Køkkentype
 
iBYEN anmelder
 
Læserne anbefaler
iBYEN anmelder
 
Læserne anbefaler
Nye film
 
iBYEN anbefaler
Koncerter på vej
iBYEN anbefaler
iBYEN anbefaler
 
Rådhuspladsen 37
1785 Kbh. V.
Tlf: 33 11 85 11
 
 
 
Redaktør
 
Redaktion
 
Kalender
 
iBYEN-redaktør
 
Ansv. Redaktør:
Tøger Seidenfaden
 
Udgiver:
JP/Politikens Hus A/S
 
Netannoncer:
 
29. jul 2010 kl. 09:41
 
Hvad angår action, er der ikke stor forskel på drøm og virkelighed i Hollywood. I "Inception" jages drømmetyve af habitklædte lejemordere. Foto: Warner Bros. - Se stort billede

Annonce

Annonce

Drømmefilm er vor tids The Matrix

Instruktøren Christopher Nolan fornyer actionbraget med en superintelligent suspense.

 
Kim Skotte, filmredaktør
 
Dagen inden han fylder 40, bekræfter Christopher Nolan med ’Inception’ sin position som den nye kong Hollywood. En position, han har opnået på blot ti år.

Disse ti år er også det tidsrum, han har tumlet med ideen bag ’Inception’. En vildt ambitiøs og åndeløst spændende film, som fusionerer hæsblæsende action med dristige tankespring mellem forskellige lag af drøm og virkelighed.

Drømme-mestertyve
’Inception’ er en actionfilm, hvor langt det meste af handlingen udspiller sig i sindets verden.

Den handler om mestertyven Dom Cobb, der har specialiseret sig i at bryde ind i folks underbevidsthed, mens de sover, og stjæle ideer og hemmeligheder. Offeret – typisk en højtstående forretningsmand – bedøves.

Og så gælder det om at lirke forretningshemmelighederne fra ham i et univers, den drømmende tror er hans eget, men som i virkeligheden er konstrueret af drømmetyvene ved hjælp af smart teknologi.

Kunsttyve drømmer ultimativt om at stjæle ’Mona Lisa’. Bankrøvere drømmer om at lænse Bank of England.

Men i drømmetyvenes avancerede form for industrispionage er det umulige kup slet ikke at stjæle, men at bryde ind i en magtfuld persons hjerne og plante en idé som en parasit.

I det aktuelle tilfælde er det arvingen til et gigantisk energiimperium, som en svækket konkurrent meget gerne vil have lokket til at tænke i mindre imperialistiske baner.

Tankegangens korridorer
En actionfilm om tankeimplantater. Overhovedet at få realiseret sådan et projekt i disse års økonomiske klima vidner om den britiske instruktørs magtposition i Hollywood.

Den blev cementeret, da ’The Dark Knight’ blev det nye årtusinds mest sete film, indtil James Cameron overhalede med ’Avatar’.

LÆS ANMELDELSE 'Avatar' er en dyr øko-fabel

’The Dark Knight’ gjorde Nolan til en af de absolut tungeste drenge.

På trods af talløse muligheder for at fare vild i sine egne labyrinter vidner ’Inception’ om Nolans overlegne talent for at skabe overbevisende actionbrag i tankegangens snørklede korridorer.

Det poetiske udtryk ’når en drøm brister’ får et noget alternativt udtryk, når drømmen, der brister, er en af verdens storbyer!

Nolans frirum
Utallige amerikanske film har siden det postmodernes indmarch forsøgt sig med at klaske genrer sammen for opnå størst mulig effekt. Men kun sjældent resulterer det i den form for kemi, hvor noget egentlig nyt opstår.

’Inception’ er en undtagelse.

LÆS OGSÅ Årets mest hypede film lever op til forventningerne

I Christopher Nolans tilfælde udspiller alkymien sig både på det personlige og det formelle plan. Hvad angår det første, så kan man se ’Inception’ som filmen, hvor de to spor i Nolans filmiske forfatterskab smelter sammen.

Han har lavet tre spændende og meget forskellige film om identitet, bevidsthed og illusion.

Gennembruddet var en tanke- thriller om hukommelsestab (’Memento’, 2000), som blev fulgt af et remake af en norsk krimi om søvnløshed (’Insomnia, 2002), og i 2006 kom den vel nok bedste tryllekunstnerfilm af dem alle, ’The Prestige’.

