Kan man gasse en gris i en andensalslejlighed uden at vække naboerne – og uden at tænde lys og futte hele køkkenet af? Kan en lastbilchauffør komme i fængsel for at indsamle de æg, som nogle tusind høns lægger under transporten? Eller en skolepige for at narre tomme flasker fra folk og så sælge dem selv?

Autoritære mangelsamfund rejser den slags spørgsmål, og Rumænien var sådan et samfund indtil afskaffelsen af Ceausescu og hans omvendte udgave af proletariatets diktatur, altså hans diktatur over en proletariseret befolkning.

LÆS ARTIKEL Ceausescu graves op igen

Tilstandene skaber en sagtmodigt protesterende galgenhumor, vi gerne identificerer med den tjekkiske soldat Svejk fra Første Verdenskrig, men som også trivedes under den (sur)reelle kommunisme efter Anden Verdenskrig.

Filmede vandrehistorier
Rumænsk films ’ny bølge’ lever højt på den humor, også denne lille perlekæde af filmnoveller eller ’urban legends’. Instruktørerne står kollektivt for de fem filmede vandrehistorier (en oprindelig sjette om ’Den nidkære aktivist’ er slettet i denne kopi), men i centrum står Christian Mungiu, der også har skrevet manus og produceret.

Ham husker vi fra den prisbelønnede og nok så alvorlige ’4 måneder 3 uger og 2 dage’, og Vlad Ivanov, som dér spillede den klamme, kyniske kvaksalver, viser her igen hele sin massive karisma i rollen som den sagtmodige hønsechauffør.

Også unge Diana Cavallioti fylder hele lærredet ud som den udspekulerede, men tilsyneladende korrekte skoleelev, der giver sig ud for statslig indsamler af vandprøver i boligkomplekset – men derpå hælder vandet ud for at sælge flaskerne. Sidste led sparer hun endda, da hun finder på i stedet at indsamle luftprøver ...

Grinet stivner
Forsøget på at aflive en sortbørsgris i al hemmelighed ved at gasse den i køkkenet minder om den vidunderlige britiske krigstidsfarce ’A private function’, men andre steder stivner grinet næsten. For opfindsomheden udspringer jo af angsten.

Som hos pressefotografen, der altid frygter at se »en sort Volga« holde foran gadedøren og derfor bistår redaktionskomiteen med at ’pynte’ og manipulere fotos af diktatoren – indtil den dag, det går for hurtigt. Eller hos borgmesteren, der vil hænge frugter op i træerne, fordi partibosserne – måske! – kommer igennem flækken næste dag.

Pamperne og bureaukraterne er skurkene og klovnerne i disse skrækfarcer om det menneskefjendske og uhensigtsmæssige i en magtklikes centralisering af alle beslutninger – uanset om det foregår i Rumænien for femogtyve år siden eller i danske ministerier den dag i dag.