Bag et pindsvins stikkende ydre gemmer der sig et blødt dyr. En lille banalitet, naturligvis. Men også en sandhed, man kan dreje en fantastisk film over, selv om handlingen i ’Pindsvinet’ er omtrent lige så minimal som ovenstående pointe.

Med andre ord er dette et fint bud på, hvad fransk film også kan være. Også for alle os, der ikke nødvendigvis nikker med i begejstring, når nogen fremhæver filosofien, psykologien og dybden i tour-landets filmskat.

I dette tilfælde kan man roligt lade ord med en helt anden værdi som prætentiøs, kedelig og forstilt blive hjemme. For af sted skal man for at se denne dejlige film.

Et pindsvin med hemmeligheder
Hver dag passerer de rige beboere i en fin ejendom i Paris med en overfladisk hilsen forbi deres portnerske Renée Michel (Josiane Balasko) på vej til job. Skulle nogen have brug for den oversete 54-årige dame med den kraftige krop og de grove træk, svarer hun altid høfligt, men uden venlighed.

Den 11-årige pige Paloma (Garance Le Guillermic) har dog i den grad lagt mærke til portnersken. Hun aner, at den stolte dame i stueetagen har hemmeligheder med en dybde, husets øvrige beboere slet ikke sanser.

Bag sin bryske facade minder den midaldrende dame om et pindsvin, et elegant dyr med piggene strittende i selvforsvar for sårbarheden bag dem.

Selvmord som 12-årig
De andre lever et intetsigende, overfladisk og trællebundet liv, mener Paloma. For at dokumentere sin påstand optager hun konstant sin families beskyttede tilværelse i herskabslejligheden med sin fars gamle videokamera.

Et liv som det, hendes hjemmegående, neurotiske og pillemisbrugende mor, den travle ministerfar og den selvoptagne storesøster lever, gider Paloma ikke. Derfor har hun besluttet sig for at begå selvmord, når hun om 5 måneder fylder 12 år. Og lade sin dokumentarfilm være det forklarende afskedsbrev.

Måske ikke den mest optimistiske indgang til en film. Men fra starten formår den debuterende instruktør, den kun 29-årige Mona Achache, med simple og rene midler at gøre sit publikum nysgerrige på samspillet mellem den resignerede portnerske og den filosofisk anlagte og tidligt modnede pige.

Umage romance
Den brik, der skal til for at åbne spillet, viser sig at være en japansk pensionist, enkemanden Kakuro Ozu (Togo Igawa). Da han flytter ind i ejendommen, fanger han et citat fra Tolstoj hos fru Michel.

Hendes litterære hemmelighed er afsløret, og snart lukkes Paloma ind i biblioteket, hvor portnersken tilbringer sine aftener med at læse med sin tykke kat på skødet og en plade mørk chokolade i betryggende nærhed.

Langsomt og roligt spirer følelserne mellem enkemanden og fruen, der tøvende lader paraderne falde og begynder at tro på, at nogen kan finde hende tiltrækkende. Og på forunderlig vis vokser Palomas livslyst i læ af kærligheden mellem hendes to voksne venner.

Rørende slutning
Hele vejen tror man på filmens følelsesunivers, fordi Mona Achache hverken overdriver noget eller manipulerer intellektuelt med os, hvad den stærkt rørende slutning viser. Her er en instruktør, der tror på sit materiale og lader filmen finde sit eget rolige flow, understøttet af en konstant lurende humor og en humanistisk solidaritet med karaktererne.

Til trods for Palomas holdninger viser hendes familie sig eksempelvis slet ikke at være så uelskede, som den unge selvmordsinstruktør synes at mene.

I det hele taget er ’Pindsvinet’ beriget med to formidable skuespilpræstationer. Hvad stortalentet Garance Le Guillermic leverer er enestående, men overstråles dog af Josiane Balaskos smukke indsats som det menneskelige pindsvin. Man aner virkelig i hendes spil, at der gemmer sig indre skønhed bag det barske og uindtagelige ydre.

Vellykket og stærkt seværdig
Derfor bliver filmen et lyspunkt – lun, underholdende, rørende, sofistikeret og simpel på en gang. En ganske imponerende måde, når man tager i betragtning, at emnerne her er liv, død, venskab, familie og det lille mirakel, der sker, når vi gennem andre mennesker finder ud af, at livet er værd at leve.

Trods et begrænset budget er filmatiseringen af Muriel Barberrys bestseller af en roman, ’Pindsvinets elegance’, som udkom på dansk sidste år, vellykket og stærkt seværdig. Måske ikke en af den slags film, der får en til at sidde på spidse pinde i biografsædet. Men til gengæld stikker den dybt længe efter afskeden med huset i Paris.