Nostalgien efter Murens fald i 1989 og Tysklands genforening har været mærkbar overalt – bare ikke så meget i filmverdenen.

Nostalgien er politisk – var der ikke mindre arbejdsløshed, mindre kriminalitet og større disciplin af den gode gammeldags slags i det gamle DDR? Nostalgien er også social og kulturel:

Så megen traditionel retskaffenhed var der i det gamle Østtyskland, så stor solidaritet og identifikation med socialismens idégrundlag fandt man hos almindelige mennesker ... at knap 100.000 almindelige mennesker var statsansat til at bekæmpe vestligt sindede personer og overvåge samfundets ideologiske kontinuitet – og den rette lære.

Og derudover var der hele 170.000 uofficielle Stasi-medarbejdere, som efter bedste evne hjalp til med at iagttage og rapportere om borgernes politiske holdninger.

Den tyske filmkunst har mest været ’Ostalgie’ – nostalgi efter Østtyskland – mere end et usminket opgør med fortiden og systemet. En Trabant blev – på film – en ubrugelig, men rørende bil. Gamle syge østtyske mennesker i koma kunne holdes i live på en forestilling om, at Muren alligevel aldrig var faldet – ’Goodbye Lenin’. Fortvivlet latter og glemsel.

Andre folks liv
Florian Henckel von Donnersmarck debuterer som spillefilminstruktør med en uhyrligt spændende og helt aktuel, perspektivrig beretning om en overvågningsopgave, der får et tragisk forløb.

Georg Dreyman er en af de intellektuelle, som skaber mistillid hos regeringen. Han bor sammen med skuespillerinden Christa-Maria Sieland, og deres samliv er både attraktivt og farligt, mener kulturministeren, som gennemtvinger et forhold til den nervøse og pillemisbrugende skuespillerinde – for at hun kan stole på sin karriere og sin fremtid i DDR.

Har hun noget valg? Hver torsdag skal hun i bad og skrubbe fornedrelsen af sig.

Men hvad med forfatteren Dreyman? Hvem skal overvåge ham? Den loyale, partitro kaptajn i Stasis sikkerhedstjeneste Gerd Wiesler får til opgave at holde øje med Dreyman og hans elskerinde.

Dreymans lejlighed fyldes systematisk og effektivt med mikrofoner, mens Wiesler sætter sig til rette på ejendommens loft for at følge med i det, som er filmens titel: ’De andres liv.’ Det er her, filmen træder i alvorlig karakter og begynder at fængsle stærkt.

Overvågningens effekter
Hvad gør overvågningen ved overvågeren?

Den situation er vi jo alle sammen anbragt i, vi er alle sammen voyeurs, blot af det system, vi i forvejen sympatiserer med, uden medskyld, for der er ikke noget at være for alvor skyldig i, hvis man lever i et demokrati, og det gør vi. Overvågning og rapportering er endda en af ytringsfrihedens fremmeste målsætninger, og vi skal ikke skifte livsanskuelse, højst skifte småmeninger, hver gang vi overvåger og rapporterer. Ikke sandt?

Men for Wiesler, den loyale kommunist, går det anderledes. Den ensomme, tilknappede, anstændige Stasi-agent bliver påvirket af det liv, han er ansat til at mistænkeliggøre. Hvad er det for et ’andet’ liv? Et friere, mere kærligt liv, hvor man læser Brecht som kunstner, ikke som politiker:

»An jenem Tag im blauen Mond September/ Still unter einem jungen Pflaumenbaum/ Da hielt ich sie, die stille bleiche Liebe/ In meinem Arm wie einen holden Traum«. (Fra ’Im blauen Mond September’).

Ja, drømmen og kærligheden – hvor er de blevet af? Hvorhenne er livet?

Og langsomt, uden ét eneste ord i hele filmen, skifter Wiesel ikke bare mening (som vi andre!) – men han skifter livsanskuelse. Man læser det i hans ansigt. Hvor trist, at to overvågede mennesker elsker hinanden. Hvor trist, at Dreyman efterhånden viser sig at være præcis så vestligt dekadent, at han i det skjulte bidrager til Der Spiegel om den forfærdelige selvmordsstatistik, som ikke føres i DDR.

Filmen, der skal ses
Intrigen er krystalklar og koncentreret spændende som i en thriller – meget mere end sædvanligvis, for intrigen er sandsynlig og realistisk uden sentimentalitet. På skuespilleren Ulrich Mühes distancerede, direkte og disciplinerede blik ses gradvis hans, kaptajn Wieslers, idealisme, som har fundet ny grobund, et nyt holdepunkt: ny livserkendelse.

På overfladen handler filmen om et liv i detaljeret ufrihed og autentiske optagelser fra Stasi-hovedarkivet i Normannenstrasse i Berlin – den frygtede adresse i DDR-tiden.

Nedenunder er filmen er hyldest til det gode menneske, som døde i fortvivlelse, ved selvmord, på illegal flugt over Muren, i fængslerne eller i arbejdslivet, som blev forbudt. En blodig, langstrakt krig.

De andre roller, Dreyman (Sebastian Koch) og Christa-Maria (Martina Gedeck) er fornemme, musikken (af oscarvinderen Gabriel Yared) fremragende – så alt i alt er dette filmen, De ikke bør gå glip af.