Jubii, vi skal ha’ vikar! Som en løbeild breder nyheden sig. Men hvordan vil hun/han vise sig at være?

Lærervikaren er et afbræk i børnenes daglige trummerum. På en måde et besøg fra en anden verden. Og skal som sådan stå model til mange af elevernes frustrationer og forventninger. Skuffes de, er de ubarmhjertige.

Det er denne psykologiske grundplan, Ole Bornedal og Henrik Prips manuskript har prøvet at tage overbogstaveligt. Hvad nu, hvis den nye vikar ikke bare er en hård banan med ukendt baggrund, men opfører sig, som om hun kommer fra en fremmed planet? Velkommen til Ulla Harms, 6.B.s nye vikar.

Heksen fra det ydre rum
’Invasion of the Body Snatchers’ (Don Siegel, 1955) splejset med ’Hans og Grete’ (Brødrene Grimm, 1812-14) og ’Det forsømte forår’ (Hans Scherfig, 1940). Idéen ligger temmelig langt fra dansk normalkost! Det er durkdreven psykologi med en barsk humor, som er mere i slægt med Roald Dahl-fortællinger som ’Hekse’ og ’Matilda’ om børns oplevelser i selskab med rædselsvækkende væsener, der af udseende ligner almindelige voksne.

Rollen som vikarheksen Ulla Harms er dumpet ned i skødet på Paprika Steen, og hun boltrer sig i en grad, så det hurtigt bliver svært at forestille sig filmen uden hende. Ironi er en form for dobbeltspil, Paprika Steen er kendt for at mestre på sin helt egen hårdkogt humoristiske facon.

I Ole Bornedals ’Vikaren’ skal hun dobbeltspille på livet løs, idet hun hele tiden skal skifte frem og tilbage mellem at være børnenes iskolde vikar og den falsk tillidsvækkende og tilsyneladende følsomme og empatiske voksne lærer, som forældrene – til børnenes frustration – vælger at stole på.

Rumheksen Ulla kan både tankelæse og teletransportere, men hendes farligste våben er såre velkendte: dødbringende ironi

Mandeæder
Men hvorfor er hun kommet ned på Jorden om bord i en kugle, hvorefter hun har taget bolig i en dansk hønsefarmerhustrus krop? Jo, rumvæsenerne har hørt, at på Jorden er menneskene i besiddelse af kærligheden. En ny bog hævder til og med, at kærligheden er den stærkeste kraft i universet. Så den vil rumvæsenerne gerne have fat i.

Sjovt nok vil de ikke bruge kærligheden til at fremstille et hemmeligt våben. Nej, de vil vænne sig af med at spise hinanden. På den fremmede planet spiser hunnen nemlig hannen efter parring. Når de vil holde op med det, er det, fordi det er irrationelt, hedder det.

Det er selve den spøjse idé, de mange special-effekter og Paprika Steens giftige overdådighed, der tager stikket hjem i en film, hvor rollefordelingen i skoleklassen ikke hæver sig over det typiske for en børnefilm, mens Psykologen (Henrik Prip) bliver så bastant en karikatur, at det sammen med Skoleinspektøren tangerer regulære stilbrud, der ikke er befordrende for spændingen.

Uortodoks storfilm
Hvad der til gengæld fungerer flot er spejlingen og opgøret imellem den følelseskolde, men også professionelt nysgerrige Ulla og drengen Carl, der i sorg over at have mistet sin mor, har isoleret sig fra følelser og fællesskab.

Takket være Carls (Jonas Wandschneider) figur bliver ’Vikaren’ en uortodoks børnefilm med nogle væsentlige pointer om nødvendigheden af at elske, om fællesskabets empatiske potentiale og om, hvilken kold planet et fravær af kærlighed og tillid egentlig ville efterlade os på.

’Vikaren’ er et vittigt og syret børne- og ungdomsgys, der gerne vil lidt mere end at underholde efter bogen. Dan Lausten har fotograferet interiører og landskaber, som om ’Vikaren’ var en prægtig storfilm og ikke en dansk ungdomsfilm. Det virker heldigvis mere flot end overdrevent.

Men at være stor i slaget er ikke nødvendigvis ensbetydende med at ramme i plet. Ved siden af rammer musikken af amerikaneren Marco Beltrami, der forfølger et klassisk-svulstigt spor i en film, hvor grundtonen ellers er ironisk og slagfærdig spænding. Takket være Paprika Steens unikke rumheks glider både skolebørn og salmonellakyllinger dog ned med et lystent svup.