»Har du familie udenfor?«. »Nej, hr.«. »Har du fjender eller venner indenfor?«. »Nej, hr.«. Således fåmælt lader Jacques Audiard sin hovedperson, Malik El Djebena (Tahar Rahim) præsentere sig selv i fængselsdramaet ’Profeten’, som vandt juryens Grand Prix på Cannes sidste år.

Han er en enspænder, ved ingenting, har ingen forbindelser og er derfor det oplagte mål for fængslets ukronede konge, César (en uhyggeligt velspillende Niels Arestrup), der som leder af den korsikanske mafia styrer fængslet med hård hånd.

Han beordrer Malik til at dræbe den nyindsatte Reyeb (Hichem Yacoubi), og hvis han nægter, bliver han selv dræbt. Malik skal gemme et barberblad i sin mund og under påskud af at give Reyeb et blowjob (i bytte for en joint), skal han skubbe barberbladet frem mellem tænderne og hugge det i halsen på Reyeb.

Da drabsscenen endelig oprinder, er den gyselig og langtrukken; ofret viser sig at være kærligt og venligt, og Maliks overfald er klodset og brutalt. Efter drabet er Maliks ansigt blevet hårdt, han har krydset en usynlig grænse og vil for altid være en morder.

Myldrer med forbrydere
Men man ser også en begyndende vished om, hvordan han kan bruge sin magt inden for murene – og en af filmens ironiske pointer er, at for den enfoldige småforbryder Malik begynder forbrydelse for alvor at kunne betale sig, efter han kommer i fængsel.

Særligt da en ny lov dikterer, at de korsikanske indsatte skal afsone deres straf tættere på hjemøen, og César pludselig står sårbar uden sine faste bodyguards. Malik øjner en mulighed for indflydelse – og får den. Resten af filmen handler om hans vej til magten inden for fængslets korruptionsbefængte mure, hvor alle bestemt ikke er lige for loven.

’Profeten’ er med sine 155 minutter en lang film, og Maliks ture på udgang fra fængslet myldrer med forbrydere af arabisk, fransk og korsikansk herkomst, så man til tider mister overblikket og falder ud af fortællingen.

Mellem himmel og helvede
Men Jacques Audiard (som sidst var aktuel i de danske biografer med ’Det slag mit hjerte sprang over’ i 2005) formår alligevel at holde spændingen intakt fra ende til anden, ikke mindst takket være sin nuancerede hovedperson, der befinder sig i et identitetsmæssigt limbo – franskmand og araber, men beskyttet af korsikanerne – som lærer ham, at viden giver magt.

Verden åbner sig bogstaveligt talt for Malik, efterhånden som han får lært at læse, får lært korsikansk og får lært at begå sig på tværs af fængslets kulturkløfter. Derfor er ’Profeten’ heller ikke så dyster en film, som den kunne være.

Der er ganske vist ikke meget feel good over Audiards skildring af fængselslivet, men de ar, Malik får pådraget sig bag tremmerne, gør ham både stærkere og klogere.

Pagten mellem Malik og César markerer i filmens univers også en sær faustisk pagt mellem himmel og helvede. For den afdøde Reyeb begynder i surrealistiske sekvenser at hjemsøge Malik, og dermed illustrerer Audiard på poetisk vis Maliks opstigen i hierarkiet parallelt med hans nedstigen i fængslets moralske underverden af vold og korruption.

Sårbar antihelt
I filmens dannelsesfortælling afløses Maliks uskyld og ydmyghed langsomt af selvsikkerhed, men Audiard slipper aldrig sympatien for sin unge hovedperson – og samtidig undgår han den sentimentalisering, der tit følger moralske fortællinger.

Så meget desto stærkere står den smukke scene, hvor Malik efter endt udgang til Marseille kommer tilbage til fængslet med fint, hvidt sand i skoene og forsigtigt føler sandet i hænderne, inden han lader det sive ud gennem sine fingre. Friheden er kun til låns.

’Profeten’ indskriver sig ubesværet i rækken af episke gangsterfængselsdramaer (jeg tænker bl.a. på ’Scarface’, ’En verden udenfor’, ’Godfather’, ’Goodfellas’ og senest det franske forbryderepos ’Public Enemy No. 1’), men dens tone er helt sin egen.

LÆS ANMELDELSEBrutal fransk gangsterfilm fascinerer

Ikke mindst på grund af Malik, der er en sårbar helt og dermed en atypisk hovedperson for en film af denne kaliber. For slet ikke at tale om det faktum, at han er muslim – en meget bevidst beslutning fra Jacques Audiards side, idet bare en tiendedel af Frankrigs befolkning er muslimer, mens de udgør to tredjedele af de indsatte i landets fængsler.

’Profeten’ er dermed ikke bare en sublimt spændende film, men også en velmenende samfundskommentar og en poetisk skildring af en verden uden poesi.

Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.