Vi følger ham ud af arenaen bagfra, som om vi sad på de solide skuldre i filmens indledende sekvenser.

Ligesom ham kan vi høre publikums brøl dø ud og fornemme den kolde nat ramme kroppens mange værkende brud og sår og fornemme vinden køle det ophovnede ansigt ned. Det ansigt, vi endnu ikke får at se.

Først skal vi på en køretur ud i mørket. Gennem New Jerseys endeløse forstæder med øde parkeringspladser omkring gigantiske supermarkeder, forfaldne forlystelsesparker, vindblæste strandpromenader, rastløse motorveje, ensomme villaveje og mørklagte skurvogne i trøstesløse trailerparks.

Her ender turen. Her har han hjemme. Vi stiger med kæmpen ud af bilen og op til døren. Den er låst. Huslejen er ikke betalt.

Plastikfigurer og computerspil
Forude venter natten på den forslåede krop bag i bilen.

På Randy ’The Ram’ Robinson. Et ikon, en superhelt i amerikansk brydning tilbage i firserne. Dengang indspillede man videoer med højdepunkterne fra hans kampe, genskabte hans muskelsvulmende krigerkorpus i plastikfigurer til drengeværelserne, hvis beboere også selv kunne gestalte The Ram og lade ham smadre sine modstandere i computerspil.

Nu er han et falleret ringvrag, der aften efter aften modtager sin ration råt bankekød i stadig mindre haller, hvor den eneste forsødende omstændighed er, at folket stadig elsker ham.

Ægte smerte
Fordi de ser igennem hele den falske indpakning. Det opdigtede navn, der lyder bedre end det ’Robin Ramsinski’, han i sin tid blev døbt. Den bronzerede krop, de fortsat imponerende ’bøffer’ på armene, der er pumpet op med steroider, vikingemanken med tilsætning af blonde hårfarver og hele konceptet af aftalt spil og show, der er grundlaget for professionel brydning i Amerika.

De fornemmer, at smerten bag facaden er lige så reel som det offer, han giver dem i arenaen hver gang.

Arret og værdig
Om morgenen ser vi endelig ansigtet i dagslys.

Det er arret, smadret, hævet og ældet, men stadig på en gang åbent, stolt og værdigt. Som det vi i sin tid så hos Mickey Rourke i 1980’erne i film som ’Diner’, ’Barfly’ og selvfølgelig ’9 1/2 uger’.

Dengang var han en af Hollywoods største helte, branchens måske største maskuline talent og et sexsymbol i sin egen klasse.

Nu er han en afdanket joke, en sell-out uden betydning. En tidligere misbruger, der efter en mislykket karriere som bokser hutler sig igennem på dårlige roller i elendige film for a few dollars more.

Eller rettere: det var han i hvert fald, indtil instruktøren Darren Aronofsky så indlysende rigtigt. At Mickey Rourke ikke bare skulle spille ’The Wrestler’, men simpelthen er ’The Wrestler’.

På bunden af livets kolde brønd
Den 40-årige instruktør har vundet stor anerkendelse for sine metaprægede og eksperimenterede film som ’Fortune Cookie’ (1991),’Pi’ (1998) ’Requiem for a Dream’ (2000) og den mislykkede ’The Fountain’ fra 2006.

Umiddelbart er ’The Wrestler’ en helt anderledes enkel og ligefrem historie, men Aronofskys vellykkede eksperiment her er naturligvis at forbinde Mickey Rourkes egen skæbne med Randy ’The Ram’ Robinsons. Eller i det lidt bredere perspektiv med skuespil som sådan eller enhver form for optræden: Det kan vel være, at du er anbragt helt og aldeles på røven på bunden af livets koldeste brønd, men når gongongen lyder, klokken kimer, tæppet falder eller publikum brøler, så skal der altså præsteres.

Således også for Randy ’The Ram’ Robinson. Hvis store skikkelse famler sig hjælpeløst gennem livet, når han ikke lige er i ringen for at bryde.

Hæftemaskine på kroppen
Da hjertet sætter ud efter en særlig hård omgang, hvor modstanderen bruger en hæftemaskine på den stakkels gamle krop, opsøger bryderen desperat den voksne datter, han ikke har set i årevis.

Vi fornemmer, at der bagude ligger et hadefuldt brud med den mor, vi aldrig ser, og mærker den sårede, unge Stephanies modvilje mod den svigefulde far.

