Det er ca. 20 år siden, Birger Larsen debuterede som spillefilminstruktør og Åke Sandgren skrev og instruerede ’Miraklet i Valby’.

Når man ser ’Superbror’, er det næsten, som om den tid var i går.

Det er både charmen og problemet ved denne på mange måder ambitiøse og bundsympatiske danske børnefilm.

Tilbage til 'Gummi Tarzan'
Vi er så afgjort tilbage i de dage, hvor ånden fra ’Gummi Tarzan’ stadig svæver over vandene.

Hvor alle er gode til noget, men blot først skal finde ud af, hvad det er.

Dengang da et skvæt jordnær magi kunne udvirke mirakler og næsten føltes dristigt, fordi det skete så kort tid efter, at betonrealismen havde dømt den slags ude som utidig eskapisme.

Interessant udgangspunkt
’Superbror’ er en børnefilm med afsæt i et alvorligt nok emne og et psykologisk interessant udgangspunkt.

Anja har de to sønner, Anton og Buller. Storebror Buller er ikke helt som de andre.

En lang bengel, men ubehjælpsom, naiv og ikke for kvik. Mere interesseret i, hvad der foregår i det ydre rum end i hverdagens verden.

Diagnosebarn i hovedrolle
Buller er et af tidens mange diagnosebørn. Det betyder samtidig, at den lille, meget tæt knyttede familie har en særlig struktur.

Der mangler en faderfigur. Men det er jo ikke så usædvanligt i disse tider, hvor atomstrukturen i kernefamilierne er mere løs end fast.

Mere iøjnefaldende er det, at Bullers problemer med at begå sig i virkelighedens verden så at sige har byttet om på storebror og lillebror.

Selv storebroderens navn er et rigtigt efternølernavn.

Roller er byttet om
Det er lillebror Anton, der på mange måder er storebror. Ham, der skal være stor, fornuftig og ansvarlig.

Anton lever i en omvendt verden, og han er møgtræt af det. »Jeg ønsker mig fandeme bare en normal storebror«, udbryder han på et tidspunkt.

Desperationen, irritationen og den dårlige samvittighed over bare det at udtale ordene får udtalelsen til at hænge som en sort sky over Antons hoved.

Men man forstår ham. Ansvaret er samtidig et savn. Ikke mindst i skolen, hvor Anton bliver mobbet efter noder og sandelig godt kunne bruge en stærk storebror til at rage kastanjerne ud af ilden.

God skildring
Skildringen af filmens kerneproblematik er virkelig fin. Det er her, ’Superbror’ allerede fra starten har luft under vingerne.

Det er her, fortællernes hjerte banker for sagen. Det er her, man har den film, som er blevet udtaget til konkurrence i Berlin.

LÆS ARTIKEL 'Superbror' kan løbe med Krystalbjørnen

Som meget muligt verden over vil høste mange roser og blive betragtet som endnu et bevis på, at vi i Danmark stadig kan kunsten at lave humanistiske børnefilm.

Hvor alle kan blive til noget. De skal måske bare have lidt uforklarlig hjælp fra det ydre rum.

I ’Superbror’ sker det noget hopsaagtigt i form af et stykke legetøj fra en intergalaktisk afdeling af Fætter BR, der via en meteorsten ender i brødenes hænder.

Pendant til 'Crazy'
I udlandet vil man bide mærke i filmens emne. ’Superbror’ vil måske få status som en lidt mere barnlig pendant til den tyske ’Crazy’.

En børnefilm, der tør tage fat i noget så kontroversielt som en hovedperson med et handikap.

I udlandet vil man måske heller ikke lægge mærke til, hvor gammeldags i sit tonefald filmen føles.

Men det vil man herhjemme. På den gammeldags plusside er filmens mod til at lave en børnefilm, der tager fat i noget vægtigt.

Gammeldags manuskript
På den gammeldags minusside er på manuskriptfronten nogle greb i en mirakelpose over sidste udløbsdato.

Og hvad der i hvert fald i mine øjne og ører virker som en forældet personinstruktion. Birger Larsen har ikke lavet en spillefilm i næsten 20 år.

Han har ganske vist lavet tv-serier i mellemtiden, men de manglende 20 år kan altså ikke desto mindre mærkes.

Fanget i en tidslomme
De to sympatiske drengeskuespillere Lucas Clorius og Viktor Kruse Palshøj klør på med krum hals, men kan ikke forhindre indtrykket af, at de er blevet fanget i en tidslomme, hvor de med et par årtiers forsinkelse er blevet efterladt et sted i nærheden af Valby og Nordisk Films traditionsrige barakker.

Mindre gammeldags bliver det ikke af, at drengeværelserne er prydet med musikplakater med Clash, Dylan, Frank Zappa og The Beatles.

Mobbescenerne er symptomatiske. En anden af årets danske børnefamiliefilm, ’Storm’, er mere konventionel og mindre ambitiøs end ’Superbror’.

Go' gammeldags mobning
Men mobbescenerne sidder lige i øjet. De virker troværdige, nutidige og derfor ret ubehagelige, hvor mobbescenerne i ’Superbror’ virker som go’e gamle mobbescener i en dansk film og derfor ikke meget mere frygtindgydende end en familiemiddag i Krummernes skød.

At storebror på et tidspunkt får superkræfter som ’Superman’ er ikke nogen hemmelighed. Det fremgår af plakaten.

Men hele projektet med superkræfter, et stykke legetøj fra det ydre rum og forsigtige danske effekter i en verden skabt af Hollywood virker stik imod hensigten gammeldags og på trods af alle hilsner til amerikanske film ikke rigtig på forkant.

’Superman’-ideen er en overflødig udklædningsdragt, hvis det handler om at lade fantasien komme til magten, så et barn kan overskride sit livs begrænsninger og blive flyvefærdig.

Måske tager jeg fejl. Måske ville der ikke være kommet et øje i biografen for at se en film om en dreng med autistiske forstyrrelser og hans gæve lillebror, der bakser med at få vendt ned og op på tilværelsen.

Den var nok ikke blevet en lige så stor julesatsning for hele familien som ’Superbror’, der er både sympatisk og fin, som den er, men kunne være blevet vigtigere og bedre.

LÆS ARTIKEL Hvor er vitaminerne i dansk børnefilm?

En gang imellem har man brug for en helt. Andre gange har man brug for noget helt andet, der måske er mindre super, men mere helt.

Læs flere filmanmeldelser på www.ibyen.dk