Vi kan sætte folk i fængsel, lade dem rejse langt bort, skille dem fra deres kære og gennemgå alverdens terapi. Men på bunden er de stadig de samme. Og man kan tage et helt ensemble fra en film og skifte det ud med nye skuespillere. Men inde i deres karakterer vil ulykken og perversiteterne stadig bo.

Nogenlunde sådan må konklusionen være på Todd Solondz’s modige forsøg på at opdatere sit store gennembrud, ’Happiness’ fra 1998. En film, der nådesløst flåede gardinerne fra det småborgerlige liv i de velplejede amerikanske forstæder og hængte perversiteter til frit udsyn på tørresnoren side om side med neuroser.

Uforglemmelige filmscener
I kraft af den sorte humor og det nærmest sindsoprivende gode skuespil er filmen blevet en endog meget elsket klassiker for et publikum, der loyalt og med stor spænding har ventet i 12 år på opfølgeren. Man kan dog roligt se ’Life During Wartime’ uden forudsætninger, for Todd Solondz er ikke præget af sentimental fastholden.

Til gengæld har han et helt usædvanligt blik for, hvordan man kan omdanne selv de mest pinagtige situationer og nærgående samtaler til uforglemmelige filmscener, godt hjulpet af den eminente fotograf Ed Lachman, hvis karismatiske billeder subtilt hyldes med den plakat for Dylan-filmen ’I’m Not There’, som hænger et sted her.

Once a perv, always a perv
I centrum for ensemblespillet står igen søstrene Jordan. Joy med lillepigestemmen (Shirley Henderson, der nok er bedst kendt som Moaning Myrtle fra ’Harry Potter’) forlader sin mand Allen (Michael Kenneth Williams), da hun erkender, at han måske ikke er helt færdig med sin fortids perversiteter.

Storesøster Trish (Allison Janney), alenemor til tre, er til gengæld på vej mod ny lykke efter skilsmissen fra sin pædofile mand, som har siddet i fængsel i ti år. Trish fryder sig over, at den trinde Harvey (Michael Lerner) er så vidunderligt ’normal’ både ved middagsbordet og i sengen.

Så glad er Trish, at hun straks efter første stævnemøde fortæller sin søn Timmy (Dylan Riley Snyder), der er i gang med at forberede sin bar mitzvah, om, hvordan hun blev liderlig og måtte tørre sig med en serviet under middagen!

Et mildt eksempel på, hvordan tonen fremdeles er hos Todd Solondz. For som søstrenes mor med fasthed i stemmen siger til den hjemvendte Joy om hendes mand – »once a perv, always a perv«.

Fortryllende motelsex
Desværre for Trish er hendes søn knap så begejstret for romancen, som han forsøger at stoppe ved at udsætte bejleren for et umuligt forhør. Bedre bliver det ikke, da Timmy finder ud af, at hans far slet ikke er død, som hans mor har fortalt.

Imens nærmer den løsladte far Bill (Ciaran Hinds) sig sin familie. Undervejs har han en engangsaffære med en ensom kvinde på et motel (Charlotte Rampling) i nogle scener på en gang så fortryllede og kuldslåede, at de er hele filmen værd.

Og lillesøster Joy opsøger den tredje søster Helen (Ally Sheedy) i Hollywood, hvor hun er blevet en succesfuld tv-manuskriptforfatter. Til gengæld har hun ikke plads til nogen som helst andre end sig selv og sine Emmy-statuetter.

Et samfund i krigstid
Ambitionerne er store for Todd Solondz, der ikke alene forsøger at få sin stort orkestrerede kabale med problematiske emner som pædofili og tilgivelse, menneskelig forstillelse og kærlighedens krævende væsen til at gå op i en historisk form for filmisk fortsættelse, men også lader de dysfunktionelle familierelationer stå som en allegori over det amerikanske samfund i krigstid.

Deraf titlen, som er løftet fra den søde lille sang, Joy spiller på sin guitar, mens hun synger: »Jeg begik en fejl/ det er ligesom Vietnam«.

Status quo
Trods alle sine fine og vellykkede elementer ender ’Life During Wartimes’ med at stå som en fastholden af status quo frem for en videreudvikling. Sine steder er humoren befriende og fin, men ofte skaber den også distance til den egentlig gribende og tragiske handling.

Det er ikke helt fyldestgørende, når der nu netop er tale om en fortsættelse og ikke bare en forlængelse. Figurerne er fanget af fortiden og bliver hængende i instruktørens net som netop figurer i det store eksperiment med undtagelse af den eksempelvis gribende scene, hvor den løsladte far opsøger sin ældste søn, som han i sin tid forgreb sig på.

God pointe og stærke billeder
Det er et af de steder, hvor Solondz tør lade filmen undersøge sit menneskelige vraggods uden at lade det støde på grund i begavet komik på en bund af tragedie. Tilbage står en imponerende og stærkt seværdig film, som man skal se for dens modige filmiske eksperiment, de stærke billeder og det tilsvarende fine skuespil.

En barsk, om end vel intellektualiseret, spidning af vore skrøbelige forsøg på at udgive os for andre end dem, vi egentlig er. Pointen er god, elegant sat ind, men den er unægtelig også blot en gentagelse for alle, der har set første og fortsat bedste del af denne filmduo.

Måske falder alle masker og brikker på plads i en eventuel kommende treer om 10-12 år?