Mine damer og herrer!

De ærede herskaber trrrrrrror næppe Deres egne øjne og ører, men i aften præsenterer vi vaskeægte talende hunde af alle racer, blandinger og i alle størrelser!

Talende hunde! Det havde været en sensation, hvis vi befandt os på en gammeldags markedsplads, men nu er det altså Hollywood, vi snakker om. Filmbyen, der de senere år er blevet lettere plimmelim af computerteknologi.

Som desperat efter at fange publikums interesse logrer og lefler efter laveste fællesnævner, mens man hiver den ene talende vovhund op af hatten efter den anden.

Virkelig sensationelt ville det være, hvis man rent faktisk fandt på at bruge dresserede hunde og smart teknologi til noget komisk, der var bare en lille smule originalt.

Klodset granddanois
Men det er desværre heller ikke tilfældet med ’Marmaduke’s kombination af rigtig film og vovsemanipulation, hvor stort set det eneste sjove indtræffer, da en hund strinter i en kop kaffe to go.

’Marmaduke’ er en børnefilm, undskyld, en familiefilm, hvor hundene har rollerne som utilpassede teenagere. Marmaduke er navnet på en stor klodset granddanois. Da familien flytter fra Kansas til Orange County, skal Marmaduke som familiens elskelige, provinsielle børn lære at begå sig blandt Californiens popsmarte indfødte.

Både børn og hunde skal lære at tro på sig selv uden at behøve ty til mærkevarer eller en overfladisk identitet som rene racehunde.

Savlende klichéer
Det sjove skal bestå i, at hundene opfører sig såre menneskeligt. Menneskene er der ikke meget sjov ved. Med det noget triste resultat, at hunde og mennesker i fællesskab gnasker lystigt på hver eneste tilgængelige kliché, som var de lækre gummikødben.

’Marmaduke’ bygger en amerikansk avistegneserie tegnet af Brad Anderson siden 1954. Men bortset fra at halvdelen af rolleindehaverne har fire ben og tendens til at savle, er filmen om den granvoksne vovse blevet den sædvanlige dødssyge faste formel af en historie om en familie, der efter lidt munter tumult skal lære de sande værdier at kende.

Sammenlignet med ’Marmaduke’ fremstår ’Beverly Hills Chihuahua’ fra 2008 som noget nær et lysende vittigt mesterværk i denne særlige genre.

LÆS ANMELDELSE Tynd hundegalskab i Beverly Hills

Er det kun, fordi jeg ikke selv har hund, at jeg ikke kan se det vidunderligt morsomme i talende hunde med våde øjne og flove replikker? Er det af den grund, jeg ikke kaster mig hulkende af grin på gulvet ved synet af en hund på et surfbræt?

I den amerikanske original lægger Owen Wilson stemme til Marmaduke. Velsagtens en formildende omstændighed, man imidlertid ikke finder tilsvarende i versionen med de danske stemmer.

Kan nogen forklare mig, hvorfor talende hunde er sjove? Og hvorfor de åbenbart er helt vildt sjove, hvis de også prutter og danser breakdance? I så fald må det gerne ske lidt tjept. For allerede om to uger er der premiere på ’Cats and Dogs’ i 3-D. Det er den med en schæferhund med solbriller på plakaten.