Hvor fri er man egentlig?

Spørgsmålet opstår måske ikke så tit, fordi man er vænnet til at betragte sin frihed som identisk med ens daglige tilværelse – inden for de rammer, livet nu har udstukket.

Måske er det sjældent, at man forestiller sig friheder, der ligger hinsides grænsen for det råderum, man har erhvervet sig.

Har man lyster og begær, som er på den anden side af, hvad man kan acceptere? Og hvad sker der, hvis man afprøver disse lyster?

Raffineret pornografi
Det er alt sammen spørgsmål, som filmen MollyCam afprøver, med et påfaldende mod. Et mod til at spille rent ud, til at vise, til at demonstrere, i en stil, som er hinsides den almindelige biograffilm.

For at sige det lige ud: MollyCam er også raffineret pornografi, virksom, påtrængende som pornografi uden at slække på sit centrale spørgsmål om friheden.

Forlægget er Christian Lollikes teaterstykke ’Dom over skrig’. Lollike er begavet husdramatiker på Århus Teater.

Manuskriptet er først og fremmest en diskussion af det dilemma, der opstår, når et voldtægtsoffer ikke kan identificeres med en voldtagen person.

Molly (Lea Rønne) er den 16-årige pige, som altid filmer og finder sin identitet gennem kameraet.

Typisk teenage-pige
Som type er hun ikke exceptionel, tværtimod, hun er bare kvintessensen af ung pige med kamera – (med mobil – med pc– med facebook?) – med tekniske hjælpemidler til at forme sig et ’jeg’, som hendes øvrige sociale tilværelse ikke har kunnet tilbyde hende.

Man kunne prøve at berøve os mobilen et par døgn ... Hvem er vi så? Lidende personer, uden spejl og virkelighed!

Gruppevoldtægt?
Molly kommer sammen med Zako, som hun ’elsker’. Da Molly får lyst til at være sammen med flere fyre på en gang, arrangerer Zako en gruppevoldtægt i et skur.

Eller er det en voldtægt? Kan en pige som Molly udsættes for volden, sådan som den defineres af samfundet, eller har hun én gang for alle sat sig uden for normerne?

Spørgsmålet belyses djævelsk godt i en scene, hvor Zako (Olaf Højgaard) forhøres af politiet og bevidst/ubevidst svarer hinsides de spørgsmål, politiet stiller ham.

Her begynder et helt nyt ungdomsoprør og dermed en fundamental kommunikationsbrist, som ikke er til at afhjælpe.

Zako ved, at sandheden ikke kan formuleres af politiet, som bruger politiets begreber for at finde sandheden – men det er ’samfundets’ sandhed.

Olaf Højgaard er helt blændende i den scene. Voldtægt, nej!

Men Molly har anmeldt voldtægt og følt det. Detaljerne bliver påtrængende for den samvittighedsfulde politimand Jens (Kristian Halken), som er forhørsleder og gift med en klartskuende, bitter kvinde, der aner hans frustrationer og pirker til hans drifter.

Politi - og voldtægtsmand
Når Jens har gennemgået fotos og videooptagelser fra sagen, bliver han seksuelt provokeret og tager sin kone bagfra i en erstatningsvoldtægt – som er inden for samfundets normer for det, vi netop kalder det ’normale’.

Hvad vil Jens mere? Hans dilemma er udtalt, for han er sig sit begær efter Molly bevidst, men han er også bevidst om det ’utilstedelige’, det ’forkerte’ i begæret.

Hun var selv ude om det! Den slags piger har et liv, som er hinsides politiets definitioner af normalt liv.

Jens beslutter sig for at skabe en rekonstruktion af begivenhederne i skuret. Han tager et kamera og kører hende ud til skuret og afprøver situationen med hende.

Her skal hun prøve at formulere sig i ord. Han føler selv sit voldtægtsbegær, men registrerer samtidig Mollys reaktioner, han er politimand og voldtægtsmand på samme tid.Med kameraet mellem benene.

Hvad skal vi konkludere?

Vellykket film
Når filmen lykkes smukt trods det noget insisterende dilemma, skyldes det dens spændende, helt frie optagelser af mennesker, som med kameraet har overgivet sig til en slags metaliv, hvor ting bliver til, mens de filmes.

Det er en del af dramaturgien og en del af pointen og eksperimentet.

Fremragende skuespillere
De tre skuespillere er fremragende. Lea Rønne er mindreårig i sit udtryk, skyldig/uskyldig, afskrevet som den villige pige med slikkepind mellem læberne og et tomt indre, der ikke kan udfyldes, for samfundet har ikke fået skrevet noget ind i hende endnu.

Kristian Halken leverer en af sine bedste præstationer som Jens med tvivlen, den ulykkelige, som prøver at komme ud bag ved normer og finde sig selv. Frihed, hvor?

Og Olaf Højgaard giver et foruroligende stærkt portræt af Zako, en gådefuld ung mand, som ikke vedkender sig de spørgsmål, konventionerne stiller ham.

Stærk og provokerende
Instruktøren Aage Rais-Nordentoft har skabt en usædvanlig, men stærk og provokerende film, som åbner for det ubesvarlige i den sidste scene.

Det er ikke så tit, man tænker ’Og hvad sker der så?’ i det øjeblik, en film slutter. Det gør man her.

Læs interview med instruktøren i iByen