesom Jill Quigg er kostelig som hendes benhårde kyniker af en humoristisk veninde.

Værre går det for de rutinerede Ed Harris som dæmoniseret kriminalbetjent og Morgan Freeman som politichefen med både personlige sorger og hemmeligheder. Her får de to lov at køre den hjem på rutinen, mens Ben Affleck får det ypperste frem i sine yngre og uprøvede kræfter. Det er tydeligt, at instruktøren brænder for historien fra sin hjemby, Boston.

Ung snylter med patent på sandheden
Det samme gælder lillebror Casey Affleck, som vi just har set nærmest udspille Brad Pitt i ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’. Her er han den moderne tids snushane, ligeså irriterende og pågående som genrens helt anderledes livstrætte, filmiske ikoner.

I stramme jeans, sine evige kondisko og en vedholdenhed som en forkælet snothvalp, der ikke tager et nej for gode varer, hager han sig fast i sine ofre.

Som en lidt for ung og lidt for glat snylter med patent på sandheden. Det ender dog mod den overraskende slutning med også at kræve store ofre af ham selv.

Sublim præstation
Med sin sublime præstation borer Casey Affleck sig ind i sin storebrors film som en nål, ladet med den intensitet, der gør ’Gone Baby Gone’ til en seværdig thriller med vigtige spørgsmål om et svært emne. Imod topkarakterer taler det, at Amandas mor er så langt ude og ligeglad, at hun nærmest affejer en af filmens væsentlige diskussioner – nemlig om nødvendigheden og retten til at (tvangs)fjerne børn fra deres forældre.

Men Ben Affleck, der ofte har forekommet meget glat som skuespiller, er debuteret med en smittende nysgerrighed både på vegne af sit svære stof og nogle umanerligt velspillende skuespillere i en fin film til at rense ud i hjernen efter julens velsignelser.