Vi har været der før. Ude på landet, hvor der ikke er spor yndigt. Hvor den danske pøbel har det med at forvandle sig fra jovial grisefest til xenofobisk svinepest, mens Finn & The Funny Boyz spiller op til dans i ølteltet.

I Ole Bornedals ’Fri os fra det onde’ skal det gå ud over den bosniske flygtning Alain, som folkeviddet har døbt Neger-Allan. Nej, der er ikke kønt ude på landet og i det mørke Jylland.

Vi ved det fra ’Frygtelig lykkelig’, ’Mørke’, ’Nordkraft’ og mange, mange andre film. Men den kløgtige Ole Bornedal må da have noget nyt og spændende at tilføje?

Det groteske provinsliv
Skuffende lidt, synes jeg. Med Bornedals udprægede forkærlighed for det groteske får den selvfølgelig et ekstra vrid på skruen i sin skildring af provinsens gryntende undermennesker.

Krydret med lidt overvejelser om ondskabens væsen og kun alt for almindelige ansigt. Om hvordan naboen på et splitsekund kan blive et blodtørstigt uhyre, hvis chancen byder sig.

Hvilket den åbenbart ret sjældent gør herhjemme. Ret beset behandler vi hinanden relativt pænt og civiliseret det meste af tiden.

Ingen egentlig pointe
Ole Bornedal tjatter ud efter fremmedhadet og selvgodheden. Det pædagogiske verdensbillede, hvor man stikker børn blår i øjnene og hævder, at den uforklarede ondskab ikke eksisterer (der er kun mennesker, der er kede af det), får én på lampen.

Samtidig med at ’tabernarren’ bliver frataget sine billige undskyldninger. Det skal selvfølgelig være forfriskende provokerende, men en egentlig pointe er det svært at få øje på i en meget voldelig film, der peger tilbage på Sam Peckinpahs ’Køterne’ og 1990’ernes kærlighed til splatterfilm og Tarantino i en grad, så Bornedal nærmest prøver at ’oversplatte’ Nicolas Winding Refn.

En film om følelser
Bornedal fremhæver selv, at det er en film om følelser. Følelser, som skal fremstå uforklarede, men stærke. Det er her, filmen i mine øjne knækker.

At man fremstiller stærke følelser på lærredet, er jo ikke det samme, som at de automatisk også rækker ud til dem, der sidder i biografen og ser på. Især når man som Bornedal insisterer på, at de skal fremstå uforklarede.

Vi får ikke meget at vide om personerne, og ikke mindst derfor følte jeg mig i usædvanlig grad uberørt af de voldsomme begivenheder på lærredet.

Dramaturgisk selvmål
En højrøvet sagfører med øjne som en hypnotiseret hejre (Lasse Rimmer) kommer i fedtefadet. Men eftersom jeg ikke ved noget om ham, er det svært at leve sig ind i hans dilemma.

Det er muligvis en subtil pointe. At vi er parate til at lade dem, vi ikke føler, at vi kender, sejle deres egen sø. Det er muligt. Men det er også et dramaturgisk selvmål.

For uden et incitament til at føle et minimum af empati med figurerne på lærredet forbliver de netop figurer. I stedet for at blive personer, hvis skæbne man kerer sig om.

Overflødig juleleg
Man skulle tro, at en så begavet fortæller som Ole Bornedal havde noget mere skelsættende at sige om det ondes problem, end tilfældet er. Men denne gang skal det åbenbart ikke handle om begavelse, men om brutale, elementære følelser.

Hvilket gør det svært at forstå, hvorfor Bornedal som i ’Kærlighed på film’ så insisterer på igen at bruge en fortælleramme, der undergraver fiktionens illusion.

Vi bliver omhyggeligt introduceret til fortællingens hovedpersoner. Vi får at vide, at det er en fortælling. Det er ikke en virkelighed. En overflødig og krukket dramatisk juleleg, som kun har én eneste virkning: at det bliver endnu sværere at blive revet med, end det var i forvejen.

Rig på chokeffekter
’Fri os fra det onde’ er rig på chokeffekter og skumle skaldepander. Blodet sprøjter, mens lærken slår sine triller. Men filmen er fattig på regulær uhygge og humoren så kras, at den knap nok kvalificerer til betegnelsen sort humor.

Hvor ’Frygtelig lykkelig’ var en inviterende groteske, er ’Fri os fra det onde’ en afvisende grimasse, der hverken som underholdning eller provokation argumenterer særlig overbevisende for sig selv.

Fortællingen om den kloge, arrogante bror, der vender hjem til fødebyen og bliver konfronteret med sin lillebror, Lars, og alle de andre ondskabsfulde, drikfældige pisbavianer fra barndommen, er ganske udspekuleret i sit plot, men også meget lidt engagerende.

Suveræne billedkompositioner
Hvor Ole Bornedals nye film til gengæld er overbevisende, er i spillet på overfladen. Billederne er skarpe som rageknive, og tableauerne synes nærmest at balancere i sin egen form for vægtløshed.

Hånd i hånd med fotografen Dan Laustsen har Bornedal videreudviklet den anti-naturalistiske æstetik fra ’Kærlighed på film’. I suveræne billedkompositioner gnistrer billederne af usynlig elektricitet.

Næsten som om ondskaben i selve farveskalaen æder sig ind på de gode farver. Ikke for at erstatte dem med mørke, men for at dræne dem med en knoglehvid blænden.

Teorerisk empati
På samme måde tjener den utraditionelle rollebesætning sit formål. Jens Andersen spejlvender sin Polle fra Snave og er vældig overbevisende som durkdrevent dumt svin med uforløst kærlighedspotentiale skvulpende dybt under mange fadbamser.

Aqua-Lene Nyström spiller den gode moder. Skolelærerinden, der benægter det ondes eksistens, men selv rummer flere strenge – nok også g-strenge – end man umiddelbart skulle tro.

I det hele taget er ansigterne stærke og klare og figurerne skarpt skåret og rent spillet. Men de står til gengæld også bare dér og troner på lærredet.

’Fri os fra det onde’ mangler noget så basalt som nogle skæbner at engagere sig i. Pernille Vallentin ser rørende ud i rollen som Lars’ naive og forslåede kæreste, Scarlett. Men heller ikke hendes skæbne, synes jeg, tager springet ud fra lærredet. Igen: Hvordan skal vi holde af dem, vi ikke kender?

Det bliver en teoretisk empati. På en måde bygger hele filmen måske på en forestilling om teoretisk empati. At vi ikke vil kunne undgå at gå i symbiotisk forhold til de figurer, Bornedal hænger op på lærredet som blodtørstige kravlenisser.

Afgørende fodspor i dansk film
Men det forbliver i så fald teori. Uden en sjat illusion eller et løfte om en mening med det hele fungerer det i mine øjne ikke. Hvis ikke man er til blæret og blodig filmtryllekunst, er der ikke meget at komme efter.

Bortset fra tårnhøje stilkarakterer og en begavelse, der i dette tilfælde synes mest opsat på at vise, hvad han kan uden at bruge det til særligt meget.

Med færre dikkedarer lavede Ole Bornedal med ungdomsfilmen ’Vikaren’ en bedre film. Han satte sit afgørende fodspor i dansk film med ’Nattevagten’, men de løfter, Ole Bornedal gav dengang, har han heller ikke denne gang indfriet.

Men stilen og tonen er ikke til at tage fejl af. ’Fri os fra det onde’ er umiskendeligt en film af Ole Bornedal. På det gode og det onde.