En højgravid svensk skuespillerinde, Eva Röse, skannes. Tilsyneladende har hendes ufødte søn det fint. Ligesom hun selv.

Men alt det, man ikke kan se med det menneskelige øje, gør alligevel Eva Röse bekymret.

Blodprøver viser, at hun indeholder et stort antal kemikalier. Blødgørere, brandbeskyttelsesmidler, rester af pesticider og x antal andre stoffer, vi alle er omgivet af og optager gennem noget så dagligdags som tøj, bagepapir, husholdningsredskaber eller den luft, vi indånder.

LÆS OGSÅFarlige kemikalier slipper for kontrol

Kemikaliehule
Eva Röse har en ven, der er 35 år ældre end hun, nemlig svensk dokumentarfilms sværvægter, Stefan Jarl. Adspurgt af ham har hun indvilliget i at medvirke i hans film ’Underkastelsen’ om de kemikalier, mennesket ufrivilligt optager i kroppen hver eneste dag og nat. Undervejs i projektet begynder hun dog at tøve.

I forvejen vidste hun, at hun sikkert selv indeholdt mange rester af kemikalier, som forskere har navne for. Men hun var ikke klar over, at ingen forskere ved, nøjagtig hvordan de små doser af kemikalier indvirker på menneskekroppen.

Hun var heller ikke klar over, at livmoderen, der ellers betragtes som et fosters trygge hule, er alt andet end kemikaliefri.

Mærkelige nye stoffer
Man kan spise og drikke sundt, undlade at gå med kosmetik, sørge for at få masser af motion og frisk luft og i det hele taget passe godt på sig selv, mens man venter sig.

Men alligevel, viser Stefan Jarls kemikaliegyser, bliver en masse mærkelige, nyere stoffer optaget af barnet gennem navlestrengen.

LÆS OGSÅForsker: Brystmælk er ikke bedre end flasken

Hvad stiller man så op? Når man ingenting kan gøre?

Eva Röse afbryder sin deltagelse i Stefan Jarls forsøg.

Tung, svensk formidling
Parallelt dermed er filmen ’Undtagelsen’ en oplevelse, man kan have lyst til at gå fra undervejs, fordi den ikke indeholder noget håb. Kun bekymring. Formidlet på en sober, men også meget tung, svensk måde – Stefan Jarl er noget i retning af svensk dokumentars svar på fiktionens Ingmar Bergman.

Der bliver ikke talt ned til publikum, og der bliver ikke smilet for lige at løfte humøret en halv grad. ’Underkastelsen’ er alvorlig, vægtig, undersøgende journalistik om de seneste årtiers kemikalieudvikling.

Skarpt fotograferet og glædesløst fortalt af Röse, Jarl samt 23 forskere fra mange lande. Indimellem afbrydes analyser af barske fakta af billeder af ustandselige vandfalds heftige brus. Man aner, hvordan vandfaldenes kraft ad åre vil slide på de bagvedliggende klipper. Sker det samme med kemikaliernes indflydelse på mennesket?

Velresearchet og vigtig humørdræber
Jarls billedsprog og anvendelse af musik er tung som emnet, han fortæller om i en film, hvor både Röses medvirken og instruktørens egne kommentarer skaber en vis ujævnhed.

Sædvanligvis er det ujævne en svaghed i en film. Men i forbindelse med ’Underkastelsen’ er det en styrke, at der opstår noget uegalt, en uforudsigelig menneskelig stemme undervejs i et ellers dramatisk og faktuelt forløb, der stramt tjener til at illustrere for eksempel, hvorfor mænds sædkvalitet falder, fisk skifter køn, og stadig flere kvinder får brystkræft.

’Underkastelsen’ er en vanskelig, men også væsentlig populærvidenskabelig dokumentar. En velresearchet og vigtig humørdræber »til forsvar for de ufødte«, som instruktøren siger det.

Læs de seneste filmanmeldelser her.