Den største succes i skandinavisk films historie ender med at fise lige så stille ud.

Stieg Larsson-trilogiens filmatisering begyndte med et brag i skikkelse af ’Mænd der hader kvinder’, men ender med en langsom udsivning i ’Luftkastellet der blev sprængt’.

Ja, det vil sige, fise ud gør den jo så alligevel ikke.

Støt faldende kurve
For de næsten to millioner danskere, der så de to første Stieg Larsson-film, skal selvfølgelig også ind og se det sidste afsnit i krimiserien om den stædige journalist Mikael Blomkvist og den skrappe hackerheltinde Lisbeth Salander.

Så målt på indtjening er der ingen tvivl om, at forbrydelse fortsat vil betale sig. Men som filmfortælling synes jeg, ’Mænd der hader kvinder’, ’Pigen der legede med ilden’ og ’Luftkastellet der blev sprængt’ efter en forrygende start har beskrevet en støt faldende kurve.

Der er der ikke noget underligt i. ’Mænd der hader kvinder’ var tænkt som en film og instrueret som sådan af Niels Arden Oplev. En skarp filmisk realisering af den populære roman med en knitrende veloplagt billedside. Ikke mindst var ’Mænd der hader kvinder’ fortalt som en film, der kunne stå alene og ses som en afsluttet fortælling.

Til det umættelige publikum
Og her kunne biografdelen af eventyret så være sluttet som planlagt.

Men nu gik det jo altså fuldstændig forrygende godt for ’Mænd der hader kvinder’. Filmen solgte 1 million biografbilletter i Danmark og har, godt hjulpet på vej af romanernes globale bestsellerstatus, indtil videre solgt 7 millioner billetter på verdensplan.

’Mænd der hader kvinder’ er den tredjemest solgte ikke-engelsksprogede film i 2009, hvor den endnu ikke har haft premiere i lande som England, Japan og USA.

Så der er ikke noget at sige til, at filmens producent hurtigt besluttede sig for at sadle om. 2’eren og 3’eren skulle alligevel ikke komme dryssende som tv-serie, men blive tilbudt det åbenbart dejligt umættelige biografpublikum!

Fra tv til film
Problemet er bare, at en tv-serie ikke bliver en spillefilm, bare fordi man beslutter sig for det.

Det gik an med ’Pigen der legede med ilden’. Her var der rigeligt med spændingsmomenter til at holde gryden i kog og action nok til, at man ikke behøvede bruge for meget krudt på at dvæle ved det mere pauvre look.

Og først og fremmest var der Lisbeth Salander. Hun var nu officielt forfremmet til Stieg Larssons hovedperson, og i Noomi Rapaces senede og dramatiske skikkelse skabte hun en uortodoks heltinde-skikkelse, der satte skel.

For meget som svensk serie
Men på trods af sine oplagte kvaliteter synes jeg også bare, man må konstatere, at hvor ’Mænd der hader kvinder’ var en rigtig film, bar ’Pigen der legede med ilden’ præg af at være del af en tv-serie. En svensk tv-serie vel at mærke.

Jeg fornemmer, at danske Arden Oplev gav Stieg Larssons svenske univers et råt modspil. Måske kan man lige frem tale om, at den indgroede svenske politiske idealisme blev afsyret af et skvæt dansk kynisme?

I hvert fald kan man konstatere, at 2’eren og 3’eren instrueret af Daniel Alfredsson stille og roligt har sat sig mere genkendeligt til rette i den velkendte svenske krimiarv fra Sjöwall-Wahlöö. Hvor man kan bide spids på, at uanset hvem der er skurkene, og hvor eksotiske de end måtte være, så er det i sidste ende samfundets (og selvfølgelig også Säpo’s) skyld.

Systemets skyld
I ’Pigen der legede med ilden’ konstateres det bittert om Lisbeth Salanders skæbne, at »kommunen burde have grebet ind, men gjorde ingenting«. Men det standser selvfølgelig ikke med kommunen. Vi må højere til vejrs i Systemet.

I ’Luftkastellet der blev sprængt’ er det tid til, at trådene skal redes ud, mysterierne opklares og misdæderne forhåbentlig både knaldes og straffes efter fortjeneste. Det er normalt den sidste del af en spændingsfilms procedure. Men i dette tilfælde er der altså afsat en hel film på 2 1/2 time til oprydningsarbejdet.

Lang tid til at binde sløjfer
Selvfølgelig hænger man på, og selvfølgelig hepper man på de gode mod de onde, der enten er ondskabsfulde eller klamme eller begge dele. Det er ikke de psykologiske raffinementer, der præger skurkegalleriet i denne del af fortællingen. Kun heltene synes for alvor at have potentiale til at være sammensatte personer.

Men ikke blot er 2 1/2 time meget lang tid at bruge på at binde sløjfer, der er andre helt fundamentale dramatiske udfordringer i fortællingen.

