Det er 27 år siden, Steven Spielberg og George Lucas genopfandt barndommens drengebogshelt i skikkelse af action-arkæologen Indiana Jones.

Samtidig satte Spielberg en standard for fart og tempo, alverdens eventyr- og spændingsfilm har halset efter lige siden.

’Jagten på den forsvundne skat’ og ’Star Wars’ blev de kulørte eventyr, som skulle afkoble det nye Hollywood fra 70’ernes mere alvorlige temaer.

Tempoet holder
Men det er 19 år siden, Harrison Ford sidst spillede Indiana Jones, og det er altså lang tid for en handlingens mand at være ude af billedet.

Så spørgsmålet inden Indys sene genkomst var selvfølgelig, hvorvidt Ford kan holde tempoet, og om makkerparret Steven Spielberg og George Lucas både kan holde stilen og øge indsatsen.

Til tonerne af ’Hound Dog’ med Elvis Presley og med billeder af udskejende teenagere i en vild bil bliver vi prompte placeret i 1957 og får samtidig en hilsen fra George Lucas’ gennembrudsfilm, ’American Graffiti’ (1973). Men 1957 var også koldkrig, paranoia og mccarthyisme.

Og inden man når at blinke mange gange med øjnene, er Indiana Jones gesvindt fjernet fra sine tidligere historiske græsgange og plantet midt et prøvesprængningsområde i Nevada-ørkenen.

Nazisterne er blevet russere
Nu omringet af røde russere i stedet for skumle nazister.

Samtidig er vi ikke så forfærdelig langt fra det sagnomspundne Roswell, hvor hårdnakkede konspirationsteoretikere hævder, at en bemandet flyvende tallerken styrtede ned på nogenlunde samme tidspunkt.

Så allerede næsten inden filmen er kommet i gang, er Indiana Jones opdateret med hjælp af atombomber og aliens!

Det er heldigvis typisk for den grundighed, med hvilken Spielberg og Lucas har gennemtænkt problemerne med at flytte Indiana Jones frem i tiden.

Vilde dyr og hemmelige byer
Indiana Jones får en ung ven i skikkelse af den engelske hedspore Mutt Williams (Shia Laboeuf), der med læderjakke og motorcykel morsomt plagierer Marlon Brando i ’The Wild One’.

Introduktionen er hurtigt overstået, og så går det ellers over stok og sten uden pauser. Det var på forhånd svært at komme i tanke om nogen farlige dyr, vilde indfødte, hemmelige byer og mærkelige fænomener, som Indy ikke tidligere har konfronteret.

Men bl.a. ved hjælp af nutidens betydeligt mere avancerede computeranimation lykkes det faktisk at få dette vandfald af begivenheder til at føles som et frisk styrtebad.

Og i de tilfælde, hvor det mere ligner genbrug, sker det som regel med et afvæbnende sideblik i spejlet, der blot giver endnu en tur i junglebaljerne karakter af et varmt gensyn.

Velfungerende aldring
Hvad angår tempo og hæsblæsende effekter, sætter Spielberg tingene på plads. Men gør det først og fremmest, fordi den tørre, slagfærdige charme, som omgiver titelfiguren, er intakt.

Det kunne have været pinligt med en gigtplaget helt, men det kunne have været lige så tåkrummende, hvis man i for høj grad havde ignoreret de forbipasserede år.

Men måden, man har formået at gøre Indiana Jones ældre på, er på alle måder velfungerende, synes jeg.

Lige meget hvor gigantiske budgetter Spielberg får at arbejde med, og lige meget hvor udspekuleret historien er i hver eneste detalje, har han stadig denne enestående evne til at få en tilsyneladende uskyldig entusiasme til at skinne igennem.

Faktisk er filmen den mest barnlige Indiana Jones-film til dato. Man behøver bare at tænke på en film som den aktuelle 2’er af ’National Treasure’ for at blive mindet om, hvor stor forskellen på Spielbergs genuine fortælletalent og så de andres ihærdige epigoneri reelt er.

Velkendt rutsjebanetur
Filmens første halve times tid er klart den mest innovative.

Herefter kan man sætte sig tilrette i en mere velkendt rutsjebanetur, der så nogenlunde følger det kendte og elskede skema, der kan opsummeres sådan: speederen i bund i eksotiske omgivelser og aldrig et dødt øjeblik. De mange finter til film og litteratur fører Indiana Jones ind i den postmoderne filmverden.

Et sted, den på mange måder hører til i forvejen, eftersom Indiana Jones som ’citat-helt’ modelleret efter Rider Haggard (’Kong Salomons Miner’) på en måde er en af Hollywoods første, store postmoderne filmhelte. Splejser man science fiction-forfatteren Erich von Däniken med Miltons ’Det tabte paradis’, får man noget ret fornøjeligt.

Indiana Jones sætter ikke nogen ny standard, som tilfældet var i 1981, men lever mere end respektabelt op til sin egen fortid. Mest problematisk synes jeg, det er, at filmen et par gange bliver for fjollet.

Tegneserieagtig skurkinde
Cate Blanchetts russiske skurkinde Irina Spalko virker umiddelbart alt for tegneserieagtig – og det vil jo sige en del i dette univers! – men efterhånden synes jeg alligevel, man vænner sig til hende. Ja, det er lige før, man kommer til at holde af hende, men det var måske ikke lige meningen.

Fløj tiden af sted? Vandrede mine tanker på noget tidspunkt ud af biografen? Var det sjovere end en tur i Tivoli? Da jeg ubetinget kan svare ja, nej og ja, synes jeg, man må sige, at det fjerde eventyr med Indiana Jones ikke blot kommer tørskoet i land, men sandsynligvis også redder sommeren for alle raske drenge, piger og biografejere.

Og det er jo ikke en ringe bedrift for en drengehelt spillet af en 65-årig skuespiller.