18. september 2007 demonstrerer munke i Burma, og takket være videoreportere når billederne frem til den vestlige verdens tv-skærme.

Der skal meget til, før buddhistiske munke samler sig i politiske optog. Egentlig er det imod deres religion og livsopfattelse at udtrykke sig politisk.

Men i det lukkede, totalitære regime Burma får munkene alligevel nok i efteråret 2007, hvor styrets brutalitet er så voldsom, at de må reagere.

Spændingen er tiltaget
Forud er gået en måneds tid, hvor spændingen er tiltaget i Burma. At omverdenen overhovedet bliver vidne dertil, skyldes modige, burmesiske videoreporteres billeder.

Det er deres billeder, som er grundstoffet i danske Anders Østergaards film ’Burma VJ’.

Videoreporteren med dæknavnet ’Joshua’ og andre har smuglet billeder ud fra Burma, og det er grundlæggende stoffet i Anders Østergaards film, der i slutningen af 2008 har vundet hovedpriser på Cph:Dox og på den største dokumentarfilmfestival, Idfa, i Amsterdam.

’Burma VJ’ er en film fra et land, hvor demokrati er ikke-eksisterende.

Ethvert tilløb til demokratisk udvikling bliver mejslet ned af såvel uniformsklædt som civilklædt militær. I det morads yder nogle modige videoreportere civil courage og får illegalt sendt film ud af landet, så tv-kanaler som BBC og CNN kan bringe billeder fra det lukkede land.

I samarbejde med blandt andre ’Joshua’ har Anders Østergaard samlet fortællingen om et oprør i Burma i efteråret 2007. Rekonstruktioner af forløbet og redigeringer af billedmaterialet fungerer helt uproblematisk.

LÆS INTERVIEWBurmesere sætter livet på spil for video-optagelser

En film man sluger
Det er en film, man sluger. Selv om man hellere ville have været dens indhold foruden, fordi virkeligheden er umenneskelig barsk i Burma.

Filmen er ikke lige så smuk som Østergaards film om Tintins skaber, Hergé, og den er vel heller ikke lige så bredt appellerende i Danmark som succesdokumentaren ’Gasolin”.

’Burma VJ’ er et mere rendyrket journalistisk værk fra den journalistuddannede instruktørs hånd. Men midt i strømmen af autentiske, forbudte billeder fra den oprørte burmesiske befolknings demonstrationer er der nu alligevel en gennemgående – nærsagt – poetisk tone i filmen.

Summen af menneskemængdernes stemmer, det visuelle flow af munke klædt i dybt røde kjortler og ’Joshuas’ gennemløbende fortællerstemme er noget af det, som tilsammen skaber en typisk østergaardsk musikalitet i filmen.

At den så oven i købet har fokus på et lukket land, gør ikke ’Burma VJ’ mindre væsentlig.