Er det sjovt, at en – laber – bøsse fra Østrig vrikker gennem en blomstermark i et par diminutive og knaldgule lederhosen?

Kan man grine ad en erigeret pik med intimt barberede nosser, der i nærbillede danser sig gennem et realityshow på tv?

Er det kostelig komik at høre en popstjerne som Paula Abdul udtale sig om sit store humanitære arbejde, mens hun sidder på en såkaldt ’mexicansk menneskestol’ i et tv-talkshow?

Eller kan en kælen komiker tillade sig at gøre grin med konflikten i Mellemøsten ved som flirtende mellemmand at stryge de stridende parter blidt over kinden?

Mest berømte østriger siden Hitler
Kan man svare ja til de spørgsmål, er der begrundet håb om, at man vil more sig kosteligt over den britiske komiker Sacha Baron Cohens nyeste figur, den østrigske überbøsse, Brüno.

Den blonde tv-vært, der vil være »den mest berømte superstjerne fra Østrig siden Adolf Hitler«, er om muligt meget længere ude end Cohens sidste påfund, den gale reporter ’Borat’ fra Kasakhstan, som ramte biograferne i 2006.

Men han er også sjovere, og frem for alt har 37-årige Sacha Baron Cohen denne gang skabt en klarere filmisk og fortællemæssig ramme for at udfolde sine groteske gags.

Denne gang i (glans)rollen som den homoseksuelle tv-vært fra modeprogammet ’Funkyzeit’ i Østrig, Brüno.

Udvist fra jetsettet
Han lever et luksuriøst liv i jetsettet, lige indtil han forsøger at crashe et arrangement ved modeugen i Milano, bortvises og fyres.

På råd fra sin trofaste assistent Lutz (svenske Gustaf Hammersten) rejser han til Hollywood for nå sit erklærede mål om at blive verdensberømt.

Selv om det lykkes at få interviewaftaler med stjerner som Paula Abdul og La Toya Jackson, der begge interviewes på Brünos ’menneskestole’, bestående af illegale mexicanske indvandrere på alle fire, brister drømmen om at få sit eget talkshow.

Scenen, hvor Paula Abdul sidder på en mexicansk arbejders ryg og taler om sit velgørenhedsarbejde, er ellers kostelig.

Til gengæld er La Toya Jacksons medvirken klippet ud af filmen i sidste øjeblik efter hendes bror, Michael Jacksons, dødsfald.

Må blive hetero
Ved hjælp af sin agent forsøger Brüno at få sit eget reality-program, men det indkaldte publikum udvandrer fra en prøvevisning, fordi østrigeren lader sin pik svinge lystigt foran kameraet.

Da forsøgene på at blive kendt som fredsmægler i Mellemøsten og at slå igennem ved at adoptere sin egen sorte baby i lighed med Madonna og Angelina Jolie mislykkes, er Brüno helt på spanden i Beverly Hills.

Da den trofaste og forelskede assistent Lutz til sidst forlader sin ekstremt selvoptagne chef, indser Brüno, at han er nødt til at blive heteroseksuel for at blive berømt i USA.

Kastrerende komik
I filmens anden del sættes der for alvor blus på latteren, da Brüno rejser til Sydstaterne for at blive ’omvendt’ i en kristen kirke, der får bøsser til at blive straight.

For at bevise sin heteroseksuelle status lader vor helt sig blandt andet piske af en storbarmet blondine ved et swingerparty, forsøger at infiltrere hjemmeværnet og tager på jagt med tre vaskeægte rednecks, der ikke har lyst til at dele telt med den påtrængende, nye ven.

Det er den del af filmen, der er sjovest, fordi Sacha Baron Cohen med stor konsekvens kaster sig i grams i alverdens forestillinger og fordomme om homoseksuelle iført de mest overdrevne kostumer, man kan forestille sig.

Men det er dog stadig for intet at regne mod den kastrerende komik, han udsætter de homofobiske jagtvenner, den tydeligvis ikke helt skråsikre prædikant i det kristne omvendelsescenter og til sidst de ophidsede deltagere i et machopræget brydestævne i Arkansas for.

Skjult kamera
Ved at bruge mocumentary-formen, der blander dokumentar og komik som en slags iscenesat ’skjult kamera’, har Sacha Baron Cohen gjort sig til sin generations største komiker med Peter Sellers’ klassiske, fordomsbaserede parodier som forbillede.

I filmene om ’Ali G’ og ’Borat’ var hverken de medvirkende eller seerne nogensinde sikre på, hvornår der blev spillet skuespil, og hvornår der blev improviseret med ’interviewofre’, der ikke anede, hvad de i virkeligheden medvirkede i.

Den stil – at bringe kendisser og almindelige mennesker på glatis ved at møde og interviewe dem under falsk identitet – er svær, når man selv er en verdensstjerne, som trods forklædning vil blive genkendt på faconen og formen.

Derfor har det åbenbart været nødvendigt for Sacha Baron Cohen at bringe mere reelt skuespil og mindre lejlighedskomik ind i ’Brüno’-filmen.