LÆS ANMELDELSE Abra-kadaver

Og så har Nolan lavet de to Batman-film ’Batman Begins’ (2005) og ’The Dark Knight’ (2008), som viste, han kunne kunsten stilistisk at forny en af de mest etablerede og ikonografiske seriehelte og samtidig skabe en stor publikumssucces.

LÆS ANMELDELSE Batman drøner ind i virkeligheden

Actionfilm uden superskurk
De fleste omkostningstunge actionfilm fra Hollywood fungerer på det ydre plan med dyrt og flot håndværk og masser af smarte effekter.

Men de har sjældent forfærdelig meget at komme med på ideernes og følelsernes præmisser. Her står Nolan ret alene. Som en moderne Howard Hawks kan han revitalisere en genre, men går også sine helt egne veje.

Det kan han, fordi han både skriver eget manuskript, selv instruerer og producerer og står på et solidt fundament af kommerciel succes. På et tidspunkt, hvor risikovilligheden er lille, og Hollywoods mainstream præget af konformitet med livrem og seler, har Nolan skabt sig et frirum.

Nolan kan vælge frit. Traditionelt i nogle tilfælde. Helten i ’Inception’ skal således udføre The Last Job. Vel vidende at risikoen for, at det sidste job er identisk med det arketypiske ’ét job for meget’, er overhængende.

Til gengæld står helten i denne actionfilm for en gangs skyld ikke over for en superskurk. Farer er der nok af, men de lurer andre steder.

Matrix med mindre kryptisk snak
Nolan blander begreberne effektivt. Projektioner kalder han de svært bevæbnede forfølgere, som den drømmende mobiliserer for at bekæmpe de indtrængende i hans underbevidsthed. På samme måde som hvide blodlegemer bekæmper en infektion.

Biologi og psykologi smelter sammen og får hjælp fra mytologi. I filmen hedder arkitekten, der bygger drømmenes labyrinter, Ariadne.

Urlabyrinten på Knossos blev ganske vist ifølge myten konstrueret af Daedalus, men det var prinsesse Ariadne, der gav Theseus den røde tråd, så han kunne finde ud igen efter at have dræbt uhyret Minotauros.

Den dristige intelligens og den stilsikre håndtering af actionfilmens teknologi og spænding smelter Christopher Nolan sammen i en film, der både er actionbrag, kupfilm, filosofisk thriller, 007-pastiche, blæret computeranimation og en leg med filmmediets muligheder for at manipulere med øjet og hjernen bag.

’Inception’ har samme sus af noget helt nyt som ’The Matrix’ havde (og mindre selvbevidst kryptisk snak).

Samtidig har filmen et emotionelt greb om forholdet mellem følelser og filmisk computerteknologi, som er det mest udfordrende siden Michel Gondrys banebrydende ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ fra 2004.

LÆS ANMELDELSE Livet leves i hovedet

De tre svar
Hvordan får Christopher Nolan alt dette til at virke? Jeg synes, man må komme med – mindst – tre svar.

For det første har han i sit manuskript tænkt tingene igennem i alle detaljer.

Actionfilm, der springer i tid og rum, bliver ofte noget værre vrøvl og en dårlig undskyldning for at mystificere noget banalt. Men i ’Inception’ tager man turen med helt ind i labyrintens inderste krinkelkroge uden at føle sig snydt.

For det andet har Nolan i sin hovedperson, Leonardo DiCaprio, en skuespiller, der er inde i en rivende udvikling og er intelligent og karismatisk nok til at bære hovedrollen som ’drømmerøveren’ Cobb igennem.

Navnet har Cobb i øvrigt tilfælles med hovedpersonen i den unge Nolans allerførste film, ’Following’.

For det tredje tror jeg, filmen virker så stærkt, fordi den alternative krimikonstruktion med drømmekup og labyrinter for Christopher Nolan er en helt personlig og altomfattende metafor for selve det at lave film.

For hvad gør den ambitiøse filmfortæller andet end at bryde ind i bevidstheden og plante billeder og ideer i hovedet på alle, der har løst billet til drømmefabrikken?

Christopher Nolan har siden ’Memento’ markeret sig som en virtuos filmfortæller og brillant håndværker med stilsans og kold næse for den maksimale effekt. ’Inception’ tilfører billedet af Nolan en ny dimension.

