Disney, denne ubønhørlige pusher af traditionelle familieværdier, står bag ’Hannah Montana’. Det kan i dén grad ses i denne film om teenagepopstjernen og fanfænomenet Hannah Montana.

Filmens koncept er en kløgtig balancegang, der giver svaret på, hvordan man på én gang kan forholde sig mildt kritisk til begrebet celebritetskultur og samtidig malke det til sidste 25-øre.

En helt almindelig skolepige
Hovedpersonen i den populære tv-serie hedder i virkeligheden ikke Hannah Montana, men Miley Stewart.

Det er hendes far Robby Ray, der har udklækket columbusægget. Hvis Miley optræder som Hannah Montana, kan hun udleve alle sine popstjernedrømme og samtidig forblive en helt almindelig skolepige, når hun er i civil.

Altså et konkret og forståeligt billede på, at man skal forblive tro mod sig selv og pigen indeni. Også selv om man skulle være så heldig at ende som alle renskurede pigers svar på Britney Spears.

Berygtet countryfrikadelle
Idéen om popstjernen, der som en slags superhelt for småpiger lever et dobbeltliv med en hemmelig identitet som helt almindelig, er et smart koncept.

Dobbeltlivets dobbeltmoral bliver kun for alvor bloddryppende, når man kommer i tanker om, at hovedpersonen Miley i virkeligheden hedder Miley Cyrus og er datter af countrystjernen Billy Ray Cyrus, der selv spiller filmens farmand Robby Ray.

Så i en film, der sætter alvorlige spørgsmålstegn ved det sunde i at blive smækhamrende berømt teenager, katapulterer Billy Ray Cyrus uden betænkning sin datter op på stjernehimlen med alle dens farer.

Og på den måde får Billy Ray Cyrus, der engang var berygtet som countryfrikadellen Cyrus The Virus, selv endnu en tur i stjernekarrusellen.

Nu som amerikansk films svar på Peter Gantzler i en film om popstjernedrømme, der er tættere på ’Far til Fire’ end en akkord anslået på Britneys svedige g-streng.

Kernesunde familieværdier
Et par voksne smagsløg hænger og dingler hårdt medtagne og dryppende af sukkerstads efter halvanden time i selskab med lyserøde kufferter, perlehvide tænder og familieværdier så kernesunde, at man kan knække tænderne på dem.

Men historien om, hvordan det gik for sig, da Hannah Montana var ved at fare vild i sin egen berømmelse og måtte en tur på bonderøvsafvænning hjemme i go’e gamle Tennessee, hvor grønsagerne er gigantiske og en smækker ung cowboy ikke lugter af kokasse, men af Calvin Klein, er selvfølgelig heller ikke tiltænkt voksne.

Kemisk renset for hormoner
Filmen er næppe heller tiltænkt de teenagere, den handler om. Filmen er kemisk renset for hormoner og andre usunde tilsætningsstoffer og rammer sin præpubertære målgruppe et nøk tidligere end ’Wild Child’.

Så der er hældt godt med hvin på. ’Hannah Montana’ er et lyserødt eventyr for små piger, der i fred og uden for fare kan drømme om en dag selv at blive popprinsesser. I et ikke-eksisterende eventyrland, hvor popstjerner er en slags små ponyer, og alt er såre godt, så længe farmand er med til at strigle hestehalen.

Thi så vil selv slibrige engelske sladderjournalister vise sig at have hjertet på rette sted. Vi er jo alle sammen bare mennesker bag facaden og tændernes kridhvide stakit.

Det hævder i hvert fald dette gennemført løgnagtige, bundkyniske og selvgratulerende, men også stædigt idealistiske og mildt sagt meget amerikanske bud på en børnefilm til den moderne verden.

Som smurt i honning
Det er let at kløjes i for en hårdhudet filmbrille, men hvad er der egentlig galt i at fremstille utroværdige og sunde familieværdier som et ideal?

Det er da på en måde lidt mere anbefalelsesværdigt end at dyppe gøb og snude i ’Get Rich Or Die Trying’.

Om det virker efter hensigten? Sikkert som smurt i lyserød honning overdrysset med glitrende konfetti til tonerne af ’My Little Pony Is A Popstar Now’, hvis man er ung nok.

Det er sådan set bare ærgerligt, at filmen ikke havde været bare en lille smule strammere. Kombinationen af lagkagekomik, popsange, countryhygge, miserabelt skuespil og det tyndeste stankelben af en handling sigter lavt og rammer i plet.