Med fare for, at min indbakke bryder sammen under et heftigt bombardement af hademails fra rasende unge piger (og deres mødre), bliver jeg nødt til at skrive det, som det er.

’The Last Song’ er en klæbrig, kunstigt sødet, langtrukket og banal film, der burde være endt som tv-serie. Og Disneys tuttenuttede stjerne fra Hannah Montana-sagaen, Miley Cyrus, fremviser ud over sin præsentable overlæbe ikke noget, der minder om dramatisk talent i hovedrollen.

Rådne veninder og dødelig sygdom
Med kærligheden som en meget langstrakt, lyserød tråd forsøger ’The Last Song’, som er baseret på en roman af bestsellerforfatter Nicholas Sparks, at overbevise en om, at man sagtens kan proppe emner som ungdommeligt oprør, skilsmisser, besværlige brødre, landsbysladder, den første forelskelse, rådne veninder og dødelig sygdom ind i én film.

LÆS ARTIKELHollywood elsker den mandlige Barbara Cartland

Og slippe godt fra det ved at lade klicheer som »Kærligheden er en skrøbelig størrelse, og det er ikke altid, vi passer godt nok på den« flyde ned over lærredet som pædagogiske leveråd til ungdommen.

Utroværdig Disney-rebel
Uden bare antydning af troværdighed i rollen som Ronnie, rebel uden sag, tvangsforflyttes Miley Cyrus til sin lidt sære fars strandparadis i Sydstaterne for sammen med sin lillebror at tilbringe sommeren der.

LÆS ARTIKELMiley glæder sig til at droppe Hannah Montana

Hvor det selvfølgelig viser sig, at den smukke pige også er godhjertet bag sin mutte facade. Hun kan oven i købet forelske sig i det lokale hug (Liam Hemsworth, der synes mere interesseret i at flashe mavemuskler end i at spille skuespil).

Man sidder med et håb om, at filmen vil glide i den sirup, den selv har hældt ud, så vi kunne nå frem til den søde død og få ’The Last Song’. Det tager sin tid, når de banaliteter, der snildt hver for sig kunne fylde et afsnit eller fire i en tv-serie på en af de stærkt kommercielle tv-kanaler, skal pumpes kunstigt op.

Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.