Enten dør du som en helt, eller du lever længe nok til at blive en skurk! Med de ord i optakten og i afslutningen indkapsler denne ny, gevaldigt underholdende og højt begavede Batman-film sit nok så alment interessante grundtema om den moderne stats dilemma i beskyttelsen af sine borgere:

Overholde retsstatens principper – og bukke under? Eller overleve ved at bryde reglerne, ligesom modstanderen?

Forbrydernes skræk
Midt i et overflødighedshorn af orgiastiske actionscenerier, trafikjagter, eksploderende bygninger og nervepirrende livsfare gennemfører filmen strikt denne principdiskussion, helt ind i signalementet af hovedpersonernes splittede sind:

Den papirtynde væg mellem opretholdelse og undergravning af principperne for lov og orden skærer sig durk ned igennem statsanklageren, politichefen – og Batman selv.

Sidstnævnte er jo stadig titel- og hovedpersonen: den lade lediggænger og multimilliardær Bruce Wayne, der om natten trækker i flagermushætten og breder sine lædervingers skygge beskyttende ud over Gotham City.

Forbrydernes skræk, det afmægtige politis hjælper – og stadige ydmygelse. For sådan en vigilante, en freelancestrisser og selvtægtsmand, er jo en hån mod retsstaten.

Den egentlige hovedperson
Officielt jagter politiet derfor Batman og prøver selv forgæves at yde troværdig indsats mod underverdenen. En tvivlsom kinesisk milliardkoncern er både i officielle forhandlinger med Wayne-koncernen og i hemmelig kontakt – læs: afpresning – med mafiabanderne for at samle deres formue ét sted: i Hongkong.

Men Jokeren har andre planer. Denne legendariske superskurk med det grotesk udspilede klovnegrin – og uvanen med at snitte andres mundvige op til samme morskab – er allerede udnævnt til den egentlige hovedperson i denne 2’er efter samme instruktørs ’Batman Begins’ i 2005, hvor Christian Bale med de på én gang brutale og følsomme træk smeltede ind i den titelrolle, han fortsætter her.

Og det er rigtigt, at Heath Ledgers præstation i rollen – hans livs sidste – reducerer Jack Nicholsons ellers storslåede spil som den stjernegale, deliristisk euforiske Joker i Tim Burtons ’Batman’ fra 1989 til en børneserieskurk.

En leg med plat og krone
Med medicineret tilkæmpet ro, ja, slæben i stemmen, med sin furede og udtværede klovne-make-up og bundløst bedrøvede blik er Ledgers altødelæggende Joker her ude i en fortvivlelse så dybt destruktiv, at ’ondskab’ er en eufemisme for en tilstand langt hinsides menneskelig samtale eller spilleregler.

Lige der, hvor han skal være for at lægge alvor i modparternes dilemma.

De er nemlig på lige så tynd is.

Statsanklageren Harvey Dent, spillet af flotte Aaron Eckhart, er Gothams håb for retsstatens fremtid, men truet indefra af egen forfængelighed: Kæmper han for principperne, for magten selv og/eller for at blive gift med Rachel?

Og lever denne ’White Knight’ længe nok til at blive skurk? Hans leg med plat og krone er tung af symbolik: Kan denne mand med hår af guld og blik af hærdet stål forvandle sig til en skrækindjagende håndfast udstilling af ordensmagtens janushoved?

Elskværdig kynisme
Rachel, barndomsveninden af Bruce – som jo også elsker hende – og en af de tre, der ved besked med milliardærens måneskinsarbejde, spilles nu af Maggie Gyllenhaal, mere karismatisk end just billedskøn.

Ædel og sej genelsker hun vel Batman, men arbejder hos statsanklageren for retsprincipper uden gradbøjning. Så principfast tør inspektør Gordon, chefen for sikkerhedspolitiet, igen i Gary Oldmans solide fremstilling, ikke være.

Hemmeligt tager han med tak imod Batmans hjælp, stadig uden at kende hans identitet. Lucius Fox, Waynes administrerende direktør og våbenudvikler spillet af Morgan Freeman, må derimod tage afstand fra det høje spil, Batman spiller med Jokeren.

Kun butler Alfred, den tredje med kendskab til Waynes dobbeltliv, er i Michael Caines vidunderlige udgave urokkelig i sin slebent elskværdige, fordomsfri kynisme.

Har passeret folkepensionsgrænsen
Batman selv har passeret folkepensionsgrænsen (første striber i 1939), men blev først rigtig voksen med tegneren Frank Millers revitalisering – og skrøbeliggørelse – af figuren i 1980’erne.

Fra Miller stammer titlen på dagens premiere, og fra ham selvtægtfigurens tvetydighed såvel som revisionen af kampen med Jokeren.

Og selv om den opfindsomme Joker med stadig nye kort i ærmet skaber en perlerække af kolbøtter i magtovertaget, kunne filmen efter min mening have vundet ved at tabe sig en halv times tid.

Død helt eller overlevende skurk?
Men når batkværnen med susende kappe drøner ind og ud mellem, og under!, fangetransport og fjendtligt lastvogntog og væver den begavede diskussion sammen med bydelenes farverige sammenbrud til en rytmisk forførende tilintetgørelsesballet, ja, så bliver ’The Dark Knight’ ikke desto mindre en fuldfed film for såvel testosteronspruttende knægte som samfundsanfægtede juraprofessorer.

Retsstat eller selvtægt? Død helt eller overlevende skurk? Ideale principper eller foreløbig sikkerhed?

Diskussionen rækker langt ind i USA’s dilemmaer omkring Abu Ghraib og Guantánamo og helt ind i vores hjemlige terrorlovpakke. Lene Espersen og Birthe Rønn Hornbech skulle tage en tur i biffen til Batman – hvis de ellers må for Pia.