Måske er det en detalje, men desværre en sørgeligt sigende detalje.

Først efter små to timers anstrengt venten dukker den optimistiske titelmelodi, Irene Cara gjorde til en uundværlig del af en hvilken som helst fest i firserne, op under rulleteksterne.

Gemt og skubbet væk som et par slidte dansesko uden chance på et moderne gulv.

Men ikke desto mindre de sko, man har glædet sig til som det eneste nogenlunde sikre lyspunkt i en ørkenvandring på et tilsandet dansegulv.

Død remake
Om ikke andet kan danseskoene føre en langt væk fra denne remake af Alan Parkers livgivende lokkedue for ethvert dansegulv fra 1980.

En film, der i store træk har bevaret handlingen fra originalen. Her leveres den bare uden charme, humor, varme, elegance, glæde, sjæl, sjov og uskyldighed.

Mangt og meget er sket, siden de unge aspiranter til dans, sang, musik og teater mødtes på New Yorks High School of Performing Arts i den første film, som også blev til en populær tv-serie.

Berømmelsen er steget til hovedet
Først og fremmest er den flygtige berømmelse steget dem til hovedet som det eneste mulige livsindhold.

Et livsindhold, man hurtigt kan sikre sig ved at stille op til ’X Factor’, ’Vild med Dans’ eller et andet af de tv-talentshow, som for længst har erstattet uddannelse og træning af talentet som vejen til ’Fame’.

Hannah Montana spøger
Det mærkes på den nye film, der i sin forlorne lipgloss-pænhed snarere er i familie med forlorne amerikanske børnefænomener som Hannah Montana, Jonas Brothers, Taylor Swift og ’High School Musical’ end den originale ’Fame’, der jo også var sprudlende anarkistisk i sit spraglede gadeunivers.

Dårlig udgave af 'X Factor'
For at spare penge på budgettet er dansescenerne skudt close up, så den nye ’Fame’ virker som en kedelig og dårlig udgave af ’X Factor’. En fattig udgave af den med rette berømmede original.

Den indlagte romance hæver sig ikke over de tv-serier, teenagere kan svælge i hver aften på kommercielle tv-kanaler.

Derfor ender ’Fame’ version 2009 som en selvforelsket døgnflue, der kun gider danse med sig selv til et kedeligt afdansningsbal.

Hvor det for at føje shame til fame viser sig, at titelmelodien er omarrangeret til en klæbrig sukret r’n’b-version.

Den vil ikke leve for evigt.

Læs flere filmanmeldelser på www.ibyen.dk