Hvordan går det med ungkarlesammenholdet, når en i gruppen danner familie?

Kan mænd overhovedet tale om følelser?

Hvad er stærkest hos en ensom overlever – sulten eller selskabstrangen, ja, rent ud sagt kønsdriften?

Jo, der er store spørgsmål på tapetet allerede under de første ti minutter af dette gensyn med vennerne fra en af de største, velfortjente succeser i den digitale animations epoke: ’Ice Age’ fra 2002, hvis stilsikre sammensmeltning af original figurtegning, dynamisk fortællestil og vittig dialog kun overgås af ’Ice Age 2’ fra 2006.

Men ikke af nummer 3 – dertil er plottet for sammenfiltret og truslen fra dinosaurerne på én gang for postuleret og for livagtigt.

Gruppen eller familien
I etterens permafrost opstod sammenholdet mellem den fåmælte mammut Manfred, sabeltigeren Diego og så Sid, et henrivende klodset og ildelugtende sludrechatol af et dovendyr.

I kampen for at overleve toerens tøbrud og syndflod blev denne umage trios sammenhold sat på prøve, også ved forøgelsen med mammuthunnen Ellie og hendes plejesøskende, pungrotterne Crash og Eddie.

Og i treeren skal der atter vælges mellem gruppen eller familien:

Foto:  Twentieth Century Fox/Blue Sky StudiosEllie er gravid, og Manfred er så skruk, at han glemmer alt andet. Diego frygter at sløves af lediggangen og vender gruppen ryggen.

Der må ruges
Hvorpå Sid, den klovn, i ensom trods vil danne sin egen familie af tre skrabeæg i A-størrelse, som han har fundet under en isskorpe.

Det lykkes over al forventning: »Mor!« kalder de tre nyudklækkede tyrannosaurusser Sid, indtil den biologiske dinomor dukker op i al sin skarptandede vælde!

Glubsk monster
Og netop ’op’, for dinosaurerne – der godt nok uddøde 60 millioner år før, den første sabeltiger eller mammut blev født – har her i filmen overlevet i en ’underjordisk’ verden med tropisk klima, kødædende planter, aktive vulkaner og vandfald af glødende lava.

Plus et glubsk monster af en kæmpeøgle, tyrannosaurus gange ti.

Skræmmende fjender
Det kræ hedder Ludvig, og det lyder morsommere, end det er, for her er grund til at tage censurgrænsen på syv år alvorligt.

Toerens scener med hajens og saltvandskrokodillens urtidsforfædre var skræmmende, men korte.

De bundløse kløfter, giftdampe og rasende rovøgler her i treeren er rent ud rædselsvækkende, ikke mindst i Super 3D med indlagt forvirring af begreberne om, hvorvidt uddøde dyr nu er uddøde eller ej.

Den nye væsel
Som guide i denne opskalering af Randers Regnskov til ægte Jurassicmareridt får den udvidede trio ellers en morsom ny figur: væselen Buck, en rådsnar enspænder af en pirat med klap for øjet, kniv mellem tænderne og eventyrlysten dødsforagt nok til at opsøge kampen med Ludvig.

Her er også forrygende digitale kamerature, lige fra Sids susende snowboardfart med de tre kæmpeæg i favnen til Buck og pungrotternes svimlende svæv på ryggen af en flyveøgle.

Maxinuttet minimammut
Der er fnis for alle pengene over dødskløftens udslip af lattergas, og den nyfødte minimammut er maxinuttet.

Polaregernet Scrat, det ny årtusinds mest kultisk dyrkede filmfigur, er selvfølgelig også tilbage, endda i en udvidet rolle.

Kræets kamp for at bevare sit livsgrundlag, agernet, selv om hele verden bryder sammen, er et sindbillede på vores egen situation i dag, som Informations mangeårige økologiske husprofet, Ejvind Larsen, har gjort opmærksom på.

Dét dannede en genial optakt til etteren, og efter toerens nærdødsoplevelse møder overleveren denne gang sin overmand i skikkelse af den træske, men forlokkende yndige Scratteline!

Lang rolleliste
Alt sammen mere end godt nok!

Men rollelisten er ved at være for lang og handlingstrådene for filtrede til, at vi identificerer os klart med hovedfigurerne.

Og mens syndfloden i toeren var en naturtrussel lige til at leve sig ind i, med eller uden klimakonferencer i baghovedet, så er dinotruslen med 60 millioner års forsinkelse denne gang bare et postulat, der er gjort alt for skræmmende livagtigt.

Nu, da stenaldermanden er ude af Statsministeriet, så lad os andre komme tilbage til den rigtige istid.