Casino Royale’ med Daniel Craig som en mere hårdkogt James Bond var en fuldstændig nødvendig redefinering af Bond-universet.

En regulær Operation Morgenluft i det kommercielt glittede og lettere beklumrede herreværelse, hvor 007 efterhånden var blevet en slags actionfilmenes svar på Julemanden. Et hyggeligt ritual belæsset med produkter og dingenoter.

’Quantum of Solace’ følger trofast i det nye spor. For at bide skeer med konkurrenten fra ’Bourne’-filmene leverer man action uden ophold og satser langt mere entydigt på en tilknytning til virkelighedens verden frem for en romantisk agentmytologi.

En koldsindig dræbermaskine
Volden er nu brutal snarere end elegant. James Bond er i Daniel Craigs skikkelse mere end nogensinde en koldsindig dræbermaskine, men lige under den smokingklædte overflade raser hævntørsten og dræberens langsomme selvudslettelse af mennesket indeni.

Craigs fysik er i sig selv et realistisk udsagn om, hvad der kræves af en kampsportsekspert i vore dage. At slå ihjel er ikke længere en uforpligtende leg, hvor tavlen kan viskes ren med en svamp dyppet i tør martini.

Tragisk helt på umulig mission
’Quantum of Solace’ er derfor naturligt nok blevet en stram pakke, der uden slinger i valsen leverer varen. Uden at tabe skridt eller tøve undervejs springer filmen kloden rundt fra historisk hestevæddeløb i Siena via Haiti og Østrig til Bolivia. Alle steder udnyttes rammerne opfindsomt og formidabelt. Men der er en anden slags tabskonto lige bag de flotte billeder.

For i ’Quantum of Solace’ bliver det mere klart, hvad det reelt er, man ofrer ved Bond-figurens transformation. 007 er nu en eksistentielt anfægtet dræber. En marodør på en ensom mission, hvor han konstant må komme på kant med magthaverne i en verden, hvor det er blevet svært at skelne regulære slyngler fra realpolitikere.

I stedet for en lettere kynisk kavaler er Bond blevet en tragisk helt på en dybest set umulig mission. Og sådan en krabat kan ikke uden videre gå rundt og flirte med alle de dejlige damer, have skødesløs seriesex eller gå igennem tilværelsen som stenkold killer med en kvik bemærkning og et elegant løftet øjenbryn.

Charmen røg
Eller sagt på en anden måde: Da James Bond blev genfødt som muskelbundt med Weltschmerz, røg charmen ud med fostervandet.

For at kunne gå ’Bourne’-trilogien i bedene må James Bond blive mere realistisk. Den centrale manuskriptforfatter er Paul Haggis, der som instruktør har lavet de politisk seriøse ’Crash’ og ’In The Valley of Elah’.

Så det kan ikke undre, at plottet i ’Quantum of Solace’ viser sig at have en aktuel politisk dimension, der involverer både klimakrise, stormagtmisbrug og den tavse krig om Jordens svindende ressourcer.

Svært at være excentrisk superskurk
En Bond-film uden en malerisk skurk går dog stadig ikke. Denne gang overtager franske Matthieu Amalric Mads Mikkelsens rollefag som excentrisk forbryder, mens Jesper Christensen i en beskeden, men central rolle fortsat er den kølige bagmand med det uhåndgribelige navn Mr. White.

Begge fungerer udmærket, men Amalric må sande, at det er blevet sværere at være troværdigt excentrisk superskurk i en verden, der skildres som drevet af bureaukraters permafrosne kynisme.

Paul Greengrass har i ’Bourne’ skabt en hektisk, subjektiv stil, der afspejler den nervøse virkelighed, der i et opskruet tempo og under uoverskuelige omstændigheder for den forfulgte, puster og stønner fra det ene afgørende sekund til det næste.

Den logik kan Marc Foster tillempe sig, men ikke helt tillade sig at følge. For en James Bond-film skal jo samtidig stadig være flottere og mere spektakulær end noget andet. Biljagterne til lands, til vands og i luften skal være overdådige og udspille sig i eksotiske rammer, og det gør de så sandelig også. Men filmen bliver dermed også uundgåeligt mindre virkelighedsagtig.

Derfor bliver ’Quantum of Solace’ mere en gigantisk og upåklageligt flot tur i en brutal rutsjebane end egentlig nervepirrende. Hvad man savner på en helt anden måde end i ’Casino Royale’, er som sagt charmen – og humoren!

Genfortryllelse ønskes
Der er mildt sagt ikke meget at grine ad i en film, hvor vittighederne sammen med de livsaligt luksusemmende øjeblikke kan tælles på ganske få fingre.

Det er i et vist omfang selve Bond-mytologien, man har beskåret i en grad, så den næsten ikke er til at få øje på.

’Casino Royale’ var et nødvendigt indgreb, men skal Bond få et godt og langt liv i sin nye skikkelse, bliver man nok nødt til at supplere den nye energi med en vis portion genfortryllelse.

Man kan ikke uden videre både være cool og tragisk helt. Der er ikke i sig selv noget tragisk i, at Bond er blevet skåret ind til benet.

Men rigtigt cool er det nu heller ikke, og i længden er det svært at forestille sig en James Bond, der ikke samtidig er en cool 007.

Læs Kim Skottes anmeldelse af den forrige James Bond-film 'Casino Royale'

LÆS OGSÅ hvad de engelske filmanmeldere synes om den nye Bond-film 'Quantum of Solace'
LÆS OGSÅ interview med Jesper Christensen