I et sønderbombet Efterkrigstyskland, nærmere bestemt i byen med det symbolske navn Neustadt, møder den 15-årige Michael Berg (spillet af David Kross) en 21 år ældre kvinde, da hun viser ham uventet omsorg en dag, hvor han bliver dårlig på gaden.

Mens Tyskland er ved at blive rekonstrueret, er Michael kun ved at konstruere sit selv.

En hel generation skiller dem ad, men Michael forelsker sig hovedkulds og heftigt i den hemmelighedsfulde Hanna Schmitz (Kate Winslet) – en kvinde af få ord, pludselige følelsesudbrud og en tilsyneladende umættelig seksuel sult, som kun modsvares af en tilsvarende appetit på klassisk litteratur, som hun får den unge skoledreng til at læse højt for sig som forspil i filmens mange, men sobert skildrede nøgenscener.

Og selv om det i høj grad er hans nyfundne evner udi kærlighedskunsten, der er grund til hans forbedrede humør, er det Hanna, der er objekt for hans spirende kærlighedsliv, som på grund af aldersforskellen må holdes hemmeligt.

Gensyn i retssalen
Det er derfor et hårdt slag mod den purunge elskers ego, da Hanna pludselig forsvinder som dug for solen uden at efterlade sig et farvel eller en forklaring.

Han ser hende først igen syv år senere, da han som jurastuderende overværer en retssag mod en række kvinder, der tjente som vagter i nazisternes kz-lejre.

Blandt de anklagede ser han Hanna.

Det går op for ham, at han slet ikke kender den kvinde, der står foran ham i retssalen og indrømmer alt uden at blinke. Nok har han læst for hende, men han har ikke læst hende, om man så må sige.

Mødet mellem før og nu
(Højt)læsning er selvsagt centralt i ’The Reader’, men mellem linjerne handler filmen om, hvordan den tyske efterkrigsgeneration fornægter krigsgenerationen.

Og her kommer aldersforskellen mellem Michael og Hanna til sin dramatiske ret. For i virkeligheden kan man se deres hede kærlighedsaffære som et møde mellem efterkrigstidens Tyskland og Det Tredje Rige.

Det ved Michael naturligvis ikke, mens det står på, men da han ser hende i retten og indser, at han har viden, der kan komme hende til undsætning, afholder han sig fra at hjælpe hende.

Vægt på kærligheden
I Bernhard Schlinks lille roman ’Højtlæseren’, der danner litterært forlæg for filmen, spørger hovedpersonen: »Hvad skulle og skal min generation af efterlevende egentlig stille op med oplysningerne om rædslerne ved jødeudryddelsen?«.

Her diskuterer hovedpersonen med sig selv, om han nogensinde vil kunne forstå krigens forbrydelser, eller om fordømmelsen står i vejen for forståelsen.

Det spørgsmål tager filmen ’The Reader’ desværre ikke livtag med.

I stedet har instruktør Stephen Daldry og manuskriptforfatter David Hare (samme par, der tidligere stod for den litterære tidsrejse i ’The Hours’) lagt vægt på kærlighedsforholdet i filmen.

Derfor fungerer filmens første halvdel også bedre end retssagen og den efterfølgende skyld-sonings-proces.

Gnisten der gik ud
Mødet mellem den alvorlige dreng (som dog ser ældre ud end de påståede 15 år) og den noget ældre, men smukke kvinde virker måske en anelse konstrueret, men da først blusset er tændt, slår deres forbindelse gnister.

Til gengæld er gnisten slukket hos den voksne Michael (Ralph Fiennes), der med et trist og træt blik i filmens nutid tænker tilbage på sin tabte ungdom og på sin fornægtelse af Hanna.

Kate Winslet, der vandt en Oscar for sin præstation, er eminent til at gøre Hanna tiltrækkende og afstumpet på samme tid, men når man lige har set hende spille sig ud i ’Revolutionary Road’, ser man også rollens begrænsninger, som måske har at gøre med, at Daldry har været i tvivl om, hvor stor sympati man skal få for en tidligere SS-bøddel.

En forståelig tvivl, som desværre gør filmen til noget af et dilemma.

Bizar accent
Det er filmens største problem, men desværre ikke det eneste.

Det har tydeligvis været Daldrys hensigt at få ’The Reader’ til at se ’europæisk’ ud – det udmønter sig både i lækkert og tidsrigtigt production design og stemningsskabende belysning og i et imponerende cast, der bl.a. inkluderer Bruno Ganz og Lena Olin.

Men det udmønter sig desværre også i, at personerne gennem hele filmen taler engelsk med en bizar tysk accent. Også her er der indirekte udfordringer for forståelsen.

Tilbage står indtrykket af en ambitiøs, flot film, der er bange for at kigge ind dér, hvor det gør mest ondt: i hjertet af bødlen, der tomt erklærer: »Det er lige meget, hvad jeg synes. De døde er stadig døde«.