Evan Rachel Wood er som alle andre roller i filmen måske nok castet som en kliche, men undgår at havne dér med sit sårbare spil.

»I’m an old, broken-down piece of meat, and I deserve to be all alone. I just don’t want you to hate me«, forklarer ’The Ram’ næsten tryglende. Hvorpå han så på trods af alle sine gode intentioner fucker det hele op igen.

Bedre held har den gamle cirkushest ikke hos stripperen Cassidy (Marisa Tomei, der også i kraft af sit sensitive spil danser uden om klicheen).

Nedturens endestation
Hendes navn er lige så falsk som hans eget, og ligesom bryderne på forhånd aftaler deres ’kampe’, forelsker en stripper sig selvfølgelig heller ikke i en beskuende kunde. Det fatter den dybest set naive Randy ’The Ram’ Robinson ikke og den spinkle kærlighedshistorie må som alt andet i ’The Wrestler’ tage sine slag for at kunne bevæge sig.

Vi er ikke bare på medaljens bagside eller i berømmelsens fælde her. Nej, vi befinder os på nedturens endestation, hvor man kun kan tigge om en chance til fra den ubarmhjertige tilværelse, der i virkeligheden udgør den livslange brydekamp for ’The Wrestler’.

Skæbnekamp væk fra supermarkedet
For hans vedkommende er det en gentagelse af karrierens tyve år gamle højdepunkt, et nyt møde med The Ayatollah (Ernest Miller).

En skæbnekamp, der kan koste Randy ’The Ram’ Robinson og hans svage hjerte livet, men som på den anden side set er den eneste udvej fra det ydmygende job i supermarkedets delikatesseafdeling og de menneskelige relationer, han ikke kan få til at fungere.

Kun i de skramlede omklædningsrum i selskab med de andre brydere, som han konsekvent tiltaler som ’brother’, kan ’The Ram’ mærke respekt, modtage og give kærlighed.

Ømme muskelbundter
Filmens ømmeste scener er mellem disse aparte muskelbundter, der aftaler ’reglerne’ for den vold mod hinanden, de er på vej i ringen for at udøve. Men kun hvis modparten er indforstået.

»Jeg er hælen, du er fjæset«, som ’The Ram’ på et tidspunkt joker til en kollega. Med en ironi, der selvfølgelig rammer ham selv i solar plexus, fordi denne bryder har det med både at plante sin hæl massivt på sine omgivelser og at spænde ben for sig selv udenfor i virkelighedens verden.

Ærlig og betagende
Kærlighedshistorien mellem bryderen og stripperen er knapt så vellykket.

Men styrken ved ’The Wrestler’ er, at filmen insisterer på at stå ved også denne sidevej og køre den helt til ende uden tøven.

Det er den ærlighed, der går igen i Mickey Rourkes fuldkommen betagende spil i den hovedrolle, som giver ham ejerskab over stort set hvert sekund af filmen. Og får den til at hæve sig som et troværdigt, blåt mærke på den berømmelse, tiden tørster efter med så stor intensitet.

Til trods for alle hans fupnumre, svigt og fejl kan man ikke andet end holde af denne store krop med den lille, mørbankede sjæl indenbords.

Kontroversielle Rourke
Jeg kan personligt ikke mindes at have set en skuespiller i nogen film så nøgen, ærlig og sårbar som Mickey Rourke inde bag alle skrammerne og musklerne.

Nøjagtig så ærlig og blød som Bruce Springsteens smukke portræt i filmens titelsang.

Derfor ligner det selvfølgelig også en blodig (undskyld) uretfærdighed, at der ikke var en Oscar for bedste mandlige hovedrolle til ham i Hollywood i år. Prisen gik som bekendt til Sean Penn, der i sin takketale på vegne af ’Milk’ fik sendt hæder, ære og respekt til både USA’s homoseksuelle og kollega Mickey Rourke!

Som – måske, måske ikke – er en for kontroversiel figur at give priser til for det Oscar akademi, som han tidligere har talt midt imod.

Den slags gør selv ikke de modigste gladiatorer i det moderne Rom, Hollywood.

Med mindre man kaster sig ud i endnu en kamp, man er dømt til at tabe. Ligesom den mod tiden, der går, og en selv. Men den kan man ikke undgå.