At det første kys er svært, ved vi alle. Men hvis det ene par læber tilhører en blodtørstig vampyr, er manøvren livsfarlig og umulig. Med mindre de læber, der spidser sig til i brændende begær, er iskolde og klar til et dødskys.

Solgt til vampyr
ådan et par læber sidder der på de to smukke teenagere, den lidt indesluttede nytilflytter Isabella – ’Bella’ – Swan og den på en gang gådefulde og let skræmmende Edward Cullen.

Så snart hun ser ham i skolen i den lille, forfrosne soveby Forks i staten Washington, hvortil hun uden forventninger om andet end at være en udstødt skolepige er blevet tvangsforflyttet for at bo hos sin far, er hun solgt.

Selv om han gør alt for at imødegå fristelser og forelskelse, er det tydeligt, at følelserne er gensidige.

En stormomsust og storslået teenageromance kunne tage sin begyndelse ved det kommende skolebal, hvis altså ikke det lige var, fordi Edward Cullen er vampyr med over 100 år og adskillige aflivede mennesker på samvittigheden.4

Sort romance
Sådan er forudsætningen for den mildt sagt vanskelige kærlighed i Stephenie Meyers romanserie ’Twilight’, som i foreløbig fire bind har solgt over 40 millioner eksemplarer kloden rundt.

Der er med andre ord tale om en gigantisk succes hos det yngste publikum, som nu er omsat til film med samme aldersgruppe for øje. Foreløbig er filmen blevet den forventede kassesucces hjemme i USA, hvilket er helt forståeligt.

’Twilight’ lægger sig nemlig fint i forlængelse af samtidige portrætter af mystiske, men fascinerende væsener, som man finder i ’Harry Potter’, ’Ringenes Herre’, ’X-Files’ og mange flere. Her er det bare flirten med døden og den store, sorte romance, der er i fokus frem for action, uhygge eller flyvende tallerkener.

Platonisk og op ad bakke
For den kærlighed, heltinden og helten indlader sig på, er på forhånd båret af savn, sorg og frygt. I skikkelse af Kristen Stewart med de intenst smukke, mørke øjne bliver Bella Swan hurtigt klar over, at hendes hjertes udkårne er vampyr.

Og den blegt sminkede, næsten anæmiske Robert Pattinson er som Edward Cullen med det forførende, farlige glimt i sine øjne klar over, at han »aldrig må miste kontrollen sammen med dig«.

Giver han efter for sit begær, vil han slå hende ihjel for at beruse sig i hendes blod. Derfor er forholdet både platonisk og i den grad op ad bakke, smukt illustreret af filmens mange studier af den barske og bjergrige natur i staten Washington.

De utilnærmelige skråninger bringer minder frem om den lige så forbudte og vanskelige kærlighed i ’Brokeback Mountain’. I disse tyste og dystre skovdale står tiden stille, mens død og forrådnelse venter i det fugtige mos under evigt drivende tågedis.

Love-story i gyserramme
Man kan indvende, at uden vampyrdelen ville ’Twilight’ være en (meget lang) klassisk love story om to teenagere, hvis forelskelse forekommer lige så uvedkommende og uforklarlig, som mødet mellem dreng og pige egentlig altid er for udenforstående tilskuere.

Måske derfor placeres romancen i en gyserramme med det opgør med en gruppe vampyrer, der i modsætning til Edward Cullens civiliserede familie ikke nøjes med at drikke blod fra dyr.

Trods det noget postulerede gys er det kærlighedshistorien og modet til at vælge ’det normale’ fra og turde indgå i en farlig leg med døden for at vinde den kærlighed, der ikke kan blive fysisk, som er omdrejningspunktet.

Derfor har filmen med et på en gang smukt og dystert soundtrack med navne som Muse, Perry Farrell og danske Blue Foundation allerede gået sin sejrsgang hos tilhængere af subkulturen og musikgenren emo i USA.

Festligt corny
Nøjagtig som det gælder med langt de fleste musikalske bud i den afdeling, stikker filmen dog ikke dybt nok til, at man for alvor drages mod den og dens alt for nysselige, pirrende og appetitlige æstetik .

Appellen er til at forstå for den, der kan acceptere præmissen, at vampyrer både kan elske, kontrollere deres drifter og optræde i film, der hverken er gys eller det mindste morsomme.

Med mindre man da griner ad den indimellem groteske makeup, der så at sige er rullet ud over de skuespillere, som gestalter vampyrer til eksempelvis et slag baseball under vederkvægende tordenskyer. Eller synes, at den første af helt sikkert flere ’Twilight’-film er så corny, at det er en fest i sig selv.

Til instruktøren Catherine Hardwickes ære taler det dog, at hun har skabt et univers, man kan forholde sig til og til en vis grad forstå, selv om man ikke forelsker sig dybt og inderligt i det.

De, der gør det, kan til gengæld roligt forberede sig til en fest inde i de mørkeste skove, hvor selv de varmeste følelser vil manifestere sig i kolde dødskys.

Uden vampyrdelen ville ’Twilight’ være en (meget lang) klassisk love story