Det skjulte selvportræt af instruktøren som manipulator af drømmebilleder er følelsesmæssigt forankret i en stærk historie om en mand, der ikke kan vriste sig fri af sin egen traumatiske forhistorie.

Fanget i en drøm
DiCaprios rolle minder ikke så lidt om hans nylige hovedrolle i Martin Scorseses ’Shutter Island’.

LÆS ANMELDELSE DiCaprio overspiller fælt i Scorsese-film

Men både rollen og udførelsen er mere raffineret i ’Inception’, hvor hovedpersonen, Cobb, både er hjernen bag drømmetyvenes kup og bandens største sikkerhedsrisiko.

I drømme møder Cobb nemlig konstant sin døde elskede. Hendes opdukken er ikke just af beroligende karakter for en iskold drømmetyv, der helst ikke skal ryste på hænderne.

Det meste af ’Inception’ udspiller sig i et manipuleret drømmeunivers skræddersyet til lejligheden af et hold eksperter. Sådan en slags drømmetydningens ’Ocean’s 11’.

Ligesom i hypnose kan man ’gå dybere’ om nødvendigt. Hvilket imidlertid øger risikoen for, at noget går helt galt. Der er farefulde tidsforskelle. 5 minutter i virkeligheden svarer til en time i ’neddykket’ tilstand.

I det endnu dybere drømmelag svarer drømmetiden til mange år i virkeligheden. En lille evighed. Her er det ikke kun sindslidende og romantikere, der risikerer at blive fanget i en drøm!

Logiske knaster
At man så villigt køber de mange spegede præmisser i dette fantasifulde opspind, er et vidnesbyrd om Nolans omhu og fortælletalent.

Det er muligt, han vil blive grebet i småfejl, når først nørderne finder luppen frem. Selv undrer jeg mig lidt over, at kemikeren Yusuf afslører sig som en veritabel Thorkild Thyrring bag rattet, da det går løs.

Men drømme har som bekendt sin egen logik. Vi har jo alle vores drømme, så måske har den lille kemiker fra Mombasa bare altid haft en drøm om at blive racerkører?

Også slutningen rummer potentielt en lille logisk knast, men under alle omstændigheder fungerer ’Inception’ her og nu 100 procent hypnotisk medrivende. Hvilket vel må være det afgørende for en film, der handler om manipulation af levende drømmebilleder.

LÆS OGSÅ Drømmeåbning for ny DiCaprio-film

Det er sjældent, en actionfilm tager fusen på mig med andet end fart og tempo, men dette drøn af en drømmefilm er noget for sig selv. Når Christopher Nolan inviterer på rejse til drømmeland kan man roligt lade Ole Lukøje-huen blive hjemme.

Til gengæld skal man være forberedt på, at det er en god idé at holde på hat og briller og opøve sine øjenbevægelser med en hurtighed, der kan matche den dybe søvns Rapid Eye Movement.

Læs også:
  Memento

Politiken.tv:

Flere nyheder og anmeldelser:
Annonce
 
 
Annonce
Annonce
 

Læserne skriver - hvad mener du?

Læsernes kommentarer
    Bedst lige nu
      Værst lige nu
        Café+Restaurant-favoritter
          Anmeld din favorit
           
          Annonce
           
          MUSiK iDAG
          Jonathan Johansson
          VEGA
           
          The House of Songs feat. Poul Krebs
          Amager Bio
           
          I Got You On Tape
          Musikcafeen - Århus
           
          Punk-and-billy bash! #30
          Loppen
           
          Rust natklub: We Are Skitzo feat
          Rust
           
          SCENE iDAG
          Carlsberg
           
          The House - Sofie Krog
          Aarhus Teater
           
          Best Before
          Archauz
           
          Omar Marzouk - Omskåret
          Frederiksbergscenen
           
          House of The Holy Afro
          Republique
           
          KUNST iDAG
          Rohde Contemporary
           
          På stregen - grafik fra museets samling
          Fyns Kunstmuseum
           
          Fernisering: Make Yourself At Home
          Kunsthal Charlottenborg
           
          Den Frie Udstillingsbygning
           
          Andersen's Contemporary
           

           
          Annonce
          Annonce
          Annonce

          Set iBYEN
          Liv Ajse og Ditte Giese blogger med billeder fra byens mere kantede steder.
           
          Annonce
          Annonce
          Læserne anbefaler
          Musik:
           
          Kokkehuer:
           
          Cafékontrol:
           
          MEST LÆSTE