»Han er tydeligvis bøsse«
Kun to steder følte jeg mig rimeligt sikker på, at der er tale om rene overraskelsesangreb.

Interviewet med Paula Abdul, som dog tilsyneladende aner uråd og kløgtigt afbryder den bizarre seance på ’menneskestolene’, virker ægte.

Det samme gør forsøget på at forføre den republikanske politiker, Ron Paul, der stillede op som præsidentkandidat under valgkampen sidste år.

Da Brüno, der angiveligt er ude på at interviewe kandidaten, tænder stearinlys og begynder at strippe på hotelværelset, stormer Ron Paul ud på gangen og råber til sine folk, at »han er tydeligvis bøsse«.

Forsvar mod tre dildoer
Den ene mere bizarre scene afløser den anden filmen igennem med højdepunkter som nogle forældres villighed til at lade deres babyer indgå i sindsoprivende scener i et realityshow for at blive berømte og træningen med en antibøsse-instruktør, der skal lære den heteroseksuelle Brüno at klare sig mod angreb med hele tre dildoer fra homoseksuelle mænd, som »typisk kommer bagfra«.

De barokke situationer virker dog planlagte, instruerede og måske endda serveret af skuespillere.

Men instruktøren Larry Charles kæder de mange enkeltstående episoder fint sammen ved hjælp af filmens velanbragte musik og en i det hele taget musikalsk rytme.

Angreb Eminem
Tvivl sad mange tv-seere også med, da Sacha Baron Cohen i rollen som Brüno pludselig kom flyvende i hvidt englekostume med en dildo spændt på tøjet og angreb rapperen Eminem ved MTV’s Movie Awards i maj.

Eminem, der tidligere har gjort sig bemærket ved at rappe nedsættende om homoseksuelle, fik simpelthen den flyvende bøsse og hans dildo lige i fjæset og valgte fornærmet at forlade scenen og tv-showet sammen med sine venner fra gruppen D12. Rapperen har dog senere forklaret, at overgrebet var – netop – planlagt på forhånd.

Selv om man sidder tilbage med samme fornemmelse efter at have set ’Brüno’, gør det ikke noget.

Det er i sig selv så stor en heltegerning at få selv de mest perverterede realityshow i tv til at virke uskyldige ved at udstille deres groteske sider, at eventuelt skuespil ikke er forstyrrende.

Og frem for alt er filmen så morsom, at jeg i hvert fald tilgiver alt.

Griner af os selv
Den grove humor, de utallige provokationer, den umiddelbart nedsættende beskrivelse af minoriteter som bøsser, israelere og palæstinensere, sorte amerikanere og folk med ublu ambitioner om at blive berømte tjener jo et formål.

Ved at fremstille de karikerede stereotyper får Sacha Baron Cohen os i virkeligheden til at grine ad vore egne og andres gængse fordomme.

For på den måde at vise os, at det er fordommene og ikke minoriteterne, der er latterlige. At ikke alle bøsser eksempelvis vil opfatte den grovkornede og lavtflyvende humor sådan, er helt givet.

Åben krig mod Østrig
Men det bekymrer åbenlyst ikke den britiske komiker, der synes fuldkommen frygtløs og senest har lagt sig ud med Østrig.

Det skete, da han i et interview erklærede, at Brüno såmænd blot er opdraget til at forfølge den østrigske drøm: »Find et job, anskaf en fangekælder og opdrag din familie i den«.

Derned fik Cohen nævnt en (tredje) verdensberygtet repræsentant fra alpelandet, sadisten Josef Fritzl.

I lighed med seriøse film som ’Milk’ og ’Brokeback Mountain’ er den britiske komikers mål naturligvis at skabe større tolerance for homoseksuelle.

Om det så berettiger det mistrøstige forhold til en verden, hvor hvem som helst synes til salg for berømmelse, må være op til den enkelte. Mange vil sikkert mene, at Sacha Baren Cohen kynisk udnytter og udstiller minoriteter og svære problemstillinger.

Meningen er morskab
Men manden er komiker og ’Brüno’ ubetinget en komedie, der måske nok fordrer, at man lader god smag og moral blive liggende i garderoben, inden man går i biografen for til gengæld at grine sig til tårer.

Men først og sidst er meningen med alle provokationerne og kontroverserne, at vi skal more os.

En komedie må i bund og grund måles på, om den får én til at le. Og jeg kan ikke mindes, hvornår en film sidst har fået mig til at hulke, klukke, fnise og smile i stort set halvanden time i træk.

Sacha Baron Cohen er måske ikke verdens dygtigste skuespiller, men hans parodier og – i dette tilfælde – tyske accent er guddommelig.

Det er selvfølgelig klicheer, men den humor, de udfordres med, er så begavet, at Cohen fortjener prædikatet som sin generations bedste og mest bemærkelsesværdige komiker.

Dermed opfylder ’Brüno’ sit formål til punkt og prikke. I hvert fald for mig, som indrømmer, at jeg uden tøven kan svare ja til alle spørgsmål i indledningen af denne artikel.