For det første er der ikke særlig meget, man ikke ved i forvejen, hvis man har set de to første film (eller læst bøgerne). Dommeren og offentligheden skal overbevises om, hvordan tingene hænger sammen, men som tilskuer sidder man sådan set bare og venter på, at de skal blive klogere.

Mere actionagtigt bliver det ikke af, at Lisbeth Salander efter sin hårde medfart i opgøret med sin slemme far i ’Pigen der legede med ilden’ må tilbringe store dele af filmen i hospitalssengen og bag tremmer.

Tysk opfindelse
Det meste af spændingen er hægtet op på, at Lisbeth Salanders halvbror, den tyske dræbermaskine Ronald Niedermann, lister rundt derude i samfundet på fri fod og stadig lurer på at dræbe hende. Uden at jeg helt forstår hvorfor.

Han kunne sådan set bare tage tilbage til Tyskland. I forvejen er det blonde muskelbundt, der ikke kan føle smerte, tæt på at være en absurd skikkelse i filmens realistiske univers. Også manuskriptforfatteren, Ulf Ryberg, kommer til kort over for Stieg Larssons tyske opfindelse.

Når nu gangsterens/faderens bodyguard også er Salanders halvbror, må det da vel for pokker betyde noget?

Åbne op for nogle smertelige erfaringer omkring blodets bånd eller noget med familiers mytologiske skæbner.

Hulken fra Hamburg
Men det kommer bare til at være en fiks og temmelig kulørt konstruktion. Niedermann bliver aldrig andet end en temmelig banal nødløsning for at sætte fut i plottet. Tænk, at ham Hulken fra Hamburg er hendes halvbror ... pudsigt sammentræf. Men i øvrigt pyt med det.

Det er kun, fordi man på forhånd har fået opbygget så megen sympati for Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander, og fordi man har en grundlæggende tilfredsstillelse ved at se tingene blive fulgt til dørs, at man overhovedet hænger på til den bitre ende.

Men samtidig er der jo også uden for biografen et usædvanligt filmeventyr, man tager del i. At det denne gang ikke er ’Lord of the Rings’ eller ’Harry Potter’, der rydder bordet, men ’Mænd og piger der hader luftkasteller’ er da ret vildt!

Men hvad er det særlige, der forklarer succesen?

Seksuel undertrykkelse er temaet
Når regnebrættet skal gøres op, er det eneste, som virkelig gør Stieg Larsson-universet til noget særligt, Lisbeth Salander. Når hun tager hævn over sine plageånder, er det, som om hun tager hævn på alle kvinders vegne.

Ser man bort fra den gedigne spænding i 1’eren og 2’eren, er hele problematikken omkring den seksuelle undertrykkelse det mest interessante ved de tre film

Det handler ikke om kønsroller i mere bred forstand.

Kvinderne omkring Millennium er stærke og handlekraftige. Men grundtesen i filmen er, at mænd med få undtagelser er nogle svin, hvis de får chancen.

Mikael Blomkvist er selvfølgelig en af undtagelserne. Lidt af en Don Juan, men seksuelt afgjort en hyggeonkel med bløde konturer under den slaskede T-shirt. En guttermand med politisk rygrad, som vi andre må hælde hovedet til.

Hævnens engel
Men Lisbeth Salander er en hævnens engel. Hun er en outsider.

Ikke som privatdetektiven, der trisser rundt uden for magtens cirkler i selvvalgt eksil, men en virkelig seriøs outsider. En regulær modmagt.

Som i protest og væmmelse har meldt sig ud af samfundet, men i rollen som hacker hele tiden stikker til det som en hveps.

Hun ligner en punker, har prydet sig selv med en drabelig tatovering og er piercet som en kriger. Hun elsker på lesbisk og hacker sig ind på samfundsmagten med dets egne magtmidler. Lisbeth Salander er en virus i Systemet.

Svensk kusine til Uma Thurman
Et eksempel til efterfølgelse. For er Mikael Blomkvist Stieg Larssons alter ego, så er Lisbeth Salander hans vision. En modmagtens engel og hævner.

Denne svenske kusine til Uma Thurmans gulklædte heltinde i Tarantinos ’Kill Bill’, som slår igen med et cirkelspark lige i skridtet på mændenes fysiske og politiske overmagt.

Det er her, filmens univers har sit velgørende strejf af mani midt i den svenske snusfornuft.

Der går et sus igennem retssalen, når Lisbeth Salander i ’Luftkastellet der blev sprængt’ tropper op i fuld krigsmaling.

Bitter ende
Det er det samme sus, der midt i den relativt civiliserede krimihygge har givet trilogien sin helt særlige appel. Man behøver ikke lede så langt efter en forklaring på forskellen på Millennium-trilogien og alverdens Wallandere. Lisbeth Salander er sej.

Også selv om den sidste af de tre film om hende altså også er sej at komme igennem på en lidt mindre flatterende måde.

Det er kun, fordi man på forhånd har fået opbygget så megen sympati for Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander, at man overhovedet hænger på til den bitre ende