Intet og ingen forbliver ustraffede i denne fremragende, britiske film om soning, skyld og den muligvis umulige tilgivelse.

I lighed med den ligeledes fine, norske ’De usynlige’ med Trine Dyrholm i en stærk hovedrolle, som havde biografpremiere herhjemme for et halvt år siden, følger vi en ung mand, som forlader fængslet efter udståelse af en lang fængselsstraf for mord på et barn.

Baseret på virkelige hændelser
Filmen er baseret på en roman af Jonathan Trigell, som tager udgangspunkt i en virkelig mordsag fra 1993, hvor to drenge slog en kun 2-årig dreng ihjel. Her er historien ændret til, at to præteenagedrenge myrder en jævnaldrende pige.

I retten blev de to mindreårige mordere kun omtalt som »Boy A« og »Boy B« for at holde deres navne hemmelige for folk med trang til selvtægt over for »monstrene«.

Ikke desto mindre døde »Boy B« i fængslet, måske efter et selvmord, måske efter et reelt mord.

Tilbage til livet
Overleveren, Eric Wilson (Andrew Garfield), løslades og skifter ved hjælp af socialarbejderen Terry (Peter Mullan), som skal lede ham tilbage til livet, navn til Jack Burridge og flytter til Manchester, hvor han får arbejde på et lager.

Til sin egen forbløffelse lykkes det for den unge mand at etablere både et nært venskab til kollegaen Chris (Alfie Owen) og et kæresteforhold til receptionisten Michelle (fremragende spillet af Siobhan Finneran).

Jo tættere han kommer på vennen og sin kæreste, jo sværere bliver det for Jack at holde på den grusomme hemmelighed, der konstant truer med at kappe den tynde line over, hans nye liv balancerer på.

Fra monster til helt
Ved et af de ironiske vrid fra skæbnen, historien er rig på, bliver det en heltegerning, som for alvor udsætter Jack Burridge for fare, da han sammen med Chris redder en ung kvinde fra at dø i en trafikulykke og bliver fotograferet til en lokal avis.

Den fortid, den sårbare, generte og smukke Jack Burridge kun oplever i sine mareridt, er for alvor ved at indhente ham. Og den er på ingen måde rar.

I flashbacks kigger vi indenfor i den brutale barndom hos den daværende Eric Wilson, hvis dødssyge mor ikke vil kendes ved ham, og hvis afstumpede far heller ikke interesserer sig for de slag, lokale bøller konstant tildeler drengen.

Sært uskyldig forbryder
I tilbageblik oplever vi også de to drenges overfald på den pige, de ender med at slå ihjel. ’Boy A’ forsøger med andre ord ikke at overse den grusomme handling, der er filmens udgangspunkt.

Men instruktøren, John Crowley, skildrer eminent, hvordan den sært uskyldige forbryder, der er en helt anden person end den dreng, som slog ihjel, gøres til offer.

I hovedrollen er den unge Andrew Garfield, som vi tidligere har set som universitetsstuderende amerikaner i den opstyltede ’Lions for Lambs’ med Robert Redford, intet mindre end formidabel.

Pludselig eksplosion
Skrøbelig og usikker famler han sig tilbage til livet, som får ham til at vokse til et næsten helt menneske. Støttet og hjulpet af eminent spil af Siobhan Finneran i de rørende og ægte scener mellem de to kærester.

Ømheden og nærværet står i en dirrende kontrast til den øvrige films mere dystre billedside, der i sig selv synes at antyde, at noget kan gå grueligt galt her.

Som da Jacks voldelige side pludselig dukker op igen under en bytur, hvor han uden at tænke på konsekvenserne for sig selv kaster sig ud i et slagsmål for at redde sine venner. I en overdrevet eksplosion inde fra det sind, der ellers virker så roligt og kontrolleret.

En verden uden tilgivelse
I det hele taget er skuespillet så superbt, at ’Boy A’ føles nærmest chokerende realistisk. Alene Peter Mullans portræt af den totalt desillusionerede socialarbejder Terry, hvis sidste håb i livet synes at være projektet Jack Burridge, emmer af den kuldslåede tristhed, filmen så glimrende leverer videre frem.

Der er virkelig ingen tilgivelse i denne verden, hvor forandring heller ikke er en mulighed og kærlighed til de fortabte blot en illusion. Derfor er ’Boy A’ indimellem lige så ubærlig at kigge på som ’De usynlige’.

Men omvendt er det netop i denne trøstesløse afvisning af forsoningen, at filmens alvorlige eftertanke og bydende nødvendighed gemmer sig.

Sandheden er ubarmhjertig, men den bæres frem mod os med en nænsomhed, man burde tage bedre imod. Som et fortabt barn i den jungle af meningsløshed, livet også kan være.