Clint Eastwoods projekt har nok så kraftig resonans. Dobbeltfilmen ’The Flags of Our Fathers’ og ’Letters of Iwo Jima’ er et opgør med den blinde patriotisme, dens forvrængede fjendebilleder og forløjede heroisme.

I den første film handlede det om de amerikanske soldater, der blev landsat uden tilstrækkelig opbakning på Iwo Jima. Først led de frygtelige tab. Så blev ’heltene’ – i en god sags tjeneste – grundigt udnyttet i en kampagne for at skaffe penge til USA’s katastrofalt slunkne krigskasse.

Med udgangspunkt i det ikonografiske fotografi af Stars & Stripes, der blev plantet af marinesoldater på Iwo Jima, afmytologiserede Eastwood virkeligheden bag den entydige patriotiske symbolik.

Ansigt på fjenden
I ’Letters from Iwo Jima’ handler det om de japanske forsvarere, som uden noget håb om sejr eller overlevelse blev sat til at forsvare Iwo Jima til sidste mand. Ved at sætte ansigter og skæbner på Fjenden bliver han menneskeliggjort.

Da den nye kommandant ankommer til Iwo Jima og sin håbløse opgave, tænker han på køkkengulvet derhjemme, han ikke nåede at få lagt. Så enkelt er det. Også fjenden består af bagere og bønder, fædre og sønner, mænd og elskere.

Men at gøre dette i en film om japanerne, der ikke som tyskerne for længst er blevet individualiseret i amerikansk film – og tilmed gøre det på japansk – gør ’Letters From Iwo Jima’ til et betydningsfuldt værk. Med – som det også fremgår af antallet af danske premierebiografer – begrænset kommerciel appel.

Vellykket spejling
Skurkerollerne i ’Letters From Iwo Jima’ er internt fordelt i det japanske persongalleri. Heltene er den menige, bageren Saigo, den klassiske aristokrat, baron Nishi og den pligtopfyldende og strategisk begavede kommandant Kuribayashi.

Skurkene er fanatikerne og medløberne i den autoritære og militære patriotisme, der førte det fremgangsrige Japan durk i afgrunden og med sin overmenneskefilosofi afstedkom ufattelige lidelser overalt i Asien. Den amerikanske patriotisme fremstod i ’The Flags of Our Fathers’ som et sammensat fænomen, men grundlæggende velbegrundet i situationen.

Den japanske patriotisme har to ansigter. Pligt og ære på den ene side. Nationalfascismens intolerance og fanatisme på den anden. Ved at kombinere de to historier skaber Eastwood en vellykket spejling.

På begge sider af fjendebilledet toner det menneskelige ansigt frem. På begge sider fremstår patriotisme som en ærefuld ting, der bør behandles med respekt og omtanke. At bruge den som undskyldning for sine egne dunkle dagsordener er i historisk forstand en synd. Fædrelandet skal være et lys. Ikke en strategi, der fører folket bag lyset.

Noget monoton i længden
’Letters From Iwo Jima’ er en ambitiøs og vigtig film med tidssvarende resonans, men ikke uden kunstnerisk problematiske aspekter.

Cinematografisk en klassicistisk pragtfilm fra Eastwood med stilfuld musik og holdt i disede, desorienterende camouflagefarver bortset fra enkelte flashbacks. En humanistisk filmfortælling med så rank og nobel en holdning som Ken Watanabes kommandant Kuribayashi.

’Letters From Iwo Jima’ er egentlig et spin-off fra Eastwoods oprindelige idé til ’The Flags of Our Fathers’, men er faktisk både den bedste idé og den bedste film af de to. Med sin vekslen mellem voldsomme krigsscener og de næsten Ozu-agtigt intime scener fra et japansk hverdagsliv, en overlegen billedsuite.

Men flere flashbackscener kunne have gjort filmen endnu mere menneskeligt vedkommende. Som det er nu, er der en distance, og de mange, lange krigsscener bliver ganske som i ’The Flags Of Our Fathers’ i længden noget monotone.