I efteråret 2004 høstede Susanne Bier anmelderroser for sit psykologiske krigsdrama ’Brødre’, der tog sit dramatiske udgangspunkt i krigen i Afghanistan.

I dag, fem et halvt år senere, er den krig stadig aktuel, og Biers film er blevet oversat til Hollywood af den erfarne irske instruktør Jim Sheridan, der tidligere har trakteret med melodramaer som ’Min venstre fod’, ’I faderens navn’ og ’In America’.

Et melodrama af de helt store
’Brothers’ er da også – som ’Brødre’ – et melodrama af de helt store. Langt mere end en klassisk krigsfilm er den en fortælling om de følelser, krig kan vække både på slagmarken og på hjemmebanen.

Titlens brødre er storebror Sam (Tobey Maguire) og lillebror Tommy (Jake Gyllenhaal) fra familien Cahill, hvor faderens (Sam Shepard) kærlighed er en, man gør sig fortjent til gennem ansvarlighed og gode gerninger.

Såsom at drage i krig, som Sam gør det den dag, filmen tager sin begyndelse. Samme dag som Tommy kommer ud fra fængslet, hvor han har siddet inde for et bankrøveri.

Loyalitet og svigt
Kontrasten mellem brødrene kunne ikke være større. Sam er uddannet i militæret og gift med sin ungdomskæreste Grace (Natalie Portman).

Han er typen, der gør det rigtige og tjener sit land, mens Tommy har fundet sig til rette som den, der altid svigter.

Men da Sam meldes faldet i Afghanistan, beslutter Tommy sig for ikke at svigte Grace og de to små døtre.

Det er det set-up, som Bier udtænkte i samarbejde med Anders Thomas Jensen, og som Jim Sheridan trofast følger i ’Brothers’.

En krølle på halen
Var historien endt her, var den endt i sødsuppe, men hos både Bier og Sheridan er der den krølle på halen, at Sam ikke er død.

Og da han – måneder efter sin begravelse – vender hjem, opdager han, at rollerne er byttet.

Han har svigtet, og lillebror er trådt til i en grad, så Sams døtre højlydt fortæller, at de foretrækker Tommy – »og det gør mor også«, som den ældste datter (hjerteskærende spillet af Bailee Madison) siger til familiemiddagen, da Sam er kommet hjem.

’Brothers’ er i overhængende fare for at blive skematisk i sin symmetriske konstruktion med de to modsatrettede brødre.

Dogme-realisme eller Hollywood-detaljering
Bier klarede skærene i ’Brødre’ ved at insistere på den intense følelsesfremstilling i dogme-grynet realisme og nærgående close-ups, mens Sheridan går til stålet som Hollywood-håndværkeren med alle detaljerne i orden.

Som det afskedsbrev, Sam har skrevet til Grace, og som hun først nægter at åbne, fordi hun dermed ville skulle anerkende hans død – men som hun åbner, da hun i sin spirende forelskelse i Tommy håber, at Sam vitterlig er væk for bestandig.

Modsat Bier overspiller Sheridan visse virkemidler – der krydsklippes lidt for kalkuleret mellem ude og hjemme, og Sams voice-over burde være blevet bortvist, ligesom den påfaldende unge og stjernespækkede skuespilbesætning ligner noget, der er udtænkt for pengenes skyld.

Gode skuespilpræstationer
Men man må medgive, at de gør det godt. Mest imponerende de to små døtre, hvis fine spil endnu en gang demonstrerer Sheridans talent for at arbejde med børn, som han gjorde det i ’In America’, men også Portman rammer mange gode toner i rollen som ung mor og soldaterkone (ikke just en rolle, den intellektuelle newyorker er skræddersyet til).

Bedst er dog Gyllenhaal, hvis afsky for sig selv får ham til at brænde igennem med en rasende glød, der så udmærket forklarer, hvorfor Grace undervejs foretrækker ham frem for den humorforladte soldat, hun giftede sig med.

Og at en dansk films gode budskab om krigens menneskelige tab når et større, internationalt publikum, kan vi kun være stolte af.